Løgstørs ældre historie | Løgstør Lokalarkiv

Nærværende bogs forfatter er født i Kjølsen i Vorde sogn den 15. februar 1881; han døde på Løgstør Sygehus den 10. januar 1942 efter en blindtarmsoperation. Hans forældre var smed Jørgen Christensen og hustru Nielsine Christensen.

Hans søster, pens. lærerinde frk. Kathrine Christensen, Viborg, skriver følgende om sin broder:

“Sit navn fik han efter morfaderen, Jens Thulstrup, der stammede fra gården Sdr. Thulstrup i Hjorthede sogn. Farfaderen, Christen Jensen Vestbæk, ejede Vestbækgård i Romlund sogn. Han stammede således fra bønder på faderens og moderens side, og slægten kan på begge sider føres tilbage til omkring år 1600.

Faderen havde deltaget i krigen 1864 og var en del ældre end moderen, der var hans anden hustru. Han var tidligt svagelig, og som følge deraf var det et fattigt hjem, Jens Thulstrup voksede op i. I stedet for at få lov til at læse, som han havde lyst og evner til, måtte han tidligt ud at tjene ved landbruget. Da han var 19 år døde faderen, og Jens Thulstrup måtte ofte træde til og hjælpe moderen med at forsørge en stor børneflok.

Omkring århundredskiftet aftjente han sin værnepligt som infanterist i Viborg. Senere havde han et vinterophold på Vestbirk højskole.

1908 blev han gift med Christine Danielle Jensen. Derefter købte han ejendom, først i Dommerby, senere i Vinkel ved Skive. I ægteskabet var der tre sønner, og Jens Thulstrup ønskede, at de efter deres konfirmation skulle på efterskole. Han solgte da ejendommen og flyttede fra Vinkel til Ølgod, hvor han arbejdede, mens drengene fik undervisning på efterskolen. Fra Ølgod kom han til “Jenle”, hvor han en tid var bestyrer hos Aakjær. Derfra flyttede han til Løgstør, hvor han boede de sidste 17 år af sit liv.

Jens Thulstrup var som barn meget livlig og opvakt. Han viste sig tidlig i besiddelse af stærk slægtsfølelse og arkæologisk sporsans, utvivlsomt en arv fra faderens slægt, da det samme gælder om flere af denne. Sammen med den arkæologiske interesse dyrkede han også lige fra drengeårene en poetisk, idet han allerede som skoledreng skrev digte. Og det er ikke let at sige, hvilken af de to interesser, der var ham kærest. Den poetiske åre havde han rimeligvis fra moderens slægt, hvor den er sporet forskellige steder. De fleste af sine digte fik han optaget i lokale blade, navnlig i Skive, Viborg og Løgstør. Som før omtalt kunne han ikke få sit ønske om at læse opfyldt. Opholdet på Vestbirk højskole var således den eneste uddannelse han fik udover den, han havde fået i landsbyskolen. Han gik op i skolens liv og arbejde med al sin higen efter trang til lærdom og åndelig berigelse. Og forstander Grønvald Nielsen var ham til stor hjælp og støtte. Gennem mange år vedblev Jens Thulstrup at betragte Vestbirk højskole som sit åndelige hjem, og han søgte jævnlig dertil og modtog mange impulser og megen belæring gennem samtaler med Grønvald Nielsen. Da han senere søgte plads som bestyrer hos Jeppe Aakjær, var det sikkert, fordi denne mand interesserede ham både som digter og hjemstavnsforsker – måske mest som digter. Og uden tvivl følte han et vist åndeligt slægtskab med Jeppe Aakjær. Her på “Jenle” fik han stødet til at tage fat på det arkæologiske arbejde, og fra den tid af tog hans slægts- og hjemstavnsforskning form. Han var blevet klar over, at på disse områder strakte hans evner bedst til. Da han i 1925 flyttede til Løgstør, tog han snart fat på at udforske både byen og dens omegn. Han kom da først for alvor ind i det arkæologiske arbejde, der optog ham mer og mer. Samtidig kom han også i gang med slægtsforskning og studerede ivrigt både på landsarkivet i Viborg og på rigsarkivet. Gennem flere år var han med til udgravninger under ledelse af professor Gudmund Hatt; dette arbejde var ham til inderlig glæde.

Igennem alt dette modnedes så tanken hos ham om at skrive LØGSTØRs ÆLDRE HISTORIE. Meget forarbejde var gjort, og han følte, at nu var tiden, da han kunne tage fat på bogen. Indledningen skrev han i 1939 under et besøg hos en broder i Asferg. Derefter arbejdede han ivrigt hjemme og ude, til bogen var færdig. Meget er skrevet under ophold hos familien. Han skrev med en iver, som var han bange for, at han ikke skulle nå at blive færdig.”

Professor Gudmund Hatt giver følgende skildring af Thulstrup Christensen som medhjælper og amatør-arkæolog:

“Thulstrup Christensen blev jeg først kendt med i foråret 1936. da han gjorde mig opmærksom på en jernalderboplads i Engelstrup. Han hjalp mig ved undersøgelsen, der foregik i ugen før påske 1936. Jeg fik straks et godt indtryk af Th. C., hans glødende interesse for oldtiden, hans store iver i arbejdet og hans samvittighedsfuldhed. I efteråret 1936 hjalp han mig igen ved en udgravning i det nordvestlige Himmerland, nemlig på Malle hede ved Ranum. Det var igen Th. C., der havde gjort mig opmærksom på denne jernalderboplads, sammen med seminarielærer cand.theol. Dueholm. Mens jeg arbejdede ved Ranum, foretog jeg en rekognoscering længere syd på i Himmerland og kom ved den lejlighed til Østerbølle, hvor der, efter hvad man havde fortalt mig, skulle være nogle underlige volde. Det viste sig at være jernalders hustomter, synlige på overfladen. Jeg husker, at Th. C. blev lidt gnaven, da jeg fortalte ham om Østerbølle-bopladsen. Den lå jo lidt langt fra Løgstør; og han ville helst, at vi skulle gøre de gode fund på Løgstør-egnen. Som så mange arkæologiske amatører var han i besiddelse af en stærk lokalpatriotisme. Imidlertid blev han siden selv glad for Østerbølle; han blev nemlig min medhjælper ved undersøgelsen af denne interessante boplads og gravplads i efteråret 1937. Han boede under den tid hos bopladsens ejer. Næste år, i det tidlige forår 1938, undersøgte jeg en boplads på Malle Degnegård, som Th. C. havde gjort mig opmærksom på. Også her var han min gode hjælper ved undersøgelsen.

Disse fire himmerlandske bopladser, ved hvis undersøgelse Th. C. har været min medhjælper, findes beskrevne i min afhandling “Jernalder Bopladser i Himmerland” i årb. f. nord. oldk. for 1938. Om høsten og efteråret i 1938 var jeg i gang med en stor bopladsundersøgelse i Nørre Fjands syd for Nissum fjord. Her bad jeg Th. C. om at komme og hjælpe mig med udgravningen, og han arbejde flere måneder for mig. Næste år, 1939, var han min faste medhjælper ved tre bopladsudgravninger i Vestjylland om foråret og sommeren og efteråret, i Holmsland, i Alrum, Stadil sogn, og i Nørre Fjands. Th. C. hørte til de amatør-arkæologer, hvis sporsans og utrættelige for oldtidslevningerne er så uvurderlig for den arkæologiske undersøgelse af vort land. Han var en ualmindelig mand. Arkæologiske amatører er i reglen ikke almindelige og bliver ofte betragtet som særlinge. Han havde mange venner – måske nok mest blandt dem, der mer eller mindre delte hans arkæologiske interesse. Hans væsen kunne vistnok på nogle virke lidt unødvendig selvhævdende. Det er mit indtryk, at han klarede sig bedre blandt himmerlændinger end blandt vestjyder.

Under min vejledning var han en dygtig udgraver med godt håndelag og besjælet af den aldrig svigtende interesse og tålmodighed, som er nødvendig for enhver arkæologisk arbejder. Desuden var han et poetisk gemyt med en sand naturfølelse. Jeg mindes ham med taknemmelighed som en god ven og trofast medarbejder.”

Som naturlig var, blev Thulstrup Christensen Nationalmuseets tillidsmand på Løgstøregnen, og de betydelige opgaver, museet betrode ham, fik altid en fuldt tilfredsstillende løsning. Foruden ved de allerede nævnte undersøgelser medvirkede han også ved udgravningerne i Borremose. Hans fine sporsans kom ofte for dagen, tydeligst vel, da det lykkedes ham at påvise det sted, hvor det berømte såkaldte Skarpsallingkar over 40 år tidligere var fundet – ikke ved Skarpsalling, men en gravhøj i Rønhøj plantage tæt ved jernbanelinien mellem stationerne Vindblæs og Gatten. Også hans udprægede ordenssans kom hans talrige undersøgelser til gode, alt blev omhyggeligt optegnet og ordnet. Da museumssagen rejstes i Løgstør, og der dannedes en museumsforening for byen og omegnen i 1935, var Thulstrup Christensen sjælen i arbejdet. Han skænkede sin omfattende samling af levn til foreningen og forøgede den stadig. Ved sine mange forbindelser i byen og især i omegnen bidrog han i væsentlig grad til at sætte fart i den indsamling af gamle brugsgenstande m.m., der begyndte i 1935 med det formål at lægge grundlaget til et museum i Løgstør. I de små stuer, samlingerne fik overladt, ordnede han dem, så godt den knebne plads tillod. Fra 1938 til sin død sad han i styrelsen for Historisk Samfund for Aalborg Amt, og hans evner og energi gjorde ham trods det korte åremål til et skattet medlem. I sit sidste leveår var Thulstrup Christensen optaget af at ordne Løgstør kommunes arkiv; registreringen af dette materiale nåede han desværre ikke at fuldføre. 13. juli 1942 afsløredes på Thulstrup Christensens grav på Løgstør kirkegård et granitmindesmærke, rejst af museumsforeningen for Løgstør og omegn.

Forfatterens manuskript til nærværende værk har som afslutningsdato 27-3-1941. Af tidligere offentliggjorte arbejder af Thulstrup Christensen skal her nævnes følgende:

Branden i Løgstør 1751. I “Løgstør Avis”, juni 1937. Af Lendrupgårdenes ældre historie. I “Løgstør Avis”, februar 1939. Af Aggersund-færgefartens historie. I “Løgstør Avis”, juni 1942. Fra Løgstør Birks, Aars og Slet Herreders gamle Retsting. I “Løgstør Avis”, februar 1942.

Skarpsallingkarrets findested og hvorledes det fandtes. I “Fra Himmerland og Kjær Herred” 1936.

Oldtidsminder på Løgstøregnen. I “Fra Himmerland og Kjær Herred” 1942.

Indledning

Det første spor af menneskers færden og indtagelsen af den plet jord, hvorpå Løgstør nu ligger, fører ca. 8000 år tilbage. Fra den ældre fjordstrand øst for byen og op langs hele V. Ørbæks kærgrænse er fundet hundredvis af flintredskaber og levn fra alle oldtidens periode fra køkkenmøddingstid ca. 6000 år f. Kr. til sidste del af jernalderen ca. 500 år e.Kr. Tæt syd for nævnte fjordstrand er konstateret rester af en skaldynge. Tæt syd for Aggersund S., ved overfartsstedet, er fundet en skaldynge, som var temmelig rig på flindt, hjortetak og benlevn. Synlige rester fra oldtidsfolkets virksomhed her har man endnu i få rester af gravhøje på kridtbakkens ryg mellem Aggersund og Løgstør og i de tre høje på Toftebjerg bakke tæt syd for Løgstør. De var led i en talrig højrække, strækkende sig langs ryggen af Limfjordens strandbanke fra Lendrup strand til Tolstrup kærdrag; før agerbrugets stærke indtagelse af jorden fandtes her ca. 50 gravhøje. Fra folkevandringstiden er fundet et par grave nær Malle Kirkeby. Fra en gravhøj i Aggersund S. stammer et enligt fund fra vikingetiden, det kan dateres omk. år 900. Endelig er der også fremkommet enkelte fund, hvor Løgstør ligger og langs dens nuværende fjordstrand. V. Ørbæk kær har i oldtiden været en fjordvig med gode betingelser som boplads. Det skråt jævntopadskridende bakkedrag, der strækker sig fra Løgstør til Løgsted, skabte naturligt læ for den hårde vestenvind; lidt trævegation var der måske også op over bakkekammen. Her fandt da mennesker ly for deres simple ris- og jordhytter og med fjorden som deres vigtigste næringskilde.

Udblik over Løgstørs ældre historie

Igennem de århundreder, som svandt fra den tid, oldtidsfundene taler, og til historiens første spæde lys om Løgstør tændes, har der nok ind under kridtbakkerne ligget enkelte lerklinede bindingsværkshuse, hvis beboere vel hovedsagelig har ernæret sig ved fiskeri. Det må have været på den vestlige del af byens nuværende grund, da den plads, hvor størstedelen af byen nu ligger, var temmelig lav og sumpet.

Indtil det syttende århundrede har fiskeriet været det vigtigste erhverv, men samtidig var byen bleven til en, efter tidsforholdene, vigtig stabelplads, hvor toldpligten allerede var indført 1523, og omkring 1700 måtte den if. kgl. forordning indføre portconsumptionen. Byen havde da allerede længe med sin handelssejlads, fiskesaltning og hjemlige handel været en torn i øjet på Aalborg, som if. sine kgl. privilegier på Limfjordshandelen flere gange forsøgte at stække Løgstør. 1552 forbød Kongen sildesaltning i denne. 1598 blev der efter henstilling fra Aalborg nedlagt forbud mod det handelssamkvem med Norge med korn og kramvarer, som Løgstør i sidste halvdel af det sekstende århundrede havde oparbejdet. Dog lod Løgstørerne sig ikke så let kue, hvad der kan ses af, at der i 1735 atter klages over, at Løgstør drev søhandel med Norge. I økonomisk henseende var tiden indtil først i det attende århundrede forholdsvis god, men større blev byen ikke; dens grundejeres antal holdt sig gennem 400 år omkring 80 – 90, både som kgl. fæstere og senere som selvejere.

Der skulle mere end forbudsforordninger til at stække Løgstørernes fremdriftstrang. Desværre indtraf dette mere i form af fiskeriets store nedgang gennem 1700 erne, hvortil de store tilsandinger af grundene vel bidrog, vel også sildestimernes lunefuldhed med hensyn til opholdssteder og trakasserierne fra Aggersborgs ejere i den sidste del af århundredet. – Dog det allerværste var de to ødelæggende brande 1747 og 1751, som begge havde katastrofale følger for alle stænder i byen. Men et bidrag fra den kgl. kasse i forbindelse med en landsindsamling gav fornyet mod til at genrejse de forkullede hjem. Og nogen fortrøstning til fremtiden var endnu levnet, idet man søgte om købstadsrettigheder 1752, dog uden resultat. Der gik omtrent tredive år, inden genopbygningen var så nogenlunde overstået, og at det har været en hård og fattig tid ses af gamle dokumenter fra datiden. I over tyve år efter brandene taler disse gulnede blade med deres ubehjælpsomme sprog om den skræk, der sad Løgstørerne i sindene efter katastrofen. Et varmt solstrejf kom dog til at lyse ind i denne tunge, fattige tid. Det var herredsskriver Peder Thorups store legat til byens fattige, som begyndte sine rentebetalinger først i 1770erne. At det påskønnedes, ses af, at byens borgere lod opsætte en mindetavle for ham i Løgsted kirke.

Som de største vanskeligheder med opbygningen var overstået, fik Løgstørerne atter en forskrækkelse, idet der udbrød en ildebrand 1785, der dog ikke var af samme omfang som de to tidligere, men som endnu i nogle år satte ny skræk i sindene.

1786 blev brandvæsenet organiseret og bragt i bedre orden end forhen. At der var brandvæsen før den sidste brand, ses af en post i kæmnerregnskabet for 1785. Derimod findes der ikke noget om brandvæsenets virksomhed omtalt i de mange forhør om de to brande.

Vægtervæsenet indførtes engang mellem 1752 og 1780; det var jo også et led i brandvæsenet.

Nu efter genopbygningen kom der en rolig tid, som i fuldt mål benyttedes til at sørge for fremgang og bedre kår. Der blev lavet en ny forfatning for bystyret, som blev mere forenklet. Der blev givet bevilling til 3 markeder årligt; forhen havde der kun været eet. Uenigheden med Aggersborggårds ejere var bleven bilagt, og fiskeriet begyndte efter 1800 igen et opsving. Man havde været nede på eet bådelav, 1829 var der 18 med omkring 100 mands besætning. Samtidig var der 17 salterier, så det var en stor del af byens ca. 600 indbyggere, fiskeriet beskæftigede. Der blev sørget for skolevæsenets forbedring. Før 1690 nævnes der kun om degne, som vel foruden at forrette tjeneste i Kornum og Løgsted kirker har givet lidt undervisning. 1690 nævnes den første skoleholder. I en præsteindberetning 1771 skrives, at Løgstør for sig selv er forsynet både med skolehus og skoleholder; skolehuset var købt for få år siden. 1777 bliver der udarbejdet et nyt skoleregulativ, nærmest på grundlag af den gamle ordning. Deri findes det første om, at skoleengen blev tillagt embedet, for at skoleholderen morgen, middag og aften skulle ringe med klokken i skolens have, og at han skulle undervise 10 fattige børn årlig for 20 Rgd., som skolen havde fra det Søedalske legat. 1817 blev det vedtaget at ansætte en ny skoleholder (den første andenlærer); til hjælp til hans løn skulle hvert fiskevådlav afgive en nats fortjeneste hvert år, en ordning, som varede det meste af 1800erne. 1823 blev der bygget en ny skole (Jepsens hus i skolegade) til afløsning af den gamle i Vægtergade, nu nr. 22. Fra 1870 til 1915 var skolen i den bygning, hvor nu “De gamles Hjem” er.

1842 begyndte man at arbejde for at få egen kirke. Hidtil havde byen i kirkelig henseende hørt under Løgsted; Prædikestolen der blev 1608 givet af Løgstør mænd. 1851 lejedes en bygning, som brugtes til de kirkelige handlinger. 1851 flyttedes præstegården til Løgstør. Fra 1856 fik denne egne kirkebøger, fra 1869 egen kirkegård. Efter 50 års forarbejde blev kirken til virkelighed 1893. Der sørgedes for gadernes vedligeholdelse med brolægning hist og her, men det var kun til husbehov. Det højeste beløb, som anvendtes årlig indtil 1860 var 80 Rdg.; 1878 anvendtes 700 Rdg.

Ifølge forordninger angående brandfaren skulle stråtagene efterhånden udskiftes med stentage. Det blev en langvarig overgang, for dels kunne mange huse ikke bære stentag, dels havde mange ikke råd til at omlægge eller forstærke husene dertil.

1841 blev byen tilbudt købstadsrettigheder. Men borgerne gav afslag på den kgl. gunst, som var tiltænkt byen, da de var af den formening, at efter Løgstørs daværende forhold var der ingen fordel for den. 1842 blev der igen lavet en ny forfatning, hvorved bystyret blev endnu mere forenklet, nu blev der kun to elegerte mænd foruden herredsfogden. Fra 1785 havde der været fire rodemestre mod forhen otte.

Udskiftningen af byens jord til bebyggelse begyndte så småt omk. 1800, fra 1818 – 20 var der lidt mere fart i udstykningen, men omk. 1840 – 50 var der kun bygget på ca. 25 parceller uden for den gamle bydel. Bebyggelsen var foregået omkring Blindebomsplads og ud ad Bredgade, til dels også øst for Rådhusgade. Fra den tid skal nævnes Lunds, Claudis og Lykkes gårde, Dommergården 1838, ting- og arresthuset 1847. Denne langsomme udvikling varede ved til slutningen af århundredet, i hvis sidste år bebyggelsen og anlæggelsen af nye gader tog stærkere fart.

Omkring midten af århundredet blev havnebyggeriet stærkt fremmet; 1861 åbnedes Fr. d. 7.´s kanal for gennemsejling af skibe, som var for store til at gå over grundene vest for byen. Af erhvervene ned gennem tiderne er vel fiskeriet og sejladsen lige gamle; deres oprindelse her kan ikke tidsfæstes; lidt af begge har der vel været siden oldtiden.

Smedehåndværket, som jo er et af verdens ældste, er også meget gammelt her. Fra jordebøgerne findes tre fra før 1600; til henimod midten af 1800erne ses der at have været mindst tre à fire samtidig. Så langt tilbage kommunalprotokollerne taler, har de haft værksteder nær indkørslerne til byen, og det har nok været reglen helt fra omkring 1700, da portconsumptionen indførtes. I sidste halvdel af det 19. årh. fraveges denne regel lidt; bl.a. kan nævnes Møllers smedje nær havnen og jernstøberiet i forbindelse med smedje ved Rådhusgade. Også kobbersmedenes hamren har givet genlyd hen over byens lave tage i gammel tid.

Pottemageriet findes fra omk. 1650 med afbrydelse ind imellem indtil 1858; det var dog i mindre format.

Garveriet og feldberederiet er også fra midt i 1600erne og vedbliver at have stor betydning i byens historie til langt ned i sidste halvdel af 1800erne. Skomagerne, hvis håndværk følger i garveriernes kølvand, findes ligeledes meget langt tilbage, og der var gerne 7 – 8 samtidig.

Hatte- og handskemageriet findes også repræsenteret fra gammel tid. Hattemagere findes fra sidste halvdel af 1600erne til sidst i 1800erne. Der var to ad gangen, og deres bopæl har i gammel tid været i nuværende P. Kræmmersgade.

Handelen er lige så gammel her som de fleste erhverv. Helt ned fra omk. 1700 har der været mindst tre store handelsforretninger samtidig, vist altid på de samme pladser.

Erhvervsudøverne har ned gennem tiderne passet strengt på, hvem der fik lov til at komme ind i deres rækker. Igennem 1800erne blev tilladelse til at slå sig ned i byen flere gange nægtet håndværksfolk o.l., hvis deres papirer ikke var i den fineste orden, og det har nok også været en uskreven lov forud.

Omkring århundredskiftet gik indbyggertallet over 2000. Der var blevet bedre færgeforbindelse med “den naaen si’d”, bedre post- og telegrafforbindelse med det øvrige land. Den stigende sejlads på fjorden gav også forøget samkvem med de andre limfjordsbyer og længere ud. 1893 kommer jernbanen til byen, og dermed var Løgstør kommen på højde med datidens krav til forbindelse med omverdenen.

1898 indsendte kommunalbestyrelsen og handelsforeningen andragende om købstadsrettigheder; byens forhold var da også bedre i orden dertil end i 1752 og 1841.

Dette udblik skal så sluttes med, at Købstadsrettighederne bevilgedes fra 1. januar 1900. Denne nytårsaften blev der festet og skudt nytår ind som aldrig før i Løgstørs historie. Efter at midnatsklokkens tolvte slag havde lydt, marcherede byens musikkorps gennem gaderne, fulgt af en begejstret folkeskare. Alle var glade for købstadbarnet Løgstør.

Omkring sildefiskeriet

Angående sildefiskeriet ved Løgstør findes i Løgstør kommune arkiv en del gamle breve og forordninger samt stadebeskrivelser m.m., hvoraf her gives et uddrag. Først skal nævnes stadernes antal fra Aalborg til Løgstør grunde; i stadebogen kaldes disse lænker. Mellem Aalborg og Nibe fandtes 50 lænker matrikuleret til 637 portioner. Mellem Nibe og Sebberkloster 33 lænker matr. til 226 portioner.

Mellem Sebber og Aggersund 10 lænker = afgift 37 Rdg. For strækningen mellem Aggersund og Løgstør grunde findes intet angivet i stadebogen, men if. et kort over fiskepladsen fra Aggersund til Løgstør grunde, som findes i kommunearkivet, ses der at have været 3.

Det ældste aktstykke, som findes, anføres her i sin helhed:

Højædle og Welbyrdige Hr. Stiftsbefalingsmand højtærede Hr. Baron!

De Commiterede til Fiskeriets undersøgning udi Limfjorden, haver udi deres indfunde Forretning anført og opgivet til Kjende: at udi Limfjorden paa adskillige, bruges endeel ulovlige i Puls Vaaders Sted, opfundne Aalegarn, nemlig, Dybvaade, Kravlvaade, Sandvaade og Strygglibe, hvor de melder: at Sildeynglen formedelst deslige Garns ulovlige Brug og beskaffenhed tilføjes en utaalelig Skade, saavel som at nogle Fiskere, som selv haver betjent sig af deslige Redskaber for Commisionen Skriftlig har andraget, at ved saadan Misbrug, kand paa en Nat ødes mere Fiskeyngel, end der nogensinde et ganske Høst Fiskerie behøves at Salte. Da som Loven og det kongl. Allernaadigste til Stiftsbefalingsmændene og Amtmændene udi Aalborg og Viborg Stifter ergangne Reskript dateret 24de Maj Anno 1737 foreskriver og tilholder hvad Slags Fiskegarn udi Limfjorden skal sættes og paa hvilke Tider om Aaret det maa bruges og igjen skal optages, saa og hvorledes De som sig derimod forser, og enten bruger Garn af mindre eller andre Masker end i saa Måder er anordnet, eller maatte betjene sig af andre i Pulsvaaders Sted optænkte Garn, skal straffes, at icke nogen Misbrug der uhindret sker; Saa haver Vi Hr. Stiftsbefalingsmand her ved tjenstlig skullet anmode at hand udi det ham anbetroede Stift og Amter hos Rettens Betjente og andre Vedkommende, som grænser til Fjorden ved Forbud og tillysning på Bye og Herreds-Tingene sammesteds foranstalte at bemeldte og ald anden ulovlig Garns Brug, aldeles vorde gemmet og afskaffet, og ellers selv nøye og alvorlig der hen lade se og paaagte, alt med Fiskeriet i almindelighed udi Limfjorden, Stricte efter Loven og Højbemeldte Kongl. Allernaadigst Rescript Allerunderdanigst vorde forbeholdt.

Vi forbliver Hr.Stiftsbefalingsmands Tjenstvilligste Tjenere.

W.A. von der Osten. J. Adtzleu. M. Basballe. P.M. Lund.

J.H.Bärens. C. Leth. J.P. Drejer. Barchmann. P. Heltzen.

Rentekammeret den 7. April 1744

Til Stiftamtmand Baron Holch.

Sendtes fra Amtmanden til Herredsfoged Peder Bisgård, Løgstør, som skulle sørge for Videreførelsen.

Underdanigst læst og publiseret for Aars og Slet Herreders Ræth den 22. April 1744

Testem. P. C. Torup

Pro Memoria

Fra Hands Excellence Hr. Gehejme Conferenceraad og Stiftsbefalingsmand Greve v.d. Ostens Fuldmægtig Hr.Raadmand Top, er mig tilstillet følgende Pro Memoria.

I anledning af at en Deel af Løgstør Byes indvaanere have ansøgt om at erholde det Vaaddræt Fiskerie til Byen, som afgangne Cancellieraad Speitzer til Aggersborggaard ved allernaadigst Concession af 29. Decbr. 1750 har været forundt er Hands Excellence Hr. Gehejme Conferenceraad og Stiftsbefalingsmand Greve v.d. Osten fra det Kongl. Rentekammer herom saaledes vorden tilskrevet:

Af Deres Excellences behagelige Pro Memoria af 11te passate erfare vi, at Aggersborgsgaards Ejer skal kunde tilegne sig Grunden paa de Stæder Norden for Aggersund Løb, hvor Sildevaadene kand optrækkes, og at Deres Excellence derfor eragter det for bedst, at nuværende Ejer af bemeldte Gaard bliver tilbuden Vaarfiskeriet der på samme Vilkaar, som hans Formand det ved Concession af 29. Decbr. 1750, haver været tilstaaet. Men naar han ikke ville indgaa saadant skulle Fiskeriet kunde overlades til Løgstørs Indvaanere imod at svare ham aarlig afgift af Grunden, efter U=villige Mænds Taxt, som det højeste hand skal kunde paastaa. I anledning heraf, og da dette Fiskerie saaledes icke er at ansee som et Endeels Fiskerie under Aggersborggaard, skulle vi tjenstlig anmode Deres Excellence da ville behage at indhente nuværende Ejers Erklæring, om hand paa meromtalte Vaadedræt Fiskerie ville indløse nye Concession paa Vilkaar under Concessionens fortabelse. –

Da Løgstørs indvaanere have fra Arilds Tid betjent dem af dette Fiskerie, saa maa de fremdeles frem for andre dertil være berettiget, naar de saadant forlanger, hvilket de i det seneste 2de Maaneder førend Vaadfiskeriet angaar skal tilkendegive dog at de betaler for Stedet, hvor de optrække Vaaderne, den samme Grundafgift, nemlig 2 Rgd. aarlig tilligemed den sædvanlige Afgift 2 Rgd. aarlig til den kongl. Casse, hvilke sidste leveres til Aggersborggaards Ejere, som samme igjen i Amtsstuen betaler. –
Skulle det efter nu anstillede Undersøgning befindes, at Drive=Needgarn kunne uden Vaadfiskeriets Skade bruges i den Søndre Side af Aggersunds Dyb, og derefter bliver de af Løgstørs Indvaanere, som icke maatte have Formue til at udrede eller participere i Silde-Vaad-Fiskeriet, tilladt at bruge Drive-Garn i Aggersund Vesten for Færgeløbet, hvorom de have givet Ansøgning skal foranførte Concession icke derudi være nogen Hindring.-

Skulle han icke på saadanne Vilkaar ville modtage Concession, ville Deres Excellence lade U=villige af Retten udmeldte Mænd Taxere hvad aarlig i Grundafgift til ham bør erlægges, da Fiskeriet til andre vil være at overlade.

Som ellers endeel af Løgstørs Indvaanere have søgt tilladelse at bruge Drivegarn i bemeldte Aggersund fra Færgeløbet af indefter til Løgstør Nørre=Løb foregivende at saadant ikke skal være Vaad-dræt Fiskeriet til mindste afbræk eller Skade, siden de ikke behøver at komme nær Vaad-drættet, og Grundens Beskaffenhed nu ved den sidste dermed skeede forandring skal være bleven saaledes, at Drive=Garn der heller ikke hindrer Fiskeriet. Saa ville Deres Excellence ved en lovlig Forretning lade undersøge hvorvidt saadan Tilladelse nu, mere end da Forordningen af 15de Decbr. 1750 udgik kunde være at tilstaa, og om samme paa fornævnte Sønder Side af Dybet vilde være til Fornærmelse i forberørte Fiskerie med Vaad=dræt eller andet Matrikuleret Fiskerie længere inde i Limfjorden. Hvilken Forretning Vi med Deres Excellences gode betænkning ville udbede Os tilstillet, og lade Vi tillige herved følge et af en af Supplicanterne indgivne Grund=Riits, som Vi udbeder Os tilbage. –

Thi skulle jeg i underdanigst Følge Højbemeldte Hands Excellence Hr. Greve v.d. Ostens Ordre anmode at Hr. Mads Speitzer, som Ejer af Aggersborggaard over forestaaende vilde her paategnet afgive sin Erklæring og mig samme derefter tilstille.

Tofteberg d. 3die Decbr.1779.

M. Nøragger.

Underdanigst Pro Memoria !

Herved underdanigst de 2de Syns Things Vidner over Strækningen af Limfjorden for saa vidt Løgstør Indvaanere har fisket med deres Vaadde vedlægges. Det er bekjendt at Løgstøers Indvaanere af Alders Tid har brugt dette Fiskerie imod en aarlig Afgift til Aggersborggaards Ejere for at betræde Grunden paa Nørre Side, hvilken Afgift er dreven saa højt i Vejret, de sidste Aaringer, at det har været Redderne utaalige, da Fiskeriet meget har aftaget, og der nu kuns bruges 3 Vaadde til Byen i stæden for forhen der har været 6 a 7 Stk. Ejerne af Bemeldte 3 Vaadde har sidste Foraar begjært af Hr. Mads Speitzer at de måtte fiske med samme som sædvanlig, men dette har han nægtet dem, og svaret at hand selv vilde betjene sig deraf, hvor over de ikke har noget Fiskerie dette sommer, og Hr. Speitzer har heller ikke brugt samme, saa hele byen, og mest Fattige, har lidt stor Nød for Fisk. De anholder derfor underdanigst om Deres Excellences gode Recommandation til Hans Kongl. Majst. at de måtte nyde allenaadigst Concession paa bemt. Fiskerie imod den anbudne aarl. Afgift til Hands Majst. Casse, og Aggersborggaards Ejer. – Grunden paa Nørre Side af Sejldybet er stedse under Vand, undtagen ved indfaldende Tørre om Sommeren, at Strømmen, da højest paa et Par Dage kan falde ud, at Grundene kand være frie for Vand, saa bemt. Grunde ikke har mindste Skade af at de betrædes af Fiskerne, Thi der er hverken Græs eller anden Grøde, som kand tage Skade af Betrædelsen. Den Afgift, som de 4de Synsmænd af Slet Herred har bestemmet neml. 2 Rgd. af hver Vaad aarl. at betale Hr. Speitzer er fuldkommen nok. At de øvrige 4de Mænd fra Han=Herred ikke har villet bestemme denne Afgift, er ventelig ved Overtalelser forekommet, tillige med mere, som kand skønnes af deres Svar ved Han=Herred Ret om længden fra Fjorden til Borreholm, som de angiver at være ½ fjdvj. og i Syns Forretningen 1 Fjerding.

Den mig tilsendte aftegning følger.

Tofteberg d. 14 Aug. 1780

underdanigst

M. Nøragger.

Pro Memoria !

I anledning af de adskillige fra eendeel af Løgstøers Beboere indkomne ansøgninger om Concessions erholdelse paa Vaad=dræters Fiskeriets Brug i Strømmen for Løgstør, lige ud for Aggersborggaards Grund, og den derom fra Ejeren af Aggersborggaard Hr. Speitzer indkomne Erklæring med Deres Excellence Hr. Geheim Conference Raad og Stiftsbefalingsmand Greve v. d. Ostens Betænkning der over, skulle man tjenstlig have Velbemeldte Deres Excellence tilmeldet: at da Fiskeriet i Limfjorden er eet legate, for saavidt samme ej ved den Aaret 1749 anordnede Concession med paafulgte Kongelige Approbation af 15 Decbr. 1750 er anført at være en eller anden Proprietairs Ejendom. Og det befindes at det Vaaddræt Stæd, hvorom her ventileres, ikke derfor er anført, men samme derimod at tilhøre Hans Mayestæt, som ved Concession har overladt det til forrige Aggersborggaards Ejer, mod aarlig Afgift, at maatte bruge det paa visse Vilkaar. Saa kan mand ikke ansee Aggersborggaards Ejere Berettiget til bemlt. Fiskerie, men at det alene Dependerer af Hands Mayestæt at concedere Fiskeriet, til hvem hand allernaadigst for godt befinder med den tilladelse, frit at optrække Vaad der saavidt Vandet gaar over Sandet til det Sted, hvor Græsbunden begynder, dog imod at til Ejeren af Aggersborggaard, som angrænsende Gives en Kjendelse for den Skade der kunde gjøres ham paa hans Ager, Eng eller Græsning, at de der maatte passere over samme for at hente den fangede Sild. Hvilken afgift forlængst er bestemt til 2 Rgd. aarlig. Altsaa da Løgstørs Indvaanere bestandig haver betjent dem af dette Vaaddrætte Stæd, og det efter nuværende Omstændigheder ansees at samme fremdeles til dens Indvaaneres Næringsfortsættelse behøvis: Ville Deres excellence behage at tilkjende Give Aggersborggaards Ejer, at siden hand ikke har villet Indgaaet det ham af Kammeret forelagde Vilkaar, Nemlig: at Løgstørs Indvaanere skulle frem for alle andre til Fiskeriet være berettiget, naar de 2 maaneder førend Fiskeriet begynder forlangte samme, og derfor til ham betalte aarlig 2 Rgd. kand hand ikke vente sig Concession paa bemeldte Fiskerie, men man agter allerunderdanigst at forestille Sagen for hands Mayestæt, til Concessionens meddelelse for Løgstørs Indvaanere. Imidlertiid for ikke at betage Aggersborggaards Ejer, at Indtale den Ræth hand formener sig at have til bemeldte Fiskerie og Vaaddræt Stæd, maatte det ligeledes behage Deres Excellence at forelægge ham en vis eragtende fornøden Tiid, inden hvilken hand paa Lovlig maade, maa paastævne og Indtale sin formeente Ræth, og naar han enten til Deres Excellence eller her til Kammeret, i bemeldte ham foreliggende Tiid indberette at ville anlægge Sagen, skal Kammer Advokaten blive beordret til at tage

til Gjenmæle paa Hans Mayestæts Vegne. Vi udbeder os underrettet om den Termin Deres Excellence ham forelægge, paa det at om hand inden samme udløber ey skulle have begyndt Sag, man da herfra kunde foretage det fornødne i henseende til Concession for Løgstørs Indvaanere.

Rentekammeret d. 10 Fbr. 1781

Moltke, Bardenfleth, Berner, Erichsen, Morup, Klagenberg

Kølle, Schiønning, Engelbrecth, Hansen, Lutzou

D. 28. marts 1781 udtog M. Speitzer ved Herredsfoged Wadsted, Klim, stævning “for at beholde den Ejendoms Ret og virkelig Herlighed som omk.100 år har tillagt hovedgården Aggersborg og underliggende langs Limfjords Dybet over nordre side” og for ved Dom “en gang for alle at blive Løgstørernes utilbørligheder kvit.”

Modparten fremførte for retten et indlæg, hvori der i pkt. 1-7 gøres rede for sagens udvikling. Det slutter således:

8) Og overalt er dette Fiskerie alt for besværligt for Aggersborggaards Ejere at bruge, siden det er dem for langt fra Byen der, da de har fuldkommen 1/4 Miil til Fjordens Dyb eller strømmen, hvor Fiskeriet bruges, og den distance staar alle tider overflødt med Vand på ene Sandbund, men derimod går Dybet paa Sønden side ganske tæt til Landet, og dets uden for Aggersborggaard et anseeligt Fiskerie østen for Aggersund bestaaende af 13 fiske Stader, Løgstørs Indvaanere har fra Arilds Tid af brugt dette uden nogen Afgifters Svarelse, indtil Sal. Christen Speitzers blev forundt Concession 1750 – hvori bestemmes 4 Mk. aarlig som Løgstør i de første aaringer betalte hvormed han og var fornøjet, men siden saa paa sadt afgiften, indtil afgiften nu i de sidste Aaringer var stegen til 22 Mk. aarlig som i Dag stride imod den ham forundte Concession.

For at få lov til at bruge fiskeriet, indtil retssagen blev endt, afgav 15 Løgstørere 1783 kautionserklæring “for den afgifts rigtige erlæggelse, som vi ved endelig Dom kunne blive tilpligtigede at betale, såvel til Hands Maijestæts Kasse som til Grundejeren.” Fiskeriet blev ikke drevet fra nogen af siderne 1780, 81 og 82.

Ansøgninger m.m. angående fiskeriet.

22.juni 1789 ansøgte Løgstørerne om ret til at bruge deres nedgarn østen for Løgstør, ligesom sådanne garn havde været tilladt vesten og sønden for Løgstør siden forordningen af 15. decbr. 1750. Kunde ikke bevilges ifølge indsigelser fra justitsråd Markussen, Krastrup, og cancellieråd Speitzer, Aggersborggård. Førstnævnte ejede Lendrupgårdene og havde derfor fiskerirettighed i fjorden ud for Sanden, som da hørte under Lendrupgårdene.

Fornyet ansøgning i nov. s.å., atter afslag, dog med den tilføjelse: med mindre de ved et lovligt Thingvidne, hvortil de nærmeste Fiskeriberettigede maate indkaldes, kunne om Fiskeriets Beskaffenhed, Fiskenes Gang, Redskabernes Uskadelighed med videre føre saadanne Beviser, der tilstrækkelig kunne oplyse, at den ansøgte Tilladelse ikke vilde geraade andre Fiskereberettigede til Indgreb til Indgreb eller Fornærmelse i deres lovlige rettigheder. – Fornyede ansøgninger indsendes igen d. 31. juli og 29. sept. 1790, men der blev givet afslag

1791. De tre bevilgede sildedragsvådelaug ved Løgstør havde indsendt ansøgning om forbud mod, at flere fik lov til at bruge våd, inden sagen mellem dem og Speitzer var pådømt ved højesteret.

Febr. 1792 foresloges fra rentekammeret nedsættelse af en kommission af kyndige og upartiske mænd til at undersøge og afgive udførlig betænkning om fiskeriets nuværende tilstand og forbedring.

13. dec. 1792 fik de tre både fornyet koncession på 3 år mod en årlig afgift af 2 Rgd pr. båd. Samtidig fik Severin Mørch m.fl. samme rettigheder for en fjerde båd.

April 1793 var til rentekammeret fra fjerde våd, tilhørende S. Mørch og medinteresserede, sendt klage over, at de tre andre vådbrugere havde grebet ind i deres rettigheder. Der kom svar tilbage, at de måtte se at enes, da de havde lige rettigheder.

23. marts 1796 blev der givet ny koncession til et femte vådlaugh, Anders Bach m.fl.

27. dec. 1797 var der tvistigheder mellem de 4 gamle og det nye. Samme svar fra rentekammeret som ovenfor nævnt.

1798 atter stridigheder og chikanerier mellem de tre ældste og de to nye vådelaug.

16. okt. 1798 indsendte Speitzer klage til amtet over, at Løgstørerne bruger ulovligt fiskeri med drivevådgarn i Limfjorden.

23. marts 1799 fik de fem vådelaug ny koncession på tre år. Afgiften blev da fastsat til 4 Rgd. årligt.

14. juni 1799 ansøgte konsumtionsbetjent C.Jæger på samtlige 5 vådejeres vegne om koncession for 6 år. Tillodes med henstilling om ikke at overtræde Speitzers rettigheder. Han havde modarbejdet ansøgningen.

1817 fik et sjette vådelaug, købmand Bertelsen m.fl. koncession. Som sædvanlig havde de gamle vådejere gjort stærk modstand.

8. sept. 1817 var byens øvrighed og styrelse med en del indvånere forsamlet på tinghuset ang. ansættelsen af en ny skolelærer. Til hjælp for udredelsen af dennes løn vedtoges: at de seks våd der for tiden fisker i fjorden her, hvert forår skal fiske en nat til dette formål, og hele denne nats indtægt skal indgå i skolens kasse. Det gælder også for våd, som fremtidig bliver anmeldt, og skal for byen være en bestandig lov. Der tilføjes: “Og naar Gud velsigner Fiskeriet forventer vi at disse for Byen nødvendige Udgifter deraf kunde udredes uden nogen Ligning paa Byen i saa Henseende”.

1829 var der i alt 18 vådelaug; foruden afgiften til kongen og Aggersborggårds ejer betalte hvert laug 1 Rgd. i strøpenge til kæmnerkassen. D 28. april 1845 vedtog vådelaugene nr. 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11 og 18 at ville betale hver 8 Rgd. til skolekassen i stedet for en nats fiskeri.

Sildevådenes antal og navne år 1829:

	Navn	Formand	Antal fiskekarle
1	Jomfruvåden	Palle Møller Lunø	7
2	Kejservåden	Chr. Sønderholm	6
3	Rakkervåden	Simon Knudsen	5
4	Den gule våd	Severin Mørch	4
5	Den røde våd	Christen Schow	7
6	Den grønne våd	Købmand Bertelsen	6
7	Drængevåden	Peder Wibroe	7
8	Den sorte våd	Prokurator Nors	4
9	v. Vestens Våd	Niels Færgemand	7
10	Pennike Våden	Peder Svendsen	7
11	Træskovåden	Svend Kjær	7
12	Bondevåden	Købmand Fichjer	7
13	Svælgvåden	Chr. Baadsgaard	5
14	Haltevåden	Mads Lykke	4
15	Knoldvåden	Niels Ejlertsen	4
16	Postvåden	Ole Nors	ikke ang.
17	Blåvåden	Skipper Christensen	“
18	Gråvåden	Chr. Svendsen	“

Samtidig fandtes i Løgstør 15 saltehuse, som ejedes af følgende:

Lars Sønderholms enke, Christen Nors, købmand Bertelsen, Anders Breums enke, Knud Krogh, Niels Jacobsen, Niels Lund, Anders Lund, Niels Breum i forhuset, Niels Breum i sidehuset, Lars Sørensen Aistrup, Christen Schow, Svend Kjær. (Alle i Fjordgadens nordlige side). Mads Schjønning og Jens Chr. Aasted i Willes Gydes østre side.

Vedtægt angående fiskeriet

Da vi af Erfarenhed have lært at naar vi tage ud på Fjorden med Drive Vaadgarn at fiske om Løverdag Aften og ligger på Fjorden om Natten kunde vi ikke være skikkede til at komme til Guds Hus om Søndagen, saa for at forekomme denne syndige Vane, hvorved Guds Hus kan forsømmes og vi derved kunde paadrage os Guds Fortørnelse…(to linier her ulæselige.)

Naar vi undlader at fiske en hellig Aften er Gud os de andre Aftener en dobbelt Velsignelse; saa haver vi enstemmigt vedtaget ikke at fiske med Drive=Vaadgarn om Løverdag Aften, men derimod fastsat en Bøde 1ste Gang 2 Rgd. 2den Gang 4 Rgd. for hver Baad, og saa fremdeles hver Gang, for enhver, som maatte overtræde denne af os gjorte Vedtægt. Hvilken Mult straks skal betales til Skole=Cassen under Udpantning, hvorfor Vedkommende meddeles behørig Kvittering. Til bekræftelse at denne Vedtægt af os alle skal ubrydelig holdes, haver vi samme med vore Hænders Underskrift forsynet.

Løgstør, den 4de Oktobris 1788

Christen Søndergaard, Jep Pedersen Kold,

Christen Seldall, Tolluf Jørgensen

A. Wallentinsen, Niels Chr. Schaltz

Else Marie Vint, Thomas Svenstrup

Niels Wemb, Anders Bach

John Krogh, Lars Andersen

Niels Knudsen, Daniel Ottesen

W.O. Jensen, Jørgen Tallerup, Bertel Sand

Reglement for Vaadfiskeriet ved Løgstør

vedtaget 1827

Pg. 1.

Idet jeg gaar ud fra den uomtvistelige Regel at kunne slutte fra Virkelighed til Mulighed er jeg af den Formening at de 15 Vaade, som i længere eller kortere Tid har faaet Concession på Fiskeriet kunne faa Plads til at drive dette paa begge Sider af Seildybet i den Længde af Fjorden fra de saakaldte Løgstør Grunde øster paa, paa nordre Side til den nordre Laas Mundings vestre Side og paa søndre Side til Seildybet øster paa til den vestre Side af det saakaldte Svælg, hvilke ere de hidtil bestemte udviste Grændser for Vaadfiskeriet.

Pg. 2.

For at forebygge ethvert Brødnid og Tvist om Rettigheder maa som hidtil har fundet Sted det vist være godt at samtlige Vaade under eet ansøgte og erholdte Concession, med lige Rettigheder og paa lige lang Tid, den ene kunde da aldrig troe, eller paastaa sig mere favoriseret end den anden.

Pg. 3.

Vaaddene og deres Interessenter, som saaledes ansøges om Concession kunne benævnes. (Se Side ).

Pg. 4.

Af den fælles Concession maatte det flyde at Drætpladsen burde skifte blandt Vaaddene, men da en nødvendig, efter Grundenes Forskellighed i Vaaddenes Struktur hindrer dette, inddeles samtlige Vaadde i 3 Roder, hvoraf Nr. 1-4 udgør første Rode, Nr. 5-9 anden Rode og Nr. 10-15 tredie Rode.

Pg. 5.

1ste Rode erholder som Dragstrækning, nordre Side fra Grundene og østen for Færgeholmen.

2den Rode som Dragstrækning, nordre Side fra Stenen østen for Holmen indtil vestre Side af den nordre Laas Munding.

3die Rode erholder Som Dragstrækning hele søndre Side af Seildybet fra Grundene og til vestre Side af Svælget.

Da Strømmen aarligen forandrer Grundenes Beskaffenhed, kan det imidlertid hænde at det her antagne Skjel mellem første og anden Rode kunde blive upassende. Herredsfogden bør derfor med hverts Fiskeries Begyndelse tiltage 2de kyndige Mænd af 3die Rode og med dem flytte Skellet mellem 1ste og 2den Rode ved en med et Kors betegnet Pæl hvilket begge Roder for det Fiskerie da uværgerlig skulle holde sig efterrettelig.

Pg. 6.

Hver Stades Vaadde skifter hver Aften Drætteplads saaledes at den Vaad som første Aften er vesterst bliver den anden Aften østerst og saaledes hele Rækken igennem. – Disse forskellige Drætpladser kunde benævnes Litr. A.B.C.o.fl. men at afsætte dem hver for sig med bestemt Skjel tillader Strøm og Vejrligt ikke.

Pg. 7.

Skulde Strøm eller Vejr hindre en Nats Fiskerie regnes Pladsskiftet ligefuldt for Vaadene som om de havde været der thi ellers kan Opsynet ikke føre den ordentlige Kontrol derover.

Nb. Indtil videre Bestemmelse kunde 3die Stades Vaadde fritages for at skifte, da disse Vaadde formedelst Grundenes Forskellighed have særlig Indretning.

Pg. 8.

Skulle Strøm eller Vejrligt nødvendigt gøre at 2 eller 3 Vaaddes Mandskab fælles binde sig til at trække en Vaad, da fælledsbinde stedse Nabovaaddene sig og trække paa begges Pladser i Forening.

Pg. 9.

Ingen Stade maa bytte Dragstrækning med en anden og ingen Vaad maa bytte Drætteplads eller Rode med nogen anden, hvorimod det bliver Opsynet uvedkommende hvorledes Omkostningerne og Provenue deles mellem Vedkommende.

Pg. 10.

Fiskeriet med Vaad maa kun bruges om Vaaren fra 11te Marts til 11te Juni paa det Sildene den øvrige Tid af Aaret kan faa fri Vandring gennem Dybet. – Ingen Vaad maa kastes saalænge Solen er paa Himlen og ingen Vaad maa komme den modsatte Grund nærmere end 20 Favne, altsammen for at give Sildene endnu større Frihed til at passere end den de erholde ved Vaaddenes Samling, Inddragning, og medens de kaster.

Pg. 11.

Paa det alle Disputter kunne undgaas vælger hvert Vaadrederi en Formand, som med Regres til sine Medvaadere skal modtage Klausul og Tiltale og Dom for hele Vaadden, hvis saadan maatte finde sted.

Pg. 12.

Endvidere vælger hvert Vaadrederie blandt Fiskevaadskabet en Skipper for Vaadden, der står til ansvar for alle de Uordener, som under Fiskeriet maatte begaaes, og altsaa af sit Mandskab kan fordre Lydighed under Arbejdet.

Pg. 13.

Vaadrederiet staar til Ansvar inklusive for sin Skipper.

Pg. 14.

Paa det Opsynet eller enhver anden vedkommende kan vide hvor han har at holde sig til skal enhver Skipper være forsynet med et om Halsen hængende Skildt hvorpaa med ophøjede i Mørket følelige Ciffre er anført Vaadenes Stade og Nr., ligeledes bør hver Sildevaadbaad paa et stort paamalet hvidt Skildt ved hver Side af Forstavnen være med sort paamalet Vaadmrk. Nr. saa stort at det om Natten kan kjendes, paa hver sin Laaring skal paa samme Maade Vaadenes Nr. være paamalet.

Pg. 15.

Opsynet med Vaadfiskeriet have ex officio som efter Klage paaligges Herredsfogden i Aars, Sleth Herreder, som dog i sit forfald kan constituere en i sit Sted, til at varetage sine uopsætlige Pligter den Gjenstand betræffende.

Pg. 16.

Herredsfogden holder en Bog over hvad han i saa Henseende til Fiskeriet foretager sig, som og bemærker den Orden hvor Vaadene aarlig begynder at skifte Plads, i samme Bog antegnes alle Interesserenters Formænd og Skipperes Navne og samtlige i Fiskeriet deltagende indgaar i Herredsfogdens Overværelse alle Fiskeriet vedkommende Control Aar, enten indbyrdes, eller med deres Folk, som da af Herredsfogden føres til bog, og derefter haver fuld Retsvirkning.

Pg. 17.

Herredsfogden kan i Analogi med Forordningen af 15. Decbr. 1750 Brevi manu vise til Rette og dictere de heri bestemmende Mulcter, men ville nogen af Parterne hellere have Sagen afgjort ved Politiretten, da bøder den, som ikke har ladet sig nøje med Herredsfogdens Videtur dobbelt foruden Procesomkostninger, alle Sager Vaadfiskeriet betræffende behandles Politiretsvis.

Pg. 18.

Forseelser mod pg. 5-6-7-8-9-10 straffes med 15 Rgd. Sølvs Mulkt og pg. 14 med 5 Rgd. Sølvs Mulkt til Løgstør Bys Fattige, spilder nogen med Forsæt nogens Fiskedræt eller beskadiger han Vaad, Rode eller Baad, gjælder Skaden og bøder 20 Rgd. Sølvs Mulkt til samme Fattige.

Pg. 19.

Løgstør Skolecommission bestemmer ved Fiskeriets begyndelse i en forseglet Seddel, som leveres hver Formand, hver Nat Vaadden dog en heel Stade paa Gangen skal fiske til bedste for Skolerespunts, og kan da den bestemte Morgen melde sig om Provenuet i Medhold af Biletten, som da aabnes.

Løgstør, den 11 Marts 1827

Westenholtz.

Brandvæsenet

Løgstørs ældste bevarede brandvedtægt

Uddrag af Løgstør Bys ældste bevarede brand- og vægterprotokol, beg. 1785

Anno 1786 Torsdagen d. 21de Septembris var mødt paa Thinghuset i Løgstør Herredsfoged Scharling som Byens Øvrighed tillige med en Del af Byens Indvaanere at foreslaa en bedre Indretning angaaende Brandvæsenet i Løgstør, og blev enstemmig besluttet af alle tilstedeværende som følger:

1. Art

Saafremt Ilds Vaade om Natten maa opkomme skal Vægteren straks blæse i hans Vægter Pibe og raabe Brand! Brand! opkalde Brandinspektøren, Assistenten, Brandmesteren og Brandadjudanten, samt Straalemesteren og Rodemesteren i det kvarter, hvor Ilden er udbrudt med Slag af hans Morgenstjerne paa Vinduens Skudder og Dørre. Naar dette er bestilt forsøge han sig i muligste Hast at røre Byens Tromme for derved at give Indvaanerne tilkende den overhængende Ilds Vaade. Iøvrigt bliver han tilstede ved Ildebranden om Brandinspektøren eller den højst kommanderende i et eller andet Tilfælde maatte finde fornøden hans Nærværelse.

2. Art

Naar nogen Ilds Vaade maatte opkomme enten det er Nat eller Dag haver vedkommende Brandmester med Assistent og Brandfolk straks at forføje sig til Sprøjtehuset, for at føre Sprøjten hen til hvor Ilden er, ligesom ogsaa alle i efterfølgende Art. foreskrevne straks have at indfinde sig paa Stedet, hvor Ilden er, for at tage deres behørige Stationer.

3. Art.

Herredsfogden haver i alle Henseende Ober=Inspektionen.
Til Brandinspektør antages Christian Søndergaard.
Til Assistent, Anders Lunøe.
Brandmester, Abraham Bødker.
Brandadjudant, Jens Møller.
Straalemester, Johan Schilden.
Assistent, Søren Smed
Sprøjtemester, Severin Mørch
Assistent, Jens Pedersen
Tømmermænd, Anders Gelstrup, Lars Clemmensen

Faste Brandsvende, Niels Haugaard, Anders Andersen, Anders Pejtersen, Jens Svendsen, Michael Jørgensen, Peder Poulsen, Christian Nøer, Jørgen Tollesen, Wille Ottesen, Tolle Jørgensen, Anders Wallentinsen, Søren Ejlertsen, Christen Smed og Niels Pedersen.

4. Art.

Naar Sprøjten efter Art. er kommen til Ilden ordinerer Brandmesteren hvad og bør, og hans Ordre bør saavel Straalemesteren som øvrige Brandfolk nøje adlyde under Mult af 1 M. for Straalemesteren og 8 Sk. for hver af Brandsvendene; men dersom Inspektøren og i hans Forfald hans Assistent er nærværende haver de den højeste Commando, og enhver adlyde deres Ordre.

5. Art.

Iøvrigt bør alle Byens Indvaanere vise sig villige i at sætte en Tønde eller Kar uden for deres Dørre, som altid maa være forsynet med Vand, at ingen Mangel i denne Henseende maa finde Sted, og ellers være behjælpelig med at lade deres Tjenestefolk bære og bringe Vand til Ildens Dæmpning saavelsom og at sætte Lys i Vinduerne om Nattetiden

paa det alting desuden kan gaa i sin vedbørlige Orden.

Efter alle tilstedeværendes Beslutning bliver alle i 3 Art. ommeldte antagne at forblive ved Sprøjten i 2 Aar. Alt dette er saaledes afgjort og besluttet af de fleste af Byens Indvaanere, som dertil i Forvejen ved Trommeslag omkring i Byen vare indkaldte, det bevidne vi som Byens Rodemestre og Formand.

Løgstør Thinghus d. 21. Septbr. 1786.

Nikolaj Wibroe, Jens Mørch, A. Lunøe, Bertel Sand

Som byens Kæmner underskrives John Krogh

Og dette er Conform med den alligerede og i denne Anledning af mig holdte Forretning bekræftes under min haand.

Løgstør d. 21de Septembris 1786.

J. Scharling.

Regnskab.

Brandvæsenets første opbevarede bogførte regnskab er fra 18. Okt. 1785 og viser en indtægt på 55 Rgd. 3 sk. I regnskabet ses, at sprøjten er lejet ind hos Severin Mørch for en årlig leje på 3 rgd. Der blev anskaffet to nye brandstiger og to nye brandhager; en mand havde arbejdet 11 dage med at lave stiger og hager à 28 sk. pr. dag = 3 rgd. 1 m. 4 sk. For at have ført sprøjte og kar hjem efter branden 1785 à 8 sk. Alt under dato d. 6. novbr. 1785.

Taksation

1818 findes den første bogførte taksation, der var da 88 grundejere. Bygningerne var dette år forsikret for en sum af 65800 rgd. Samme antal grundejere fandtes 1786, men da var der ingen taksationssum angivet.

16. februar 1831 forhandlede man om byens brandvæsen. Sprøjten var nys blevet prøvet og fandtes i brugbar stand, dog med forskellige mangler. At byen trængte til en ny sprøjte samt til et sprøjtehus, var man enige om. Den eligerede mand skipper Christensen havde for et par postdage siden skrevet til København om at få prisen på en for byen passende sprøjte opgivet. Man fandt det mest hensigtsmæssigt at indsamle forskellige bidrag til en ny sprøjte og et nyt hus i slutningen af førstkommende april måned på den tid, hvor fiskeriet plejede at være bedst i drift. De eligerede tilbød sig selv at indsamle bidragene. Det vedtoges at ansætte følgende: Hansen, Løgstør Mølle, til brandinspektør og skomager Hauerslev til hans assistent. Til sprøjtemestre: sadelmager Wulff og snedkermester Støchel. Til strålemestre: murer Mads Lykke og fisker Andreas Conradsen. Til tømmermænd: snedker Palle Mogensen og tømmermændene Clemen Holm, Peder Hejn og Mads Hjorteberg. Til faste brandfolk følgende 10: urmager Pretzmann, bager Mørch, skomager L. Lorentsen, skrædder Schjelder, bødker Grastrup, skomager Lars Hundahl, skræder Luneborg, smed Thorstensen, brænderiejer Beiersen, skomager Christensen. Og man bestemte, at enhver til brandvæsenet henhørende, som uden lovligt forfald udeblev, første gang skulde betale 3 mk. sølv i mulkt, anden gang 1 rgd. sølv og fremdeles dobbelt indtil 4 rgd. sølv.

Det foreslåede sprøjtehus opførtes 1832, stod i 1833 i brandprotokollen ansat som et nyt hus, vurderet til 140 rgd., lå i Søndergades vestre side på søndre ende af Skolehaven (nu Østerbrogade 9). Det var 6 alen i kvadrat med grundmur og tegltag.

Der blev anskaffet to nye sprøjtesæt, som kostede 300 rgd. sølv; desuden anskaffedes to nye sprøjtekar.

20. april 1836 vedtoges det, at der til brandvæsenet og sådanne udgifter skulle pålignes 100 rgd. sedler på byens grundejere efter assurancesummen. 1838 var der 142 grundejere med en assurancesum på 94180 rgd. De 100 rdg. var pålignet i portioner = 7 pendinger.

6 november 1854 bestilte kommunalbestyrelsen gennem agent A.A. Brøndum en ny sprøjte fra sprøjtefabrikken “Meyer” i København.

Ifølge delation af 1843 om anvendelse af stentag i stedet for stråtag for at mindske brandfaren blev d. 15. april 1846 indsendt meddelelse om, at der i Løgstør var 1034 fag med stråtag, hvoraf 360 fag i dette år havde fået stentag. 91 fag var bestemt til nedrivning; 167 fag var ikke stærke nok til at bære stentag. Det anbefaledes for nogle at blive fri for tiltale grundet fattigdom. Det tog mange år, inden de sidste stråtage forsvandt; der findes mange ansøgninger om henstand og fritagelse indtil videre; det var jo en stor bekostning.

Bystyrelsen

Indtil 1785 var byen inddelt i 8 roder med hver sin rodemester.7. aug. 1785 fremsendte herredsfoged Glerup, Toftebjerg, forslag til en ny forfatning ang. bystyrelsen. Denne Løgstørs første bevarede forfatning vedtoges d. 21. septbr. 1785. Protokoltilførslen lyder i sin helhed således:

Nævnte Dato var mødt paa Thinghuset i Løgstør Rodemestrene: Anders Lunøe, Bertel Sand, Nikolaj Wibroe, Johannes Schilder, Jeppe Kold, Severin Mørch, Christen Henriksen, Niels Vanggaard, og herredsfoged J.A. Glerup som Byens Øvrighed og Politimester, for, tilligemed en Del af samme Bys Indvaanere, at tage Løgstør Bys nærværende Forfatning og sammes bedre Indretning i Overvejelse. Efter nøje Overvejelse blev besluttet:

1 Post.

I stedet for Michel Jørgensen, Vægter, som haver frasagt sig Vægterstillingen i Løgstør, blev antaget Thomas Jensen, Næsborg, af Sebberkloster Gods, som lovede dertil at forskylde sin Husbond Hr. Prokurator Lunds Tilladelse.

Hans Løn blev besluttet at skulle være aarlig 28 Rgd. samt hvert 3die Aar en Drejldugs Vægter Kjortel, underforet, med Rem i Livet, og ligeledes hvert 3die Aar et Par nye Støvler og en ny Cabutze. Det forstaar sig selv at han vedligeholder Morgen Stjerne og Vægterpibe. Hvorledes Vægteren sig ellers udi dette og sin Tjeneste skal forholde, derom skal han være ansvarlig ifølge meddelt Instruks af Herredsfg. Glerup, som Byens Øvrighed. Og i Forhaabning at han nyder den ommeldte Tilladelse fra sin Husbonde, skal denne nys antagne Vægter tiltræde Vægtertjenesten førstkommende 29 Septbr. Og fra den Tid at regne haver han overmeldte Løn, og modtager benævnte Kjortel, Støvler og Cabutze. Af forbenævnte Løn nyder han maanedlig udbetalt 2 Rgd. fra den, som herefter bliver antaget til at være Byens Kæmner.

2 Post.

Skal der for det første Aar, som er indeværende 1785, betales de af hver 100 Rgd. som samtlige Byens Bygninger i Brandkassen er assureret for, hvilke hver Husejer straks paa Anfordring udbetaler til Byens Kæmner. Den halve Del inden Septbr. Maaneds Udgang, den anden Halvdel inden Medio December. Hvilke Penge Vægteren efter Kæmnerens Tilsigelse indkræver og til Kæmneren leverer; dog bliver Kæmneren ansvarlig for Pengene, derfor haver han Tilsyn med Vægteren ved Pengenes Opkrævning.

3 Post.

Af disse Penge udbetaler Kæmneren Maanedlig til Vægteren som meddelt 2 Rgd. og ved hvert Aars Udgang de øvrige 2 Rgd. som i alt er 28 Rgd. Ligesom bekoster og for Overskudet af disse Penge den til Vægteren omtalte Mundering, samt manglende Brandredskaber til almindelig Brug ved Byens Sprøjte, hvor fra alt dette overskydende i Kæmnerens Kasse, og det som til Nytaar ved det aflæggende Regnskab er i Behold overleveres til den derefter vælgende Kæmner.

4 Post.

Til Byens Kæmner der, og enstemmig, er udvalgt forrige Over-Rodemester John Krogh, hvorimod han befries for Over-Rodemester Tjenesten, ligesom han og for hvad han i sin Kæmnertjeneste haver at forrette skal blive ham meddelt i Instruks.

5 Post.

Byen havde hidindtil været inddelt i 8te Roder. Men saadant blev i saa liden en By som Løgstør anset ufornødent og besværlig at have saa mange dertil bekvemme mænd; thi blev derfor besluttet at det herefter kun skulde være 4 Roder og saaledes 2de af de forrige Roder lægges sammen, til hvilke 4re Rodemestre blev valgt: 1. Anders Lunøe, 2. Nikolaj Wibroe, 3. Jens Mørch, 4. Bertel Sand, hvilke ligeledes vedbliver Rodemester Tjeneste hver i 2de Aar, Naar Roderne bliver samlet efter den forrige Generalinddeling, da er Rodemestrene for det første at tilsige og samle Byens Indvaanere i alle fornødne Tilfælde, hvorom nærmere skal blive dem meddelt Instruks.

6 Post.

Den antagne Byens Kæmner forskaffer saasnart muligt 2de Protokoller til Byens Brug, som bliver i Folio indbundet med Welsk Bind, og 4re Bøger rent Papir udi hver hvoraf den ene bruges til Byens Brand og Vægtervæsen, og de andre til Byens aparte Protokoller, hvori anføres alt Byens Vedkommende, og hvad ved enhver Samling herefter bliver besluttet. Disse Protokoller leveres da til Herredsfoged Glerup, som besørger samme til Byens Brug autoriseret.

Saaledes i Dag afhandlet og besluttet, tilstaaes med vores Hænders Underskrift.

Løgstør Thinghus ut supra

J.A. Glerup

Anders Lunøe, Bertel Sand, Nikolaj Wibroe, Johannes Skilder,

Jeppe Kold, Severin Mørch

Paa Chresten Henriksens Vegne udi hans Forfald John Krogh.

Paa Niels Wanggaards Vegne underskriver Christen Lunøe

At dette er confereret med de allegerede og i denne Anledning af mig holdte Møde bekræftes under min Haand.

Toftebjerg 12te Fbr. 1786

Glerup

Bevilling ang. tre markeder i Løgstør

Anno 1786 den 7de April haver Hans kongelige Majestæt allernaadigst forundt Løgstør Bye Bevilling paa 3de Markeders Holdelse i bemeldte Løgstør; samme Allernaadigste Bevilling er saalydende:

Bevilling at der i Løgstør under Aalborghus Amt maa holdes 3de Markeder med Kramvæsen, Haandværksarbejde og Landets Produkter, det første den 6te og 7de Juni, det andet den 29de og 30te Septbr. og det tredie, som forhen er bevilget at holdes den 7de Okt. udsættes til den 13de og 14de ejusdem.

Dateret Christiansborg Slott den 7de April 1786.

Vi Christian den Syvende af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, gjøre alle vitterlig, at eftersom Indvaanerne udi Løgstør under Aalborghus Amt i Vort Land Nørrejylland for Os allerunderdanigst have andraget at det vilde blive til bemeldte Byes Opkomst som ved 3de Ildebrande i Aarene 1747, 1751 og 1785 meget skal være svækket, om samme maatte forundes 3de Markeder med Kramvarer, Haandværksarbejde og Landets Produkter; Saa haver Vi efter deres allerunderdanigst gjorte Ansøgning og Begjæring, samt den af Os elskelige Hr. Theodor Levetzau, Ridder, Vor Gehejme Raad og Stiftsbefalingsmand over Aalborghus, Borglum, Nastrup og Seilgstrup Amter derpaa meddelte Erklæring og vedkommende Collegiæ Betænkning, allerunderdanigst bevilget og tilladt, saa og hermed bevilges og tillader at der i bemeldte Løgstøer maa holdes 3de Markeder med Kramvarer, Haandværksarbejder og Landets Produkter, nemlig: det første den 6te og 7de Juni, det andet den 29de og 30te September og det tredie, som er bevilget den 7de Oktober, at maatte udsættes til den 13de og 14de ejusdem, og ligeledes faldholdes Kram og anden Varer, foruden Slagter Qwæg. Forbydende alle og enhver herimod, eftersom forskrevet staar, at hindre eller udi nogen maade forfang at gjøre under Vor Hyldest og Naade.

Givet på Vort Slot Christiansborg udi Vores kongelige Residens=Stad Kjøbenhavn den 7de April 1786. Under vor kongelige Haand og Signet.

Christian.

Schach Rathlau. Luxdorf. P. Aagaard

Omkostningerne til bevillingen til markederne, 20 rgd., var midlertidig udlagt af de fire rodemestre og flere af byens borgere; da kæmnerkassen ikke på denne tid kunne betale disse penge, vedtoges det at låne 20 rgd. af byens fattiges kasse på en obligation dat. 30. Jan. 1787.

Løgstørs første bevarede Kæmnerregnskab

Primo Okt. 1785 til ultimo Jan. 1787

Indtægt

1785
Juni 13.	Er mig leveret Mult, som var tilkendt at betale for utilladelig Tørve=Grøft paa Byens Fællig Nemlig:	Rgd.	Mk.	Sk.
	Thøger Sørensen	“	3	“
	Jens Svendsen	“	“	8
	Michel Jørgensen	“	2	“
Sept. 29	Stade Penge paa Løgstør Marked	2	5	2
Okt. 13	do	1	4	“
1787
Jan. 30	Imod obligation modtaget af Fattigforstanderen til laans af de fattiges kasse	20	“	“
	Summa Indtægt	25	2	10


Udgift

1785
Okt. 19	Betalt for denne Protokol til Bogbinder Wille, Aalborg	1	“	8
1786
Jan. 24	Til en Bom ved Bomhuset	“		14
	For Spigger til samme brug	“	“	6
	Arbejdsløn derved	“	“	12
Juni 6	Betalt til Hr. Justitsraad Stampe i Kjøbenhavn for den kongelige allernaadigste Bevilling i alt	16	2	2
	Postpenge fra og til Kjøbenhavn i samme afaire	1	“	“
	Til Vægteren for at sammenkalde Byens Indvaanere	“	“	8
	Til Viborg Bogtrykkeri for at avertere om Markedernes holdelse betalt	“	5	4
	Betalt for 18 Placaters Udstedelse angaaende Bekjendtgjørelse om samme	“	4	8
in Aug.	Betalt for nogle Pæle at sætte ved Byens Skifter	“	1	“
Sept. 29-30.	Betalt 2de Mand for at være Vagt ved Løgstør Marked	“	3	“
Okt. 13-14.	Ligeledes betalt 2de Mand for at være Vagt ved og paa Markedet	“	3	“
1787
Jan. 29	Papir til Obligationen om de 20 Rgd. Laan af de fattiges Kasse	1	8	“
	Bliver altsaa Kæmner=Kassens Beholdning	23	“	“

Udgift		25	2	10
Indtægt		25	2	10

Løgstør d. 2. Fbr. 1787

John Krogh

Regnskabet er befundet rigtigt og undertegnet d. 3 Fbr. 1787 af

J. Scharling

A. Lunøe, N. Wibroe, Bertel Sand, Jens Mørch

Samme dag anmeldte John Krogh, at han ikke kunne vedblive at være kæmner længere. I hans sted valgtes Johannes Schilder for 2 år.

Kæmnerkassens balance 1788 – 1798

Anno	Rgd.	Mk.	Sk.
1788	10	4	10
1789	11	4	3
1790	83	1	4
1793	94	1	5
1794	8	3	3
1795	64	1	1
1796	50	5	5
1797	28	1	3

For 1796 anføres en kassebeholdning fra forrige år på 48 rgd. 4 mk. 13 sk., alle de øvrige år varierer den fra 2 til 5 rgd.

Noter fra regnskaberne

1787 5. April. Et Skriin til Brandkassens Protokoller 3 Mk.

6. Maj. Laas , Nøgle og Hængsler 2 Mk. 8 Sk.

1788 12. Juni. Betalt Søren Smed for at reparere Laas til den søndre Bom.

Anskaffet til søndre Bom 16 Alen til Stolper. 12 Alen til Striber

Smeden for Stabler

Til Tømmermanden

Sum 2 Rgd. 1 Mk. 4 Sk.

1794 26. Juni. Betalt Anders Pedersen, Løgstør for den lille Bro ved Springforbi at gjøre 2 Mk.

Anders Lunøe for Tømmer til den saakaldte lille eller Blinde=Bom, betalt 4 Mk. 4 Sk.

Anders Gjelstrup for Tømmerarbejde 1 Mk.

En mand for at kaste Huller 8 Sk.

Søren Smed efter Regning 2 Mk.

Under samme Dato ses, at man havde taget V. Ørbæks Kreaturer i Hus ved 3 Menneskers Hjælp efter forud at have advaret V.Ørbæks Beboere om at passe paa deres Kreaturer. Udgift 28 Sk.

Gadernes vedligeholdelse m.m.

Første vedtægt ang. Gadernes Vedligeholdelse og Møddingernes Anbringelse.

Anno 1787 Fredagen d. 16de Martii indfandt sig Løgstøer Byes 4re Rodemestre tillige med Byens fleste Indvaanere efter foregaaende Indkaldelse paa Thinghuset for at overlægge og beslutte de bedst tjenlige Midler til om muligt at bringe denne Byes Gade i Nogenlunde Stand, som mange Aar, paa de fleste Steder, næsten har været ufremkommelige. Og have vi efter bedste Overlæg med hinanden besluttet til dette Værks Istandsættelse, følgende bedst tjenstlige Midler:

1. Bør enhver lade sit Fortoug, som nu allerede befindes i forsvarlig Stand efter en dem forelæggende Tid istandsætte ved Pikning paa 2 Alens Distance, saaledes at det ved Eftersyn af 2de Mænd kan anses forsvarlig, under en Mult af 4 Sk. til Skole-Cassen for hver dag de derimod sidder Overhørig efter Advarsel.

2. Ingen bør lægge nogen Mødding uden for paa Gaderne, men enhver bør lægge den i sin Gaard paa et dertil bekvemt Sted inden Juli Maaneds Udgang, under en Mult af 4 Sk. daglig til Skole Cassen, som derimod sidder Overhørig. -Ligesom enhver bør nøje holde rene de Rendestene, hvorigennem Vandet har Udløb gennem Byen til Fjorden, i forsvarlig Stand, at derover ingen Klager opkomme, under en lige bestemt Mult af 4 Sk. til bemeldte Skole Casse, naar de efter Advarsel ikke straks efterkomme denne Pligt. Og der skal være en Rende, som gaar gennem Christen Lunds Gaard og John Kroghs, hvor Vandet flyder ud i Fjorden, saa haver vedkommende Beboere, nemlig: Lars Astrup, Niels Simonsen, Hr. Controllør Jeger, Chresten Sahls Enke og fornævnte John Krogh og Chresten Lund

vedtaget maanedlig hver for sig efter Omgang at holde bemeldte Rende i vedbørlig Stand.

3. Til at istandsætte Fortougene er vedtaget at Kæmneren tillige med 2de af Byens Rodemestre skal have Opsyn med at bemeldte Fortouge bliver færdige inden Juli Maaneds Udgang, ligesom og i Forvejen efterse og advare Indvaanerne, hvis Fortouge befindes brøstfældige, at de straks uden Ophold foretage bemeldte Fortouges Istandsættelse.

At saaledes i Dag er besluttet tilstaar vi med Hænders Underskrift; ligesom vi nærmere ved en anden Samling ville Overlægge hvad til Byens Gaders Istandsættelse kan være at iagttage.

Vedtægt af 26. Septbr. 1807 ang. Kjæret Øst for Løgstør

angår græsning, møddingsplads, tørvegravning, især hængetørv og møntørv til henholdsvis møddinger og huse, samt oplægning af fiskevåd der.

Vedtægt af 3. Juni 1812 ang. Hegn, Tofter og Frugt- og Grønthauger.

Byen havde ikke råd til at vedligeholde hegnene, som var under denne. Derfor vedtoges det, at “Bæster, Kjøer og Sviin” ikke måtte gå løse i byen. Svinene skulle ringes i næsen for at forhindre rodning i jorden og holdes under strengt opsyn. Mulkterne for overtrædelse af vedtægten skulle indgå i byens fattigkasse.

Siden bestemmelsen fra 1787 om pikning af fortovene var der imellem lavet et stykke brolægning his og her. Muligvis stammer den første brolægning af et stykke kørebane fra 1805, men det første angående gadebrolægning findes under 12. aug. 1826. Da var der sammenkaldt til et møde, hvor byens øvrighed meddelte, at der atter dette år skulle tages en del gader under reparation. Samtlige tilstedeværende var af den formening, at efter byens særegne lokalitet ville det være umuligt med billighed at pålægge hver mand sådant arbejde ud for egen grund. Alt angående gaderne og disse fraløb burde bestrides af kæmnerkassen, der hvor ikke amtet trådte hjælpende til, ligesom også, så vidt gørligt, hele byen skulle levere pligtarbejdere til arbejdet

1828 bevilgedes enkemadame Lunøe 30 sk. dgl. pr. mand, som hun for byen havde haft i kost og logi, mens brolægningen stod på. Anders Christensen havde været bedstemand ved arbejdet, han bevilgedes 20 sk. dgl., de øvrige arbejdere 16 sk. dgl. 2 mand, som havde været antaget som pligtarbejdere af nogle af byens bedrestillede borgere, og som var anvendt både som håndlangere, brolæggere og til stenkløvning, fik hver tillagt ekstra 4 rgd. for hele sommeren.

Grundet på de stigende udgifter til gadernes vedligeholdelse vedtog byens øvrighed og styrelse d. 13. juni 1827 at pålægge beboere en ekstra skat på 1200 pendinger = 150 rgd.. Hver pending var = 12 sk. og regnedes for en portion. I alt blev 124 personer pålignet skat. Blandt de højeste var købmand Fischer, 60 p., Severin Mørch, 50 p., købmand Bertelsen, 40 p., Madame Wibroe, 40 p., købmændene Lunøe, Sund og Claudi hver 30 p. Det er den første skatteligning, som findes i kommuneprotokollerne.

Her skal lige indskydes, at i Aalborghus len og amts jordebøger, som findes på rigsarkivet, fra 1561 til 1801 findes opført navnene på skatteyderne fra Løgstør. Det var jordskyldsskat, og den samlede skattesum lå i disse år omkring 15 – 20 daler årlig. Skatteydernes antal var omkring 90 – 100.

Hjortens Gydes brolægning blev vedtaget d. 14. juli 1830; den skulle udføres på kæmnerkassens og byens regning. Brolægningen skulle være så bred, at to vogne kunne køre forbi hinanden; gyden var altså dengang bredere end nu.

16. sept. 1859 behandledes et forslag, fremsendt af sundhedskommissionen, om at få gaderne nivelleret. Det vedtoges at lade fortage nogle målinger, men de måtte højst koste 100 rgd.

Fjordgades, Villes Gyde og Lars´s Gydes brolægning blev vedtaget d. 8. juni 1863. Der var indkommen flere tilbud på arbejdet, samt anlæggelse af tre stenkister, men ingen af de indkomne tilbud kunne antages. Derimod blev akkorderet med stenhugger V. Daniels og murermester Møller om, at disse i forening overtog brolægningen for en sum af 530 Rgd., deri alt indbefattet.

Til gadernes brolægning og vedligeholdelse anvendtes i årene fra 1840 til omk. 1860 omtrent 80 rgd. årlig. 1878 anvendtes 700 kr. til dette formål. Af en kommunal forhandling d. 8. april 1880 ses det, at vejvæsenet indtil 1859 havde holdt Løgstør-Nibe landevej, som gik gennem byens grund syd om bomhuset, vedlige. Men da havde Løgstør ladet bygge på vejvæsenets grund; det blev derefter vedtaget, at Løgstør kommune skulle vedligeholde vejen til det østlige hus. Lidt foran bomhuset, mod syd, var der en stenkiste; syd fra indtil denne holdt vejvæsenet vejen i orden.

Møddinger og gæs i kæret

1828 vedtoges det, at de møddinger, som var lagt i kæret uden for bommen, skulle fjernes inden næste St. Hansdag, da de fandtes modbydelige og sundhedsfarlige. Og da gæssene ødelagde græsningen for andre kreaturer, og tillige fattige folk fra byen tog udenbys gæs i græspleje, vedtoges det, at fra næste års begyndelse måtte ingen gæs holdes på byens fælleder.

Torvedag og markedsplads

28. febr. 1828 behandledes et forslag om en torvedag. Man mente, det var bedst at den faldt sammen med tingdagen, og at torvepladsen kom så nær fjorden som muligt for at lette forbindelserne med Hanherrederne og Mors. Det vedtoges at sørge for, at markedspladsen blev forlagt østen for bommen. Den havde hidtil været på en ubekvem og ujævn plads på byens vestkær; den nye skulle mod øst begrænses af de bortlejede parceller af østkæret, mod syd af Nibe landevej og mod vest af den vej, som førte fra denne til skolelærer Christensens anlæg. Amtets godkendelse forelå 26. aug. 1837; pladsen skulle planeres og indgrøftes for kæmnerkassens regning. Med torvedagen gik det ikke så let; først d. 20. juli 1838 fik man bevillingen til at holde torvedag hver tirsdag.

Maltkølle

7. juli 1836 var by- og herredsfoged Lynne og de eligerede mænd forsamlede på byens østkær for at anvise en byggeplads til en maltkølle, som Niels Jakobsen, Peder Lykke, Chr. Fischer, Frederik Bertelsen, Sønderholm og Peder Svendsen, alle af Løgstør i fællesskab ville opføre. De fik udvist en plads, 9 alen lang og 8 alen bred, på den nordre rimme øst for byen, 80 favne fra reberbanens hus, for en grundskyld på 3 mark sølv.

Angående fuld købstadrettighed

24. decbr. 1841 blev på herredskontoret i Løgstør afholdt en rådstuesamling af byens kommunalbestyrelse, grundejere og næringsdrivende for at tage under overvejelse, hvorvidt der måtte være anledning for byen til at andrage om fuld købstadrettighed. Fremlagt var genpart af to skrivelser fra Aalborg stiftamt af 3. dec. s.å. Birkedommeren foredrog sagen for de tilstedeværende og fremhævede de fordele, som fuldkommen købstadrettigheder for byen ville medføre, og gjorde navnlig opmærksom på fritagelsen for den almindelige værnepligt. På den anden side ville byens overgang til købstad have en forøget skolebyrde til følge. Efter at sagen var drøftet, erklærede samtlige tilstedeværende, at det efter byens forhold ikke kunne anses for en fordel at få fuld købstadrettighed. Man påskønnede den gunst, H. Majestæt allernådigst havde påtænkt at vise byen, men var stemt for ikke for tiden at ansøge om købstadret. Det passerede blev underskrevet af 27 borgere.

Fra et møde, kommunalbestyrelsen holdt d. 1. juni 1842, er følgende indført i protokollen: Da nærværende forhandlingsprotokol er meget skrøbelig, vedtoges det at anskaffe en ny for kæmnerkassens regning. – Ligeledes at anskaffe en fødestol. Praktiserende læge, cand. chir. Bech, havde lavet en tegning til en sådan og bemyndiges til at fremskaffe en på bedste og billigste måde

Her slutter forhandlingsprotokollen for 1785-1842. Den findes endnu i kommunearkivet og bærer stærke spor af de mange års brug og af det hundredår, den siden da har ligget på reolerne; dens indhold har stor betydning for byens ældre historie.

Regulativ for Kommunalbestyrelsen

Handels- og Ladepladsen Løgstøers Kommune bliver som hidtil at bestyre af den allernaadigste beskikkede Birkedommer og Repræsentanter.

Med hensyn til Byens Folketal ifølge Folketællingen 1834 – 790 Indbyggere foreslaas, at Repræsentanternes Antal bliver at bestemme til 3, og at der saaledes, da der hidindtil i Løgstøer ikkun har været 2 saakaldte eligerede Mænd, derforuden bliver at vælge en, naar dette Regulativ efter allerførste Approbation træder i Kraft, og bliver da for Fremtiden med Repræsentanternes Afgang og Valg at forholde efter Forordningen af 22. Okt. 1837.

Da der i denne By ingen Grundtakst finder Sted som Regel for Ydelsen af Afgifterne til Kæmnerkassen, af hvilke Byens Udgifter, med undtagelse af dem til Skole og Fattigkasse, afholdes, bliver lignede dels paa Næring, dels efter de faste Ejendommes Assurancesum, foreslaas som Regel for Kvalifikationen til at kunne vælges til Repræsentanter, at denne Rettighed bør tilkomme:

1. Enhver i Løgstør Bosiddende, der i Byen eller paa dens Grund ejer Gaarde eller Huse, som enten hver for sig eller sammenlagt haver en Assuranceværdi af 300 Rgd.

2. Enhver Næringsbruger, som svarer 8 Portioner i Næringsskat med en Ansættelse af 600 Portioner for hele byen.

3. Enhver Næringsbruger, som tillige er Grundejer, med Sammenlægning af Næringsskat og Assuranceværdi efter det Forhold, hvori hver især staar til den forslaaede Maalestok; til Ekspl. naar Assuranceværdien og Næringsskatten hver udgør Halvdelen af den i Forslag bragte Størrelse.

Med hensyn til, at Byens, siden Sildefiskeriets Ophør, forringede økonomiske Tilstand, gjør den specielleste Kundskab til Indvaanernes Kaar nødvendig og ønskelig ved Ligningen af Skatterne, foreslaas at samtlige Skatter, nemlig Skole, Fattig og Byskat, bliver at paaligne af en særskilt Ligningskommission bestaaende af Kæmneren, 3 af Byen dertil valgte Indvaanere, som haver den i pg. 3 foreslaaede Kvalifikation og 2de dertil valgte Repræsentanter, som de dem maa antages at være kyndigere af Indvaanerne og saaledes med behørig Erfaring og Klogskab ville kunne lede Skatteligningen. – Naar en af Repræsentanterne, som saadan afgaar vil ved det aarlige Valg af Ligningskommissionens Medlemmer, som udnævnes istedetfor den 1/3 Del af Kommissionen, der aarlig afgaar, vælges en anden Repræsentant til at indtræde i Kommissionen.

Skulde i Aarets Løb Udgifter forfalde, som er udenfor det i Anordningen af 24 Oktober 1837 pg. 20 befalede Overslag, foreslaas at disse Udgifters Dækning beror indtil næste Aars Ligning, naar deres Beløb ikke overstiger 50 Rgd. Sølv.

Det foreslaas i Henhold til Anordningen af 24. Oktober 1837 pg. 17, at en af Repræsentanterne tager Sæde i Fattig og Skolekommissionen, og at denne Funktion vedvarer efter Omgang 2 Aar for hver.

Til at revidere Byens Kommune Regnskab foreslaas en Revisor, ligesom hidtil har været Tilfældet, og at til Revisor maa kunne vælges ligesaavel en udenbys Mand, som en af Byens Indvaanere.

Da det vilde være en i Forhold til Byens økonomiske Kræfter ikke ubetydelig Bekostning at foranstalte det reviderede og deciderede Kæmnerregnskab med Trykken publiceret, foreslaas, at det, som hidtil maa være tilstrækkeligt, at Regnskabet henlægges i en vis Tid til Eftersyn paa et dertil bekvemt Sted, og at ialfald enhver, som maatte ønske det kan paa Forlangende erholde i Afskrift en Ekstrakt af Regnskabet.

Forøvrigt vil Anordningen af 24 Okt. 1837 blive Regel for Kommunens Administration, dog at det tillades den eventuelle nye Kommunalbestyrelse efter yderligere Overvejelse at indkomme med Forslag til saadanne enkelte Modifikationer, som med Hensyn til Byens mindre Betydenhed og øvrige særegne Forhold maatte vise sig at være tilraadelig hensigtssvarende

Løgstør, d. 5 Jan. 1842

Svanenskjold. P.M. Lunøe. Chr. Fischer.

Krigen 1848 – 49 – 50

Den 22. April 1848 fik herredskontoret fra stiftamtet henstilling om, at alle under kontoret værende kassebeholdninger o.l. med meget kort varsel kunne føres bort, dersom fjenden skulle overskride amtets grænser.

Under 11. maj s.å. kom meddelelse fra Nørrejyllands generalkommando om, at skønt der endnu ikke er anledning til at antage en retræte af hæren bag Limfjorden, burde man dog have tankerne henvendt på denne og i tide træffe de nødvendige foranstaltninger til en overgang ved Aalborg. Inden 18. maj skulle alle amtets færgesteders kåge, pramme og færger, som var skikkede til overfart føres til Aalborg og anbringes i skjul på fjordens nordre side. Den 22. maj beslaglagdes alt tømmer, samt alt Bådmateriale, som var brugeligt til overføring over fjorden.

1849 d. 21. juli ophævedes alle de her nævnte foranstaltninger, da slaget ved Fredericia d. 6. juli jo ændrede krigens gang, så fjenden ikke kom til Løgstør.

18. nov. 1850 behandledes et fra amtet sendt påbud om krigsskat. Ifølge udskrivning på næringsdrivende og assurancesum skulle beløbet være på 60 rgd. Den 30. decbr. s.å. sendtes til Aalborg amtstue 119 rgd. i krigsskat. Desuden sendtes som gave 30 uldne skjorter og 3 bælter mrk. S/L, samt 15 rgd. 3 mk. 14 sk. til indkøb af flere skjorter i Aalborg.

Krigen 1864

Under den danske hærs tilbagegang blev det påbudt her i Løgstør, at alle kåge og skibe, samt alt tømmer, som var i Løgstør, skulle føres til den anden side, for at Tyskerne ved en eventuel overgang over fjorden ikke skulle gøre brug deraf. Der viste sig en del træghed blandt Løgstørerne til at efterkomme påbudet, som måtte gentages flere gange.

Der uddeltes frivillige gaver til soldaterhustruerne, således for januar 2-8 dl. til hustruerne til følgende: urmager Hjort, snedker Emil Lorentz, Knud Ivertsen, Sadelmager Christensen, arbejdsmand Peder Aarup, småkører C. Bøjer, smed Jørgensen, bødker Nielsen, Knud Lyngbye, sømand Anton Aasted, Søren Hansen, Gartner Lyngbye, Svend Nielsen, skrædder Hvilsom og arbejdsmand Rasmus Jensen. Den månedlige understøttelse androg 63 dl.

2. aug. overtog kommunalbestyrelsen det hos byens bagere værende mel til en pris af 4 dl. 2 sk. pr. td. Der var hos de tre bagere, Pedersen, Lynge og Schultz, i alt 34 tdr. 3½ skp.

5 aug. meddelte komiteen for de frivillige gaver, at den havde afsluttet sin virksomhed. Fattigkommissionen måtte da i henhold til lov af 17. decbr. 1863 udrede hjælp, som beløb sig til 54 rgd. månedlig.

Gæstgiver Frederik Møller fik for leje af et magasin til de prøjsiske tropper udbetalt 15 dl.

Bekendtgørelse i Anl. af Vaabenstilstanden

Paa allerhøjeste befaling af H.M. Kejseren af Østrig og H.M. Kongen af Preussen har jeg overtaget Jyllands Administration og bestemmer herefter følgende:

1. Alle embedsmænd forbliver i deres Stillinger og nyder deres sædvanlige Gager. De haver at vedblive i deres Embeder; men kun at modtage Befalinger af undertegnede Gouverment.

2. Skatter og andre Afgifter ville være at betale i sin Tid til Militær=Gouvernementet i Randers.

3. Embedsmænd som forlader deres Poster eller vise Genstridighed ville blive stillede for en Krigsret og deres Formue konfiskeret.

4. Ved en villig Imødekommenhed fra Embedsmændenes og Indvaanernes Side skal den hidtidige Administration bestaa uhindret.

Randers, d. 6. Juli 1864

Militærgouvernøren for Jylland

von Falkenstein

Bekendtgørelse

Fra i Dag af og indtil videre tør Intet, som hører til den allierede Armes Forplejning, Remontering, Montering og Udrustning blive udført over Jyllands Grænser. De, som handler herimod, vil blive straffede efter Lovens største Strenghed og enhver Genstand, der saaledes uberettiget søges ført ud over Grænserne, vil blive confiskeret.

Randers d. 6. Juli 1864

Militærgouvernøren for Jylland

von Falkenstein

Bekendtgørelse til Amterne

Local Tidende for Randers bliver erklæret som “Amtstidende for Jylland”, og Redaktionen forpligtet at optage alle fra Militær=Gouvernementet udkomne Forordninger.

Samtlige Amter bliver anvist at holde dette blad, og at sørge for at alle samme indrykkede Militær=Gouvernements Forordninger og Kundgørelser bliver optagne i de respektive locale Blade, for at disse kunne komme til Enhvers Kundskab, at ingen kan undskylde sig med Ukjendskab til de udgivne Forordninger.

Randers d. 6. Juli 1864

Militærgouvernøren for Jylland

von Falkenstein

Der blev fra amtsstuen i Aalborg sendt cirkulærer om, at von Falkenstein havde pålagt Jylland en contribution af 600000 Daler courant som erstatning for de af den danske marine opbragte tyske skibe. Deraf skulle Aalborg Amts landdistrikter udrede 65330 rgd. eller 87106 rgd. 4 mk. rigsmark, at betale med 57181 rgd. 2 mk. gennem amtstuen senest 4. aug. 1864, resten d. 4. septbr. Ved modvilje ville blive tillagt staffetillæg, 50%. Løgstør bys andel var 107 rgd. 5 mk. 3 sk. Underskrevet af Aalborg Amtsråd d. 26. Juli 1864: Dahlstrøm, Hvass, Weinschench, Tværgaard, Hjort, Toft, Hansen.

Blære, Skivum, Aars og Giver sogne nægtede at aflevere fourage til forplejningsmagasinet i Hobro. Fra amtet kom henvendelse til herredsfoged Erichsen, Løgstør, om at drage omsorg for, at det pålagte blev frivilligt indleveret, da man ellers var udsat for, at fjenden blev tvungen til at tage selv, og så kunne det blive endnu værre; desuden var det uret over for dem, som havde leveret efter ordre.

Omtale

Løgstør benævnes omk. 1500 som Løgstedør i enkelte kgl. skøder fra denne tid. I Aalborghus lens og amts jordebøger står den nævnt som Løgstøer fra 1561 og fremefter. Navnet har den jo fået ifølge sin beliggenhed på nordenden af Løgstød Ør, som fra gammel tid har været navnet på den bakkehalvø, der går fra Løgsted mod nord, afgrænset af Limfjorden mod vest og nord og Ørbæk kærdrag mod øst.

Fra så langt tilbage, som skriftlige kiler om den findes, og indtil først i 1700erne har den med en enkelt afbrydelse hørt under krongodset og været administreret under Aalborghus len. 1527 og 1530 giver kongen brevskøder til sin sekretær, mester Krabbe og sin kansler, mester Claus Gøtzsze, hver på et stykke jord 100 alen langt og bredt, stykkerne ved siden af hinanden. Ellers finder vi ikke kgl. handeler med Løgstør-ejendom før 24/8 1671, da adelsmanden Christoffer Lindenow fik skøde på 80 huse, 1 stk.jord og 1 vejrmølle i Løgstør, kort sagt, hele Løgstør. Møllen havde fra 1665 til 1671 hørt under kronen sammen med det jordareal, den og et dertil hørende hus, 9 fag stort, med kornloft i den ene ende, var bygget på. Møllen har, på de nævnte år nær, altid været selvejende siden dens opførelse 1598 – 99, og den har ifølge de gamle indberetninger altid været et godt aktiv. Dens historie har jeg skrevet i “Løgstør Avis” d. 17. og 18. nov. 1939.

Af en indberetning fra herredsfoged Tofteberg, Toftebjerggaard, dat. 21-6-1735: Løgstør By, som er et kongl. Birk, er beliggende straks ved Limfjorden, haver i forrige Tider været et skønt Fiskerleje, hvor der er tilgaaet overflødig Guds Velsignelse af Sild, baade ved de mange Bundgarnssteder, der haver været udi Limfjorden overfor Løgstør Grunde, saa og ved 9 store Sildevaadde, som haver været udredet af Byens Indvaanere og Adelen, som der haver haft Fiske og Salteboder, deraf Byen har haft sin Oprindelse ved tiltagne Mængder af Fiskeri og Salteri. Har og der nedsat sig Haandværksfolk, Kroeholdere og små Kræmmere, som der haver brugt Smaanæring og Handel. Men for ungefær

Indvaanerne haver derfor søgt sig andre Maader at ernære sig paa, saasom Købmandsskab med Bønderne af Småtømmer, Salt, Jern, Hør, Hamp, Tjære og andre deslige, og nogle haver ved Agerdyrkelse af en Del øde Ryttergodsjorder, som de paa kgl. holdende Auktion 1716 haver tilforhandlet sig og svarer deraf som af andet Bøndergods. – Og som Byen ligger ved Limfjorden er ganske bekvem til Sejlads, saa haver da Indvaanerne i de sidste Aar lagt sig efter med Jagter og Baade at føre Varer fra et til et andet Sted i Limfjorden, og en Del, dog ganske faa har haft Skuder at sejle paa Norge med, for der at afsætte Korn, Fødevarer, Lærred og Uldtøj, og igen hjemføre Småtømmer, Fiel, Lægter, Jern, Tjære og andet deslige.

Han omtaler, at en del fattige folk ernærer sig ved vævning af lærred, uldent hjemmegjort tøj. Der var ingen laug og privilegier i byen, undtagen et privilegium til en farver på, at så længe han lever og som hidtil holder farveriet i tilbørlig stand må “ingen paa tvende Mile bruge Farveri”.

Af velhavende borgere nævnes: Claus Christensen, 600 rgd. i årlig indtægt. Peder Svendsen, 1000 rgd. Christen Jensen Thise, 400 rgd. Peder Christensen Taarup, 2000 rgd. (Legatstifteren). Laust Vestergaard, 600 rgd. (Han havde en gård i Søndergade og var medejer af vejrmøllen). Moust Christensen, 600 rgd. Christen Jensen, hattemager, 2000 rgd. Michel Jensen Høgh, 3000 rgd. (købmand m.m., indebrændte under branden i 1751). Laurs Laursen, 1000 rgd. Clemen Christensen, 1600 rgd. (medejer af vejrmøllen). Mads Winther, 400 rgd. Lars Caspersen, 600 rgd. Jens Christensen, feldbereder, 300 rgd. Peder Laursen, 600 rgd. Peder Wormstrup, 200 rgd.

De i indberetningen omtalte øde ryttergodser var de nuværende Løgstør markjorder, som da gik helt ud mod bakkeranden, samt øster- og vesterkæret. Ved dyrkning af disse fik vaadejerne en lille erstatning for tabet af fiskeriet. Men selv om også en del af fiskeskipperne og fiskerne søgte andre indkomster, dels ved at sejle på fjorden med befragtede skuder, dels ved de hjemlige erhverv inden for byens grænser, og en stor del af fiskekarlene, som de kaldes i beretningerne, havde deres hjemlige erhverv ved siden af fiskeriet, måtte dettes næsten totale ophør have skabt stor økonomisk nedgang for byens almene befolkning.

De hygiejniske tilstande var næppe mere end så som så, men det var Løgstør jo ikke ene om. Kirkebøgerne for Løgsted og Løgstør, der går tilbage til 1687, viser eksempler på, at mange børn er blevet begravet inden for et ganske kort tidsrum, eller på dødens høst af hele hjem. Omkring syttenårhundredeskiftet var der af og til mislykkede høstår og af den grund høje kornpriser, så almuen måtte blande hø og lyngfrø ind i kosten; det skulle jo ikke gøre det bedre. Sprinkelsygen (petechialfeber el. plettyfus) var meget udbredt i landet og har nok også gæstet Løgstør.

Dertil måtte byen ligge under for to store ildebrande, 1747 og 1751 og en mindre i 1785.

De to store ildebrande

Den tids ildebrande var altid katastrofale, hvor bebyggelsen var tæt samlet, idet husene dengang havde stråtag. Det ses af brandforhørene her, at alle de brændte huse var lange, lave, stråtækkede bindingsværkhuse og mange med lerklinede vægge. Og ved branden 1747, som opkom sent på eftermiddagen d. 3. okt., var husene fyldt med al slags ildebrændsel, både tørv, træ og lyng, desuden var al høsten bjærget i hus, så en brand var næsten umulig at slukke under sådanne forhold. Ilden udbrød i Søndergade under en hård søndenvind. I alt brændte 14 ejendomme, mest store gårde med alt indhold. Der brændte 3 ejendomme i Søndergade, resten var i Fjordgades vestende. Det fremgår ikke af forhørene, hvorledes ilden var kommen op. Angående dette står i forhørsprotokollen: Johanne Povlsdatter, Lendrup, vidnede, at hun var i besøg bemeldte dag, om eftermiddagen, og sad og talte med Jens Jensen Ruus, og hørte da at det buldrede og at det blev så klart, og sagde der var vist ild optændt, den 18år. datter i huset sendtes så i byen for at hente moderen.

Af de brandlidte skal nævnes herredsfoged Peder Bisgaard, som under forhøret havde veget sit sæde; hans gård, i alt 56 fag brændte. Han vidnede, at han nu kun havde tilbage hustru, to sønner og en datter og er gerådet udi slet tilstand. – Christen Christensen Ravnstrup, hvis to store købmandsgårde, samt et krydshus til gaden, brændte tillige med pæleværk og porte mellem gårdene, havde selv efterhånden opført alt dette. Desuden havde han indkøbt en mængde købmandsvarer på kredit i Aalborg, deriblandt fiskevåd og redskaber; ligeledes brændte et helt sæt brændevinstøj. Hans gård var bygget ved fjorden, så han havde ilden på den ene side og dybt vand på de tre andre sider; ingen kunne derfor komme ham til hjælp, og alt brændte.

Det var i hans gård, den store brand natten mellem første og anden pinsedag (mellem 31. maj og 1. juni) 1751 antændtes af hans nabo, Niels Knudsen Drøstrup. Ved denne ildebrand nedbrændte 40 gårde og huse, ca. halvdelen af byen; desuden indebrændte tre mennesker, samt en del store kreaturer. Der var stærk vestenstorm, og ilden påsattes midt om natten, så inden folk blev purret ud, var alt en rygende ruinhob. Ved dagens frembrud stod halvdelen af byens beboere uden hjem og tag over hovedet.

Mordbrænderen vidnede, at han omkring kl. 12 nat havde set lys og glimt af ild gennem vinduet i sine stuer og var så straks løbet ud på gaden og havde hjulpet med at slukke ilden og redde, hvad der kunne reddes.. De af ildebranden hjemsøgte og nødlidende fik ved skriftlig begæring af 11. sept. s.å. Niels Knudsen Drøstrup arresteret og lod sagen forfølge. Drøstrup aflagde også for retten bekendelse uden bånd og tvang. Hans hustru forklarede, at han engang til hende havde udtalt, at han ville give Christen Ravnstrup en ordentlig lussing, fordi han havde så mange penge på sine gårde. Efter arrestationen forsøgte han at tage sig selv af dage ved gift. Han blev dømt til at knibes med tænger uden for de tre indebrændtes huse, dernæst tvende gange mellem gerningsstedet og retterstedet, dernæst den højre hånd afhugget og siden hans hoved med en økse. Førend hånd og hoved afhugges for mened at miste tvende fingre. Legemet af natmanden at henføre og lægge på stejle og hovedet tillige med de nævnte to fingre at fæste på en stage over legemet. Han udføres fra fængselet til retterstedet på natmandens sluffe, iført de i fængselet brugte gamle klæder uden hat eller hue med blottet hoved og strikke om halsen og sammenbundne hænder. Sidst bunden til en pæl som fortjent straf og forhånelse, andre ligesindede til skræk og afsky. Af hans formue udredes til betaling af sagen, derpå hans arrest, varetægt og forplejning med videre tilgodehavende omkostninger, og hans bo og lod bør være til kongen henfalden for denne eksekutionssag. Denne dom blev afsagt d. 5 novbr. 1751, og henrettelsen fandt sted d. 2. maj 1752 på retterstedet tæt vest for Løgstør. Dette var en lille forhøjning, som lå på det nuværende gasværksareal.

N.K. Drøstrup var kort før sin udåd bleven gift med Gertrud Povlsdatter fra Lendrupgården. Hendes faders faster, Margrethe Christensdatter, skænkede dem i bryllupsgave en trelænget gård med have, som hun ejede i Løgstør. Skødet på den blev tinglæst d. 12. maj 1751, altså 19 dage før han satte byen i brand. Margrethe købte gården tilbage igen ved auktionen over hans bo for 90 rgd. + omkostninger, for at den kunne blive i slægten.

Denne ildebrand findes udførligt omtalt i tre artikler i “Løgstør Avis” d. 11., 12. og 16. juni 1937.

Ældre topografi

Så vidt det kan skønnes, har Løgstørs topografiske forhold været omtrent de samme fra sidst i 1600erne til omk. 1820. Fra den tid begynder bebyggelsen så småt at skride frem langs Søndergades nordre side, bl.a. Lunøslægtens gamle bygninger, som delvis står endnu; nr. 2-6 og nr. 1 i Østerbrogade. Indtil nuværende nr. 9 kaldtes denne på den tid Søndergade. Da lå på hjørnet af Østerbrogade og Torvegade en Dam, som bredte sig ud over mere end halvdelen af det bredeste af nuværende Østerbrogade og i forbindelse med Skoleengen, de nuværende haveparceller mellem bebyggelsen vest for Østerbrogade. Fra hjørnet af Grønnegade, da Fattighusgade, og Fredensgade løb en grøft gennem Skoleengen øst på, skar Østerbrogade syd for nr. 1 Torvegade, da Vesterbro, og nord om nr. 12 Østerbrogade, skar gennem Rådhusgade tæt syd for præsteboligen, drejede derpå i nordøst og havde sit udløb til fjorden mellem posthuset og stationen. En dam lå bag ved nr. 9 Blindebomsgade, hvorfra en grøft førte til vandløbet. Til langt ned i 1800ernes sidste halvdel måtte de kørende, som kom ad Østerbrogade, passere direkte over grøften, som der var jævnet ud til et slags vadested, mens der var et brædt til fodgængere; senere blev der sat en stenkiste til overkørsel. Beskrivelsen af grøften er efter et kort over byen fra 1863; denne grøft findes ikke anført på de ældre kort fra 1850 og 1814, sidstnævnte efter udskiftningskortet 1788, som er bortkommet. På kortet fra 1863 er førstnævnte dam ikke angivet; den er nok udtørret sammen med grøftens anlæggelse, der må være sket engang i halvtredserne, for på kortet fra 1850 er dammen anført.

Øst på langs Nibe landevej, nuværende Bredgade, lå indtil 1820 kun Bomhuset; på nævnte tidspunkt byggede købmand Frederik Lund på hjørnet af Bredgade og Østerbrogade. 1830 byggede smed Thorstensen en smedje med beboelse øst for Fr. Lunds, den østlige ende af nuværende nr. Bredgade; det var da den østligste bygning i Bredgade. Derfra gik en gade til Blindebomsgade; nu hedder den Tværgade, men blev tidligere kaldt Fogedgade, fordi herredsfoged Schwanenskjold 1838 lod Dommergården bygge i vinklen mellem den og Blindebomsgade.

Indtil mellem 1814 og 20 lå på Aistrups hjørne, Østerbrogade 15, kun et vinkelhus, den lange fløj lå øst-vest, den korte med gavlen mod syd, den eneste bygning langs de to gader Østerbrogade og Torvegade, som deler sig ved hjørnet. Strækningen fra Aistrups hjørne til nr. 21 Østerbrogade, der nu er omtrent lige, var dengang halvmåneformet mod øst. Den brede ende af Vesterbro, nu Torvegade, har fra 1838 været brugt som Torveplads.

Langs Vægtergade, da Vægtergyde, var kun to bygninger, en på hjørnet af Gravensgade, nu nr. 21 og 23, og en på den modsatte side, hvor nu nr. 22 og 24 ligger. For øvrigt var Skolegade, Fjorgade, Vægtergade og de dertil stødende gyder, såvel som smågaderne i den vestlige bydel, der hører med til det gamle Løgstør, af samme udstrækning og beliggenhed som nu. Bebyggelsen gik da ikke længere mod vest end til skellinien mellem Peder Kræmmersgade og Fischersgade; ved sidstnævntes senere forlængelse endte den ved bydiget med udgang, gennem vestre bomled, ad vestre Kærvej.

Langs Søndergades nordside lå omk. 1700 enkelte huse. I dens østlige ende, den nuværende Søndergade, lå Palle Møllers købmandsgård, senere Lunøes. Desuden Laust Vestergårds gård; han var medejer af Løgstør vejrmølle. Efter hans død købte Palle Møller 1763 hans gård, der må have været nuværende nr. 6 Søndergade.

Peder Kræmmersgade regnedes da for at høre med til Søndergade, senere Vestergade; der lå indtil 1747 to gårde, Clemen Christensens og Christian Fischers, samt tre huse nærved, beboet af Niels Nielsen, skrædder, Kirsten Simonsdatter og Jens Jensen Ruus, i hvis hus branden 1747 opkom; desuden brændte købmand Wibroes gård, som lå tætved. De nævnes alle i forhørsprotokollen som boende i Søndergade. Endnu på kortet fra 1814 findes ikke flere end de her nævnte ejendomme. Langs nuværende Søndergades sydside fandtes på samme tid kun to huse, et på hjørnet ved Viborgvej, og et, hvor nr. 5 nu ligger. I dens vestlige ende fandtes omk. 1820 to huse, som da hørte sammen. 1830 købte konsumptionsbetjent N.P. Hurtigkarl det østligste, nuværende nr. 9, for 200 rgd. Det vestligste, nu nr. 11, ejedes da af konsumptionsbetjent Christian Jeger. Vest for lå legathuset, bygget 1821, og vest for dette kilden(kjælden), den gamle bybrønd, sat og omgærdet af kampesten og plankeværk.

Oppe på bakken øst for Viborgvej lå indtil omk. 1840 Bakkegården, senere flyttet vest for vejen. Tætved lå fra 1599 vejrmøllen som et vartegn for Løgstør, når man kom syd fra.

Langs bakkens fod gik Nibe landevej til bomhuset, derfra Søndergade og som forlængelse af denne Vesterkærvej. Den gik fra det sted, hvor nu Peder Kræmmersgade drejer fra, langs bakkens fod over gasværkspladsen til retterstedet, drejede op over bakken til markjorderne og endte der. Ved Fr.d.7´s kanals anlæggelse blev den rettet ud og forlænget langs kanalen.

1863 var de fleste af de nuværende gader afstukne, men ikke alle havde fået navn, det gælder Fredensgade, Rådhusgade, Østergade og Elmevej. Stien langs bakkens rand var da også anlagt som offentlig sti. 1893 vedtog kommunalbestyrelsen at opsætte navneskilte på gader og veje. Samtidig omdøbtes Villes Gyde til Gravensgade, Nibe landevej til Bredgade, Vesterbrogade til Torvegade, Lars´s Gyde til Strandstræde og Fogedgade til Tværgade.

Løgstør Færgested

Efterfølgende et uddrag af en pakke i rigsarkivet om færgesager i Hjørring Amt. Der findes tre pakker, hvoraf de to omhandler Aggersund færgeri; den tredie er om Løgstør færgested, som trods det, at det hører under Aalborg Amt, dog er lagt under Hjørring. Færgestederne har været konkurrenter gennem mange slægtled, indtil Løgstør i sidste halvdel af 1800erne gik ud af konkurrencen, grundet på flere omstændigheder. For det første Vesterhavets gennembrud 1825, for det andet bortskyllede en stormflod d. 6. og 7. jan. 1839 færgeriets ejendele, og Aalborg Amtsråd nægtede at tage del i omkostningerne ved at bringe forholdene i orden igen. For det tredie havde ejerne af Aggersborggård gennem flere århundreder haft privilegium på færgeoverfarten ved Aggersund og derved bedre adgang til støtte fra højere steder.

Desværre er intet af færgeriets historie opbevaret længere tilbage end omk. 1800. Men i kirkebøgerne for Løgstør-Løgsted har jeg fundet navnene på 6 færgemænd fra Løgstør, nemlig: Jakob Nielsen, f. omk. 1600, d. omk. 1690; Ole Michelsen, f. 1641, d. 1692; Jens Færgemand, f. 1641, d. 1723; Niels Færgemand som 1717 var mellem 60 og 70 år gl.; Peder Madsen, f. 1669, d. 1701; Jesper Færgemand omk. 1777. Så langt tilbage findes altså sikre beviser for færgeri fra Løgstør. Senere havde Anders Andersen Bruun bevilling på færgeriet, indtil han døde 1823, hvorefter hans søn, Niels Christian Andersen, havde bevillingsretten til 1868 – 69. Han var en dygtig mand og holdt færgeriet i god orden, hvilket fremgår af tilsynets indberetninger (tilsynet sorterede under postdirektoratets befordringsvæsen); men han måtte tage stødene af de forskellige omstændigheder, som førte til færgeriets nedlæggelse.Den eneste opbevarede indberetning om færgeriets virksomhed er fra 1833 og viser følgende samfærdsel:

	Fra Løgstør	Til Løgstør	I alt	Ved Aggersund
Personer	1241	1352	2593	2092
Heste	6	8	14	988
Kalve, Lam, Svin, Gæs	25	46	71	109
Korn, Flæsk, Smør	7 læs	46 læs	53 læs	5 læs
Andre varer, Flyttegods	134 læs	29 læs	163 læs	8 læs
Stort hornkvæg	0	0	0	1520

Det vil heraf ses, at Løgstør Færgeri havde omtrent lige så stor betydning som Aggersunds; der manglede blot materiel til overførelse af vogne og store kreaturer (hestene til og fra Løgstør måtte svømme over fjorden).

N.C. Andersen opførte i året 1832 et bindingsværkshus på 6 fag med stråtag og bræddevægge til

ophold for de rejsende med deres småpakker o.l. Denne bygning blev fuldstændig bortskyllet under en stormflod natten mellem 1. og 2. november 1837. Færgemanden tog straks fat på at bygge et nyt hus, som var færdigt 1838. Han havde søgt befordringsvæsenets fond om hjælp til opførelsen. I den anledning foretoges d. 13. november 1838 et syn af huset af vurderingsmænd udpeget af nævnte fond. I deres indberetning står, at huset var på 6 fag, bindingsværk med stråtag og plads til 12 heste, desuden var der indrettet et kammer med loft til de rejsende, samt en brønd. Huset vurderes til 20 rgd. pr. fag. Færgemanden fik bevilget 100 rgd. til hjælp, men nåede ikke at få pengene udbetalt, inden en ny stormflod d. 6. og 7. januar 1839 næsten fuldstændig bortrev huset. Alt tømmeret drev ind i Smak Mølle bugten; huset havde kostet 107 rgd. at bygge. Efter katastrofen måtte han rette flere henvendelser til fondet, inden han fik de 100 rgd. udbetalt, som ikke nåede at komme til udbetaling inden stormfloden. Han fik ikke huset opført igen, da stiftamtet ikke ville yde nogen støtte dertil, før holmen blev sikret mod ødelæggelse af højvande.

Første forslag angående dæmningsforbindelse mellem Aggersborg og Færgeholmen

10/8 1833 havde generalpostdirektionen anmodet stiftamtet i Aalborg om betænkning om, hvordan overfartsforholdene ved Hadsund, Løgstør, Hvalpsund og Aggersund bedst kunne ordnes og de forefundne mangler rettes. For Løgstørs vedkommende indberettedes: Overfarten indskrænker sig til personer og små pakker og besørges med en liden båd og ditto kåg med een, højst to mand. Ind- og udskibningen foregår fra en liden havn, færgemanden selv har indrettet på en meget hensigtsmæssig måde tæt ved sin bopæl (nr. 64 Fjordgade); der er fartøjerne beskyttet mod enhver som helst vind. Mellem sejldybet og Aggersborggård 30 fv. fra dybet ligger en liden holm hvorpå er opført en staldbygning til brug for bønderne og de rejsende, medens de tager ophold i Løgstør. Signaliseringen fra denne holm foregår ved at de rejsende ved råb tilkendegiver deres ankomst. Fra sejldybet ind til Aggersborggård er grunden fast, ca. ½ á 3/4 al. vand, så der kan passeres med tryghed indtil holmen, men derfra og indtil dybet er der mere fare, især i mørke, da der let kan køres ud i dybet. – Efter at alle omstændigheder er tagne i betragtning, blev det befunden, at dette færgested fortjente fortrinlig opmærksomhed, og efter anstillet undersøgelse, samt overslag af kyndige mænd, blev det antaget at følgende forandringer og forbedringer burde iværksættes for at færgestedet med den betydelige færdsel, som alt finder sted og i fremtiden kunne præsumeres er af yderste vigtighed, kunne blive hensigtssvarende. Den burde have sådan udvidelse at hestevogne og kreaturer, flyttegods med lethed kunne føres over sejldybet, og da den af færgemanden anlagte havn og den tidligere omtalte holm bidrager meget til planens udførelse så foreslås: at der foruden de værende både anskaffes en ny færge omtrent af samme konstruktion, som de ved Aalborg nye byggede. At der ved havnen anbringes en hestebro så der kan ind- og udskibes uden fraspænding, samt en bolret rende fra dybet til holmen. Ligesom også en hestebro ved Løgstør siden. Fra holmen til Aggersborggård er ca. 1/4 mil, der bør en vase anlægges i en højde af 1½ al. fra bunden og 12 al. bred foroven, og så høj at is og vand ikke kunne overstryge den. Dersom dette blev iværksat ville det bidrage meget til de rejsendes bekvemmeligheder, og når det gjordes til færgemandens pligt bestandig at have en vagt på holmen, ligesom der også oprettedes et signal, som kunne bemærkes i Løgstør både dag og nat, hvortil forslås en klokke. Dersom denne almennyttige foranstaltning, der er overensstemmende med hele omegnens ønsker, blev bragt til udførelse ville færgestedet ved Aggersund så godt som bortfalde af sig selv, og enhver forbedring der blive overflødig.

Resultatet af dette forslag blev ifølge stiftamtmand Hjorts, Viborg, indberetning til den kgl. generalpostdirektion, angående færgestedet, af 2/9 1842 følgende: at der indtil da var foretaget arbejde for en sum af 760 rgd. 4 mk. 8 sk., som blev bevilget af direktionens kasse. Der var påkørt dæmningen 3313½ td. sten, som var taget på Christian Pedersens ejendom, Aggersborg, hvorfor han havde fået 18 rgd. 12 sk. Smed Thorstensen, Løgstør, havde for reparation af værktøj fået 12 rgd. 1 mk. 4 sk. Under stormfloden 1839, mens der endnu arbejdedes med dæmningen, blev denne meget beskadiget, så der måtte påkøres ekstra 2000 læs grus, en ekstra bekostning af 300 rgd., som blev udredet af finanskassen. Der var ualmindelig højvande det meste af tiden, mens arbejdet stod på; det udførtes af boelsmand Peder Jensen, Aggersborg sogn. Tilsynførende ved arbejdet var færgemand N.C. Andersen og oldermand Knud Nielsen Krogh, Løgstør. Samtidig blev holmen restaureret efter overslag og tegninger udført af kaptainløjtnant Leth, København. Holmen var omgærdet med stenhegn og små sten, som undertiden bortskylledes i den østre side.

Holmens størrelse var 1835 opmålt til 94 fv. lang Ø.-V. og 34 fv. S.-N. 1838 var den svunden ind til henholdsvis 64 og 24½ fv., så en sikring var jo nok nødvendig. De øvrige omtalte forbedringer kom ikke længere end på papiret.

Færgemanden solgte 1842 sin landejendom og gav sig til at være skipper på fjorden; men han beholdt alligevel bevillingen på færgeriet, som han så lod udføre ved lejede folk. Bevillingen var på omkring 13 rgd. årlig + 2 rgd. sølv til befordringsvæsenests fond. 12/6 1860 søgte han om fritagelse for indløsningen af en ny bevilling af 21/6 1858. Som grund angav han, at han ikke havde tjent en skilling ved færgeriet de sidste otte år. Der har været tjent 8 á 10 rgd. årlig i nævnte tidsrum, og det var gået til den mand, han havde til hjælp ved færgeriet. Han angav at være 67 år gl. og havde tidligere indløst to bevillinger. Han fritoges for at betale bevillingen. For øvrigt blev han ved at bestyre færgeriet indtil 1873, da han døde; han havde da passet færgeriets drift i ca. 50 år. 1874 fik hans enke på grund af fattigdom en understøttelse af kommunekassen.

10. august 1871 sendte kommunalbestyrelsen gennem købmand J. Mørch Theilmann forslag ind om anlæggelse af en dæmning med pontonbro fra Løgstør til Aggersborg, da færgeforholdene ved Aggersund fandtes at være uforsvarlige. 8/4 1875 indsendte skibsfører S. Brøgger andragende til amtet om bevilling på færgeretten mellem Løgstør og færgeholmem. Kommunalbestyrelsen protesterede bestemt herimod med den begrundelse, at et privat privilegium kunne blive til hinder for den påtænkte dæmningsforbindelse. 8/1 1876 forelå meddelelse fra ministeriet om afslag på færgeretten. Samme dag sendte kommunalrådet fornyet henvendelse med henvisning til, at de rejsende på grund af isdrift og strømgang ofte måtte om ad Nørresundby. Man mente ikke, det kunne skade Aggersund færgeprivilegium. Kommunalbestyrelsen må altså også have søgt om bevilling til færgeriet, men der findes ikke noget derom i forhandlingsprotokollen. Angående dæmningsspørgsmålet havde man, trods flere henvendelser, ved udgangen af året 1880 intet hørt fra ministeriet, og der kom jo, til skade for Løgstør, intet ud af planerne.

Lægtningen

Som foran nævnt i herredsfoged Toftebergs indberetning 1735 havde en del løgstørere, grundet fiskeriets nedgang, allerede da begyndt med fragtsejling med jagter og både fra og til de forskellige byer langs Limfjorden, enkelte med skuder til og fra Norge med handelsvarer. Ligeledes ses, at grundene er sandede til fra omk. 1635 – 50, så at der fra den tid kan have været brug for lægtning over disse, efterhånden som skibene blev større og mere dybtgående. Da lodsvæsenet for Løgstør grunde indførtes 1777, har der rimeligvis en længere periode forud været sejlads over dem.

Den første lægtetakst, som er opbevaret, er fra 1825 og anføres ordret nedenfor. Det ses, at der har været en takst for lægtning før, og at der ved den nye taksts indførelse var dannet et privat interessentskab til at foretage lægtningen, til hvilken det havde eneret iflg. kgl. resolution.

Takst for Lægtning af Skibe over Løgstør Grunde 1825

Pg. 1

En fast Taxt bestemmes for Lægtningen af hver Tønde Korn, der maa være uforandret, hvad enten det er kongeligt eller privat Korn, saaledes: I Vinter Maanederne, som regnes fra 15de Okt. til 14de April inkls. nemlig, for en Tønde Rug 6 Sk., for en Tønde Byg 5 Sk. og en Tønde Havre 4 Sk. I Sommer Maanederne fra den 15de April indtil 14de Okt. inkls. 5 Sk. for en Tønde Rug, 4 Sk. for en Tønde Byg, 3 Sk. for en Tønde Havre; og det forstaar sig selv, at Lægterne skulle som forhen baade besørge Kornet af Skibene og igen i samme, i Forening med Skibsmandskaberne, og have ikke Ret til at fordre nogensomhelst Drikke eller Fødevarer af Skipperne med mindre disse godvilligen ville yde dem noget. – Denne Takst skulle enhver Fører af et Lægtefartøj være sig Pram eller Kaag, altid være i Besiddelse af og Overtrædelse heraf underkastet en Mulct af 10 Rgd. Sølv for første Gang til Løgstørs Fattige og for samme forseelse anden Gang, forbrudt deres Ret til Lægtningen.

Pg. 2

Ligeledes bestemmes følgende Taxt for Salt, Kul, Jern, Tømmer, Tjære, Hør, Hamp, 1 Pibe og 1 Oksehoved flydende Varer, nemlig: 1 Tønde Salt, Kul og Tjære betales som Rug, overensstemmende med den fastsatte Tid; derimod for 1 Skipd. Jern, 1 Mk., 1 do Hør og Hamp 10 Sk. dog naar Hampen er løs 1 Mk. pr. Skipd. 1 Pibe flydende Varer 24 Sk.1 Oksehoved do 12 Sk., for en Tylt Brædder 6 Sk., for en Tylt 12 Allinger indtil 16 fod do 18 Sk., for 16 allinger og derover 24 Sk. og iøvrigt alt Tømmer herefter, efter Billighed, uforandret hele Aaret igennem.

Pg. 3.

Interessentskabet forbinder sig til stedse at holde 2de Pramme som nu haves og 5 Kaager ligesaa af samme størrelse, som de nuværende, altid i forsvarlig Stand til Lægtningen, saaledes at Skibene, naar Vind og Vejr paa nogen mulig Maade tillader det ingen Ophold skulle ske, men stedse søge at fremme Arbejdet med største Raskhed og Orden og dertil holde de fornødne Folk i et og alt. Lægtningen skal ske i den ufravigelige Orden, uden Persons Anseeelse, at hvo som kommer først til Grunden, har først ret til Lægtning; dog skulle flere paa engang komme til Ankers ved Grunden og der imellem findes kgl. Magasinkorn, da maa disse have Forret, og iøvrigt maa Interessentskabet af yderste Evne og Kræfter stræbe saaledes med alle ankommende Fartøjers Lægtning, som forhen ommeldt, at intet Ophold skulle ske.

Pg. 4.

Fra den Tid Farten begynder hvert Aar og indtil den ophører, maa Interessentskabet nøjagtigen paapasse Lægtningen, og ikke være fraværende med Lægtfartøjerne, saa herved kunne paadrages nogen Standsning i samme. Hvorimod det skulle erholde ved kgl. Resolution udelukkende Eneret til bemeldte Lægtning over Løgstør Grunde.

Pg. 5.

Interessentskabet skulle være pligtig at vælge dem imellem dem selv, en stadig Opsynsmand, som i det mindste et Aar ad Gangen maa paatage sig denne Post, og passe at alle Forpligtelser blive opfyldte, og til hvem Skipperen, i Tilfælde af grundet Klage, have at henvende sig.

Pg. 6.

Forlanger nogen Skipper en enkelt Kaag til sit Fartøj, da skal han i alle Tilfælde i Sommermaanederne betale for samme 2 Rgd. og i Vintermaanederne 3 Rgd., om end ikke det Gods, hvortil han maatte forlange samme, skulle efter den heri bestemte Taxt Stykkevis beløbe sig til denne Summa.

Pg. 7.

Skulde det Tilfælde møde at en allerede begyndt Lægtning, formedelst stormende Vejr nødvendigvis maatte standse og Lægtefartøjerne maatte flygte til deres sædvanlige Ankerplads, da skulle ethvert Lægtefartøj, imod at være ansvarlig for den Ladning det allerede maatte have inde, herfor nyde med undtagelse af den første Nat, nemlig 2 Rgd.for hvert Etmaal det haver Ladningen inde indtil Vejret paa nogen Maade tillader det, at fortsætte den allerede begyndte Lægtning.

Pg. 8.

Det bemærkes, at den heri fastsatte Taxt i et og alt, er i Sedler og Penge.

Pg. 9.

Denne Forpligtelse og Overenskomst, som træder i Kraft fra den Dag, det herværende private Lægte=Interessentskab erholder høje Vedkommendes Resolution for udelukkende Eneret til oftbemeldte Lægtning og Løgstøer Grunde, underskrives af de forskellige nuværende Ejere og Interessenterne af Lægtefartøjerne som fuldkommen Lovlig forbindes.

Pg. 10.

Endelig tilføjes, at denne Forpligtelse ikkun kan ophæves efter et halvt Aars forud Lovlig Opsigelse til den høje Stiftsøvrighed i Aalborg.

Løgstør d. 17de Septbr. 1825

J. Bluhme.

Lodsvæsenet

Dette i Løgstør 1777; det sorterer under staten, men uden løn derfra. Lodsernes indkomster består af de afgifter , de iflg. lovbestemmelser får for at føre de lodspligtige skibe gennem Limfjorden fra Løgstør til Aalborg, Thisted, Skive, eller, for en stor del af dem, for at føre dem gennem sejlrenden gennem grundene vest for Løgstør. – Fra først af var ansat en lodsformand, som havde nogle lodskarle til at hjælpe sig; senere har det udviklet sig til, at der er ansat to uddannede lodser sammen med formanden.

Den første Lodstakst for Løgstør Grunde

Lots og Veede Penge i Følge Hans Kongelige Mayestæts Resolution af 31. juli sidstleden skal svares til Lotsen ved Løgstør Grunde i Jylland af de over disse Grunde passerende Fartøjer.

1. Af et lille Fartøj, som ej fører Baad eller Jolle efter sig, og stikker mindre end 4 Fod dybt = 4 Skl.

2. Af et, som stikker 4 Fod dybt a Foden 5 Skl.

3. Af et, som stikker over 4 Fod a Foden 5 Skl.

Hvilke Lots og Veede Penge Saaledes af de Sejlende, for hver Rejse frem eller tilbage over Grundene skal erlægges til Lotsen, ved Fartøjernes Overfart.

Derimod skal bemeldte Lots være pligtig til:

1. at anskaffe og vedligeholde de af Hans Kongelige Mayestæt hidtil bekostede og vedligeholdte Søe- og Landemærker ved bemeldte Grunde, ligesom ogsaa at paapasse og vedligeholde de til de Søfarendes Veyledning fornødne Veeder, ej alene paa de saakaldte Løgstørs Grunde selv, men endog i Aggersund og Klitgaard Drag imellem Løgstør og Aalborg, hvor Veeder hidtil har været udsatte og behøves.

2. uden videre Betaling veylede de passerede Skibe over Løgstørs Grunde, naar forlanges.

Vestindisk=Guineiske Rente og General=Toldkammer den 20 August 1777

Stemann, Schilden, Schleth, Hagerup, Trant, Lybecher, Hausteen

Lodsformænd

Johan Knudsen Krogh, Skibsbygger, Lods. Født 1747

Anders Fuur, 1777 – 1797

Niels Knudsen Krogh, 1797 – 1814. F. 1755, d. 1823

Knud Nielsen Krogh, 1814 – 1820

Jens Christensen, 1848 – 51. Født 1779

Thomas Møller Aistrup, 1851-78. F. 1806, d. 1878

Peder Ferdinand Langgaard, 1878-79. Født 1834

David Chr. Davidsen, 1879 – 1912. F. 1845, d. 1919

De tre sidste var desuden Kanalfogder ved Fr.d.7´s Kanal (fra 1861)

Havnene

Omkring 1820 begyndte anlæggelsen af havne, men de var fra først af meget primitive. Fra nævnte tid stammer den lille fiskerihavn og østerhavnen; desuden den private færgehavn.

Sidst i fyrrerne begyndtes på forarbejderne til den nuværende Vesterhavn. Der var til finansministeriet sendt ansøgning om støtte til udførelsen af et havneanlæg af passende størrelse, til lykke for byen og til gavn for skibsfarten på Limfjorden i det hele, hvilket sidste også var udtalt i erklæringer fra forskellige købmænd og skibsredere i Vesterlandets købstæder. Denne ansøgning var tilbagesendt fra ministeriet og blev d. 20. april 1850 fremlagt for kommunalbestyrelsen; grundet på Treårskrigen blev sagen lagt hen indtil videre. Samme dag behandledes en sag angående kajanlæg for færgefarten Aggersborg-Løgstør. Fra indenrigsministeriet forelå en anbefalende skrivelse angående denne sag, da det ville gavne de nordenfjordske landsdeles afsætning af deres produkter til denne side. Dette anlæg måtte have fortrinsret frem for at forbedre overfartsforholdene ved Aggersund færgested.

Havneplanerne kom atter til behandling d. 20. feb. 1851. Det betonedes, at deres virkeliggørelse ville være af stor vigtighed for byen og for den tiltagende dampskibsfart, og at de ældre moler var stærkt medtaget af de sidste efterårsstorme. En udvidelse og forbedring ville være medvirkende til at skåne byen for samme ulykke som efter de hårde storme 1839. Dampskibet “Hebe” var begyndt med en ugentlig tur Aalborg-Thisted og omvendt; det anløb Løgstør begge gange med fragt og post. Fra foråret 1845 begyndte dampskibet “Limfjorden” med samme tur to gange ugentlig.

Den 26. juli 1851 søgte Løgstør et lån på 8000 rgd. af Aalborg Sparekasse og samtidig indenrigsministeriets tilladelse dertil. Denne blev givet 12. september s.å., mod at låntageren fik sikkerhed i havnepengene iflg. approberet havnetakst. Det blev dog ikke til noget med dette lån, for den 23. oktober s.å. søgte kommunalrådet atter ministeriet om gunstig approbation på et lån af 8000 rgd., som under forudsætning deraf var afsluttet med proprietær Qvistgaard, Jungetgård, til bestridelse af havnebyggeriet, hvortil ministeriet gav tilladelse den 8. november s.å. De 4000 rgd. skulle haves til juni termin 1852, resten til december termin.

Man havde fået 75 alen vest for den gamle havn og 100 alen i dybden fra fjorden ind mod byen, da det ville være af stor betydning, at den nye havn blev lagt vesten for den gamle.

Til havnens bygmester var antaget havnebygger Ole Nielsen, Sæby. Træhandler, konsul Bertelsen og søn havde tilbudt træleverancen for en sum af 2433 rgd. Det vigtigste deraf var 190 stk. 9 tm. fyr- og granpæle. Stenleverancen var indsendt til godkendelse den 14. februar 1852, men der står ikke andet om prisen end, at den var 70 rgd. mindre end anslået. Havnearbejdet påbegyndtes den 26. maj 1852, og man fik den første rate på 1000 rgd. udbetalt af de 4000 rgd., som var lovet til juni termin.

Den første havnekommission bestod af birkedommeren som første og vedvarende medlem, købmand J. Mørch Theilmann som en af borgerrepræsentanterne, boghandler Spliid, skipper Th. Møller Aistrup og snedkermester Lykke.

Havnekommissionen ansøgte den 11. marts 1885 indenrigsministeriet om lov til at anvende 1000 kr. til boring og anlæggelse af tre brønde i nærheden af havnen, da skibene, som kommer til Løgstør, må hente vand hos private. Kommunalbestyrelsen skulle nemlig på denne tid til at foretage artesisk brøndboring, da der manglede godt vand i byen. Tlladelsen blev givet. En af disse brønde står endnu i brugbar stand. Havnekassen havde dette år 23300 kr. i formue, hvoraf 21000 i Sparekassen.

Frederik d. 7.´s Kanal

Tanken om anlæggelsen af en kanal til at lede sejladsen uden om Løgstør Grunde var allerede fremme i årene 1780, 1788, 1820 og 1828. Anlægsudgifterne ansloges dengang til mellem 400000 og 500000 rgd.

1852 lod kommunalbestyrelsen i Løgstør sammen med bestyrelserne i de vestlige limfjordsbyer ingeniørerne Englich Hansen og Walernis udarbejde planer og overslag til en kanal, det lød på 106540 rgd. 1 mk. 8 sk. med 45 fods vandspejl. Dette forslag blev stærkt kritiseret af justitsråd Carlsen, København, med, at bredden var for lille og prisen 50 – 75% for lav. Ministeriet opfordrede derefter Carlsen til at undersøge kanalplanen.

Resultatet blev, at kanalen skulle være 90 fod bred i vandspejlet, så at to skibe kunne passere hinanden. Bundbredden skulle være 50 fod, dybden 10 fod under vandspej let, længden 13200 fod med en 9 fod bred trækvej langs hver side. Dette projekt ansloges til 385000 rgd. Det blev i hovedsagen efter dette forslag, kanalen udførtes, og loven derom stadfæstedes den 8. marts 1856. Ledende ingeniører ved arbejdet var først kaptajn Lønborg og dernæst ingeniør Reimers. Limfjordens tilstødende købstæder og landdistrikter i følgende amter måtte deltage i den ene trediedel af anlægsudgifterne, nemlig Thisted, Viborg, Ringkøbing, Aalborg og Hjørring.

Det første, som findes i kommunalprotokollerne angående Fr. d. 7´s kanal er fra den 18. november 1852. Kommunalbestyrelsen havde sendt en genpart af Englich Hansens og Walernis´s forslag til kommunalbestyrelsen i Viborg med forespørgsel, om Viborg ville være garant. Der svaredes derfra, at de antog, at kanalens anlæg ikke ville medføre en sådan direkte og væsentlig nytte for Løgstør, at de turde indlade sig på for denne kommissions vedkommende at deltage i den garanti. Videre mente Viborg, at Løgstør havde stillet garanti for en ikke ubetydelig sum i det nye havneanlæg. “Dog at Kanalanlægget imidlertid nyde den heldigste Fremme er vistnok baade vort og hele Kommissionens Ønske, og i den Tanke, at selve Overslaget som udført maatte medvirke til Værkets Realisation, have vi erklæret os villige til at deltage i de med Overslaget forbundne Omkostninger; og vil samme Kommissions Anpart i samme uopholdelig blive udbetalt naar Regning derover bliver os tilstillet.”

Den 8. december s.å. meddeltes det fra Viborg, at man derfra havde tilskrevet redaktør Ree, som repræsenterede kredsen i rigsdagen, og anmodet ham om i denne at gøre sit bedste for sagens fremme.

På en forespørgsel til Aalborg forelå den 6. oktober 1854 et svar. Man mente, at et kanalanlæg ikke ville være til nogen nytte for Løgstør, men give tab, da mange havde fast fortjeneste ved lægtning over grundene; i Aalborg anså de sagens fremme som dem uvedkommende.

Da der i rigsdagen forelå et udkast til en lov om kanalanlægget, sendte kommunalbestyrelsen den 24. september 1855 indenrigsministeriet en redegørelse angående forhandlingerne med de til Limfjorden stødende amter. Disse mente sig uforpligtede til at deltage i udgifterne, og særlig fra Aalborgs side hævdedes det, at den sædvanlige lægtning over grundene ved Løgstør ikke var til skade for sejladsen. Fra Løgstørs side hævdedes det, at et kanalanlæg med så stor dybde, at større skibe kunne føres igennem, ville være til gavn både for den inden- og udenrigske skibsfart, da mange skibe ville slippe for at runde Skagen.

For øvrigt var forhandlingerne på dette tidspunkt resulteret i, at anlægget måtte være en statssag, således at staten skulle udrede 2/3, amterne 1/3 af omkostningerne.

Licitationsbetingelserne offentliggjordes 6/8 1856. Tilbudsfrist og åbning af tilbudene 22/9 s.å. kl. 12 middag. Kontrakten underskreves 9/10 s.å. Første trediedel skulle være færdig 31/12 1857, anden 31/12 n.å., tredie 30/9 1859. Kanalarbejdet blev påbegyndt 1/4 1857. I forbindelse med kanalen anlagdes en havn i den østlige ende. Tidsfristen overskredes med godt 1½ år, en af grundene var det hårde kridtlag, som kanalen skulle føres igennem.

Der var til den 1. juli 1861 udtrommet til et møde på rådhuset til udnævnelsen af en festkomite i anledning af kongebesøget ved kanalens åbning. Welling, Næsborg, sadelmager P. Klausen, postmester Østergaard, købmand Wegener, Mohr, købmand J. Mørch Theilmann og læge Gotschalk, Løgstør valgtes.

Indvielsen foretoges den 14. juli 1861 i overværelse af kong Frederik den Syvende

Det største antal skibe, som passerede kanalen, var 2923 i finansåret 1898-99. År 1900 var gennemgravningen af grundene fuldført til en dybde af 13 fod og en bredde af 200 fod. I løbet af to år derefter gik antallet af passerende skibe ned til 138 for et år. Antallet steg dog gennem årene indtil 1912 til 630 pr. år. Men udgifter og indtægter stod ikke i forhold til hinanden længere. I det førstnævnte finansår med 2923 skibe var indtægten af havne- og bropenge 35337 kr. 87 øre, udgifter, vedligeholdelse og lønninger 18688 kr. 65 øre. For finansåret 1911-12 med 630 skibe, hvoraf de 239 var afgiftsfri, var havne- og bropenge 324 kr. 71 øre, lønninger og vedligeholdelse 17315 kr. 18 øre. Derfor blev kanalen 1913 lukket for gennemsejling, og der anlagdes to dæmninger tværs over den, en på midten og en på vestenden, for at have forbindelse med arealerne på nordsiden, da trækfærgen samtidig blev nedlagt. Angående kanalfogeder se side 30.

Noter fra de år, da kanalen anlagdes

24/2 1857 foreslog pastor Trojel at søge besked fra indenrigsministeriet om, hvordan man skulle forholde sig med de fremmede arbejdere, som til foråret kom til byen for at deltage i kanalarbejdet, hvis sygdom indtraf blandt dem.

Der var under kanalarbejdet oprettet et sygehus, mest beregnet for kanalarbejdere. (se s. ). I forhandlingsprotokollen for fattigvæsenet omtales enkelte indlæggelser af arbejdere ved kanalen. Således blev arbejdsmand Ernst Rydige, f. i Mark Brandenburg, indbragt til Løgstør som sindssyg. Han havde i nogen tid arbejdet ved kanalen. Der blev rettet henvendelse til sundhedsstyrelsen i Aalborg om at få ham anbragt på et sindssygehospital.

Ifølge forhandlinger mellem kommunalbestyrelse og sogneforstanderskaberne for Kornum-Løgsted, Ranum-Malle og Bjørnsholm blev sygehuset solgt ved auktion i oktober 1861. Bager Petersen, Løgstør, købte det med pligt til nedrivning straks, men fik efter ansøgning udsættelse til 1. november 1862.

Telegrafforbindelse til Løgstør

11. februar 1858 afholdtes rådstuesamling med forhandling om at få en telegrafforbindelse til Løgstør; postmester Andersen, købmand Andersen og købmand A. Lunøe valgtes til at foretage det fornødne i sagen. Der omtales endnu et par småforhandlinger med længere mellemrum, men ellers ikke mere før den 23. februar 1863. Da var de tre valgte mænd sammen med bestyrelsen for kanalen samlet med kommunalbestyrelsen på rådstuen, hvor det vedtoges at anlægge en telegrafledning fra Løgstør til Aalborg, således at kommunen for egen regning anlægger og driver bemeldte linie, og at kanalbestyrelsen for sin andel får ret til fri befordring alle vegne gennem statens såvel som de private linier værende og vordende overalt i landet. Arbejdet var allerede påbegyndt på Løgstør-Nibe linien. Der antoges et tilbud fra handelshuset Petri & Co., Osiashamn, på 4,50 kr. svensk for 13 alen stænger at levere i Aalborg ufortoldet; der skulle afsendes 350 stk. telegrafpæle, når der blev åbne vande. Anlægget var færdigt midt i 1865. Den 8. maj antoges repræsentant Bonne som telegrafbestyrer for 3 år med en årlig løn af 200 rgd. og 1% af bruttoindtægten for budene.

Den første telegrafstation var på kvistlejligheden hos fabrikant Mathiasen, Rådhusgade 33, derefter i nr. 16 samme gade; da var H. Bloch bestyrer. Han blev antaget 1868; efter hans død fortsatte enken indtil 1927, da telegrafkontoret flyttedes til posthuset.

Jernbaneforhandlinger

Iflg. forhandlingsprotokollen blev der 6. august 1874 sendt svar på en forespørgsel fra nogle interesserede i Vesthimmerland angående tilvejebringelsen af den fornødne sum til anlæg af en jernbane mellem Løgstør og et punkt på hovedbanen mellem Hobro og Randers. Svaret lød på, at man mente i Løgstør, at baneforbindelsen ville skade byens næringsdrivende, og man kunne derfor ikke støtte sagen.

3. december s.å. blev der svaret på en henvendelse fra Viborg om en baneforbindelse mellem Viborg og Løgstør. Herfra svaredes, at det var en erfaring, at det var til skade for en mindre bys næringsdrivende at have baneforbindelse med en større, og at man endnu ikke kunne støtte sagen ved at tage stilling til en bestemt linie; man vidste heller ikke, hvilken linie Hanherrederne ville støtte.

Omkring samme tid havde kommunalbestyrelsen skrevet til kredsens folketingsmand, Villads Holm, at der her i byen næredes frygt for, at regeringens ingeniører skulle foreslå, at en eventuel jernbane skulle føres til Aggersund over fjorden, hvorved der kunne blive tale om oversvømmelse, hvad også ville blive tilfældet, om den førtes over østen for Løgstør. Han opfordredes til, som kredsens folketingsmand, at søge at få den ført vest for Løgstør; samtidig skulle han få undersøgt, om det ville gavne sagen, hvis kommunen lod foretage boringer i fjorden vest for byen til konstatering af bundforholdene.

Som andel i nivelleringsudgifterne ved anlæggelsen af en bane fra Hobro til Løgstør betalte Løgstør den 10. september 1875 184 kr.. Den 20. august 1884 gav kommunalbestyrelsen et cirkulære fra Aalborg amts og byråds kombinerede jernbaneudvalg den påtegning, at Himmerlands befolkning altid havde modarbejdet andre baneprojekter end Løgstør-Hobro. Der var sendt en liste med 3000 underskrifter til regeringen for nævnte linie, og regeringen havde allerede givet komiteen tilsagn om, at når der kom lovforslag frem om jernabaneanlæg, ville Hobro-Løgstør komme i første række. Støttende sig hertil håbede man, at rigsdagen ikke ville være med til at pånøde uønskede retningslinier. – Der sigtedes hermed til en linie fra Arden eller et andet punkt nord for Hobro over Aars til Viborg med en sidebane fra Aars til Hobro.

Resultatet af forhandlingerne blev, at Hobro-Løgstør banen blev vedtaget i rigsdagen 1889. Viborg Amt ydede et tilskud 1200000. Banen åbnedes for trafik 14. juli 1893.

Retsvæsen

Løgstør har fra retsvæsenets indførelse været et selvstændigt birk med hjemmehørende birke- og herredsfoged i en og samme person. Fra 1561 til 1688 findes jordskyldsskatternes restancer for Løgstørs vedkommende afgjort ved Løgstør ting af birkedommeren der. En sådan restancesag fra 1625 har udførligt beskrevet i Løgstør Avis den 16. marts 1940.

Ved kgl. reskript af 15. november 1687 blev Aars herred lagt til Slet herred og Løgstør Birk til een retskreds med en herredsfoged og en herredsskriver. Tinget skulle afholdes “om Onsdagen ved Hornbech udi Oudrup Sogn, og af Christian Jensen Solberg, som herredsfoget, hvortil hand herved allernaadigst beskickes, forsvarligen betjenis”. Iflg. kgl. reskript af 15. april 1719 skulle tingstedet vedblive at være ved Hornbech.

1782 blev det bevilget, at tingstedet skulle flyttes til Løgstør. Der havde da allerede i mange år været holdt ting der; det ses af den første opbevarede retsprotokol, der er fra 1747, at fra da finder retsforhandlingerne sted i Løgstør. På forslag af herredsfoged Nøragger, Toftebjerg, købtes Lars Clemmensens hus til ting- og arretshus for 100 rgd. Af synsmændene taksation til standsættelse ses, at det må have været temmelig brøstfældigt. Ved licitationen over istandsættelsen blev købmand Chr.Lunøe lavestbydende for 280 rgd. 12. juli 1783 afholdtes syn over arbejdet. Herredsfogdens opgørelse over alle omkostninger var 400 rgd. 1 mk. 9 sk. Angående dette tinghus står i Løgstørs første brandprotokol for 1818: “Aars og Slet Herreders Thinghus bestaar af 9 Fag Bindingsværk, Fuurtømmer, teglhængt, en Skorsten. Vurderet til 250 Rgd.” Det lå i Fjordgades søndre side, som en af de østligste ejendomme. Det ophørte at være tinghus 1836 og blev brudt ned året efter af købmand P.M. Lunøe, som da havde købt det.

1838 byggede herredsfoged Schwanenskjold den nuværende dommerbolig med gård. Han boede der, med kontor, indtil 1850. Der blev ved med at være herredskontor der til 1879, da boghandler Spliid, Løgstør købte gården. Fra da af og indtil 1884 var kontoret i Lunøes gård, Søndergade 2; fra 1885 – 90 i Bredgade 21 og 1890 – 94 i Fjordgade 46. 1894 flyttedes det tilbage til den nuværende dommergård, som da blev indrettet til embedsbolig for dommeren.

12. september 1842 behandlede kommunalbestyrelsen en skrivelse fra stiftsamtet om at fremskaffe tegning og overslag til et ting- og arresthus for Løgstør Birk og Aars og Slet herreders landjurisdiktion. Det blev vedtaget, at birkedommeren skulle foretage det fornødne i denne anledning. Der gik dog nogle år, inden sagen blev bragt i orden; først 1848 var det nuværende ting- og arresthus færdigt.

Den første politibetjent i Løgstør blev ansat 2. juli 1852. Han hed Peder Christensen, f. 1814, d. 1898; han var tillige arrestforvarer. 1876 frasagde han sig stillingen som betjent. 1876 – 94 var værtshusholder Peder Baadsgaard betjent; han efterfulgtes af skomager Anton Knudsen, som forud havde været gendarm i Herning. Lønnen var fra Baadsgaards tid 600 kr. årlig.

Christensens afløser som arrestforvarer var skomager J.L. Jensen, f. 1840, d. 1919.

Herredsfogder

For de ældres vedkommende nævnes de år, deres navne er fundne i retsakterne

Erich Laursen, omk. 1573, boede i Terndrup

Jacob Jensen, omk. 1625

Peder Selgensen, omk. 1625 – 40, boede i Vilsted

Byriel Thamesen, omk. 1646, boede i Mjallerup

Niels Sørensen, omk. 1648, boede i Vindblæs

Jacob Christensen indtil 1688

Chr. Jensen Solberg, 1688 – 1717, boede i Hornbech, men døde i Løgstør 1717, 67 år gl.

Jens Toftebjerg, død 1738, 53 år gl., boede på Toftebjerg

Jakob Højer, død 1739, 36 år gammel, boede i Løgstør

Peder Bisgaard, død 1771, 76 år gl., boede i Løgstør

Morten Nøragger, død 1785, 70 år gl., boede på Toftebjerg

J.S. Gleerup, druknede i fjorden fastelavnsmandag 1786, hans lig fandtes først påskelørdag. Han blev 50 år gl.

Jens Chr. Scharling, 1786 – 1825, boede i Løgstør

Westenholtz, død 1828, boede i Vilsted

Hans Herløv Møller, død 1835, 46 år gl., døde på herredskontoret i Løgstør, boede på Tinggården i Næsborg

Lynne, 1836, konstitueret

Martin Joachim Ferdinand Schvanenskjold, 1836 – 50

Peder Lorentz Benzon, 1850 – 61

Johannes Erichsen, 1861 – 84

Peter Kofod Ancher Wulff, 1884 – 89

Oscar Neumann, 1889 – 94

Poul Christian Stemann Rosenørn, 1894 – 98

Christian Frederik Haxthausen, 1898 – 1904

Johan Peder Valdemar Boss, 1904 – 10

Henrik Christian Lehmann, 1910 – 31

De sidstnævnte ti boede i Løgstør.

Vægtere

Det første der findes om vægtere her er fra 4. maj 1781; da blev en meddelelse angående tilflytning til Løgstør ved trommeslag af vægteren udråbt gennem byen. 21. september 1785 frasagde Michael Jørgensen sig vægterstillingen og samme dag blev Thomas Jensen fra Næsborg antaget i hans sted. Det kan se ud, som Michael Jørgensen er den første vægter i Løgstør. Det hørte jo til Vægternes bestilling at råbe brand og lade trommen gå, når der udbrød ildebrand (Brandvæsenests regulativ, art. 1), men ved de to store brande 1747 og 1751 ses intet ang. vægteren i forhørsprotokollen, og det ville jo være mærkeligt, at han ikke skulle blive indkaldt som vidne i sådanne tilfælde.

Vægteren skulle desuden gå rundt i byen for ved trommeslag at udråbe de vigtigste meddelelser ang. byens anliggender. Endvidere udråbe klokkeslettet og synge de sædvanlige vægtervers om natten, så borgerne kunne sove trygt i bevidstheden om, at byens vagt var på sin post mod ildebrand, tyve og skarnsfolk. For disse havde Løgstørerne en grundet skræk i livet som holdt sig til langt hen i 1800erne, hvilket ses i skrivelser fra den tid og af klager fra folk, når vægteren undlod at udråbe klokkeslettet.

Angående vægterlønnen 1785 ses i vedtægtens 1. post. Omkring 1800 var den forhøjet til 40 rgd., 1811 fik Peder Dyhre efter ansøgning sin løn forhøjet til 90 rgd. på grund af dyrtiden; 1875 var lønnen 300 kr.

2. april 1829 vedtoges det at ansætte to vægtere, da een var for lidt i tilfælde af ildebrand og til forebyggelse af tyveri. Daværende vægter, Niels Olesen, blev afskediget på grund af pligtforsømmelse. Til de nye vægtere fæstedes Niels Pedersen og Niels Normann.

Vægternes navne i rækkefølge

Michael Jørgensen, indtil 1785

Thomas Jensen, fra 1785

Peder Dyhre, omk. 1807-11

Niels Olesen, indtil 1829

Niels P. Pedersen, 1829-50, da afsked med pension, 12 rgd

Niels Normann, fra 1829

Niels Jensen, 1850-1875

Hans Laurits Andersen, fra 1875

Christian Kjær, fra omk. 1880

Han var den sidste, som sang vægterversene

Vægterversene

Vægterversene går tilbage til 1680erne og må sikkert tilskrives salmedigteren Kingo. Omtrent 50 år senere føjedes et otte-vers og et fem-vers til, hvormed antallet steg til 10. De lød således:

Klokken 8

Når Mørket Jorden blinder

Og Dagen tager af,

Den Tid os da paaminder

Om Dødens mørke Grav.

Lys for os, Jesu sød,

Ved hvert et fjed

Til Gravens Sted,

Og giv en salig Død !

Klokken 9

Nu skrider Dagen under,

Og Natten vælder ud;

Forlad for Jesu Vunder

Vor Synd, o milde Gud !

Bevare Kongens Hus,

Samt alle Mand

I disse Land’

Fra Fjendens Vold og Knus !

Klokken 10

Om du vilt Tiden vide,

Husbonde, Pig’ og Dreng,

Da er det paa de Tide,

Man føjer sig til Seng.

Befal dig Herren fri,

Vær klog og snild,

Vogt Lys og Ild !

Vor Klokk’ er slagen Ti.

Klokken 11

Gud Fader os bevare,

De Store med de Smaa,

Hans hellig’ Engleskare

En skandse om os slaa !

Selv vogte Byen vel !

Vort Hus og Hjem

Har han i Gjemm,

Vort ganske Liv og Sjæl.

Klokken 12

Det var om Midnatstide

Vor Frelser han blev født,

Til Trøst al Verden vide,

Som ellers var forødt.

Vor klokk’ er slagen Tolv.

Med Tung’ og Mund

Af Hjærtens Grund

Befal dig Gud i Vold !

Klokken 1

Hjælp os, o Jesu kjære !

Vort Kors i Verden her

Taalmodelig at bære !

Der er ej Frelser fler’.

Vor Klokk’ er slagen Et.

Ræk os din Haand,

O Trøstermand!

Saa vorder Byrden let.

Klokken 2

Dig, milde Jesu lille,

Som mig til Salighed

I Mørket fødes vilde,

Skee Pris i Evighed !

Du, værdig Helligaand,

Oplyse mig

Evindelig,

At jeg dig skue kan !

Klokken 3

Nu skrider Natten sorte,

Og Dagen stunder til;

Gud, lad dem blive borte,

Som os bedrøve vil !

Vor Klokk’ er slagen Tre.

O Fader from !

Vend du os om,

Din naade os betee !

Klokken 4

Dig, evig Gud, skee Ære

I høje Himmelchor,

Som Vægter vilde være

For os, paa Jorden boer !

Det ringer nu af Vagt.

For Natten god

Fald Gud til Fod,

Tag Tiden vel i Agt !

Klokken 5

O Jesu, Morgenstjærne !

Vor Konge i den Vold

Befale vi saa gjærne,

Bliv du hans Sol og Skjold !

Vor Klokke er slagen Fem.

Kom, blide Sol,

Fra Naadens Pol,

Oplys vort Hus og Hjem.

Konsumtionsvæsenet

På rigsdagen i København 1660 vedtoges en konsumtionsskat, d.v.s. en afgift af næsten alle indenlandske forbrugsgenstande; Købstads-konsumtionen var fra da af en stående skat i kongeriget Danmark indtil Kongeåen. Ved forordning af 1. janauar 1673 blev Løgstør, Nibe, Sundby, Fladstrand, Skanderup, Rødby og Hillerød sat i konsumtion, fordi der i disse landsbyer dreves anden næring end bondenæring. Forordningen forårsagede en mængde ubehageligheder, inden afgiften rigtig faldt i leje, og førte bl.a. til sammenstød mellem indbyggerne i Nibe og Løgstør og konsumtionsbetjentene fra Aalborg. For at blive fri for deres visitation androg beboerne i de to byer om at måtte betale en fast årlig afgift. Denne blev efter skattekamrets beregning 200 rgd. for Løgstør. A. Rolighed Larsen skriver i sin bog om Løgstør, at afgiften i året 1700 var 700 rgd. og i 1767 635 rgd. Afgiften og dens opkrævning blev bortforpagtet til en forvalter, som så selv måtte sørge for dens inddrivning ved hjælp af en af ham og byen antagen betjent. Deres lønninger skulle jo også indkomme ved afgiften.

Bomhuset og bommene (ledene) omtales ret tidligt i Løgstør. Første gang bomhuset findes omtalt, er i herredsfoged J. Toftebergs tid; han boede i Toftebjerg fra 1717 til sin død 1738. Han var i den tid ejer af bomhuset, som efter hans død blev solgt ved auktion til Laust Vestergaard og Clemen Christensen, to af Løgstørs rigeste mænd. 1762 døde Vestergaard, 1751 Christensen. Palle Møller, den første Lunøes svigerfader, købte ved auktion Vestergaards ejendom, der nævnes intet om bomhuset i den forbindelse. Iflg. brandprotokol 1818 har Lundslægten ejet det siden; det var på 3 fag, tegltag, vurderet til 210 rgd. Købmand Lund Salvesen solgte det i foråret 1891 til kommunen for 1600 kr. Det blev da brudt ned, og grunden lagt til gadens udvidelse. I de sidste år var det lejet ud til en træskohandler, som mente at have hævdsret til at bo der, til han døde; han måtte dog fortrække, da kommunen pressede på for at købe det. Det lå nemlig i vejen for den tiltagende færdsel. Indtraf der en løbskkørsel, eller kørte en for rask ned ad bakken, kunne det hænde, at vognstangen endte i bomhusets mur. Det bomhus, som blev nedrevet 1891, er næppe det samme, der omtales omk. 1700; det er sikkert ombygget engang.

Bomhuset lå i den nordøstlige side af korssvinget ved nuværende Sønderport, Østerbrogade og Bredgade, med bommen vestfor. Begge lå nord for vejen til Nibe og for enden af Viborg vejen, som de to gader kaldtes dengang. Dette kan regnes ud af følgende, som findes i forhandlingsprotokollen den 27. april 1831: Konsumtiunsbetjent Ove Chr. Bjærg, der ejede det søndre bomhus, var denne dag mødt hos kommunalbestyrelsen og bad om at måtte få overladt det stykke jord, som er mellem landevejen og hans ejendom, hvilket stykke jord er 7 alen i lige linie med hans hus’ s sydvestre hjørne og sønder på og derfra øster på i lige linie med Frederik Lunds og smed Thorstensens bygninger (nu Lunds gamle bygninger og østre ende af Schaltz’ s hus). Det stykke jord, han lejede mod en årlig afgift af 2 mk. sølv, var altså det meste af nuværende Bredgade på nævnte strækning; den gamle vej må derfor have gået lidt længere mod syd.

Den vestre bom gik gennem det gamle bydige langs bygrænsen vest for byen. Diget gik i nordlig retning fra bakken mod fjorden tæt vest for nr. 17 Fischersgade. En lille rest af diget skal kunne ses endnu. Vestre bom kaldtes også Trangeled eller Springforbi; der var en stenkistebro ved den.

Blindebom, den østre bom, var nord for den nuværende dommergård.

For at komme gennem disse bomme måtte folk, som ville ind i byen, betale bompenge af, hvad de førte med sig til afsætning hos byboerne. Gamle folk kan endnu fortælle, efter deres forfædres udsagn, hvordan folk bar sig af med at komme uden om kontrollen. Blindebommen forsøgte man at snige sig forbi. Sække med landbrugsprodukter blev trillet ned af bakkeskråningen. Og skulle man syd fra til marked med kreaturer eller med torvevarer, kunne man være så udspekuleret at sende en mand i forvejen, som skulle lokke betjenten med hen i et af de nærmeste værtshuse, imens de indviede smuglede sig igennem.

Portkonsumtionen ophævedes iflg. kgl. forordning 1828. Men af visse ting skulle der alligevel svares afgift, som da for Løgstørs vedkommende opkrævedes af toldvæsenet.

Af konsumtionsforvaltere er kun fundet:

Jørgen Bang, til 1798, døde da 51 år gl.

C.Harboe, 1798-1832; udnævntes 1832 til krigsassessor.

Jens Baar von Westen, 1832-45, f. 1770

Konsumtionsbetjente:

Hans Frederik Alhorn, f. 1740

Christian Andersen, f. 1750, d. 1830

Christian Janson, f. 1750, d. 1816

Povl Bisserup, f. 1774, d. 1822

Jeger, omk. 1780 – omk. 1810; f. 1748

A.F. Beinerts, f. 1818, d. 1851

Over Chr. Bjærg, omk 1831

N.P. Hurtigkarl, omk 1830-45

Toldvæsenet

Der har været toldsted i Løgstør siden 1523. Da var byen allerede begyndt at få betydning som handels- og ladeplads, så at det var nødvendigt, at der blev holdt øje med toldpligtige varer. Før 1857 lå toldbygningen i Fjordgades østlige ende, nu nr. 58. 1857 opførtes den nuværende toldbygning i byens vesterende, syd for den i 1852 byggede Vesterhavn. Bygningen var oprindelig enetages; omk. 1920 kom der en etage mere, med bolig til toldforvalteren. Om det ældre toldvæsen her er det vanskeligt at få konkrete oplysninger, da intet er samlet derom af indberetningerne, som findes i tolddepartementet i København.

Toldforvaltere:

F.C. Lund, told- og konsumtionsforvalter fra 1/6 1841

K. Schack, toldforvalter fra 1/9 1861

H.M. Masorsky fra 1/5 1880

R.S. Sinding fra 1/12 1893

N.F. Gronenberg fra 1/7 1899

J. Hansen fra 1/8 1901

M.N. Nørregaard fra 1/1 1906

O.T.S. Hærvigen fra 1/12 1918

C.M. Clausen fra 1/7 1924

Postvæsenet

Løgstør anføres 1833 som postekspedition. 1. juli 1845 oprettedes en kgl. postekspedition. Indtil 1. april 1843 var brevpostforbindelsen mellem Løgstør og Nibe besørget ved et gående bud. Fra nævnte dato kom den til at forgå ved et ridende postbud, som skulle afgå fra Løgstør søndag og torsdag eftermiddag kl. 11 og returnere fra Nibe henholdsvis tirsdag og fredag eftermiddag, så snart posten fra Aalborg var ankommen dertil.

Fra samme tid blev købmand Bjørn, Løgstør, antaget som postkontrahent mellem Aggersund og Løgstør. Sommeren 1843 var der to gange ugentlig postforbindelse fra Aalborg og Thisted med dampskibet “Hebe”.

Fra 1845 blev Løgstør postkontor regningsførende for pakker og breve. Portoen for et brev var da 2 sk. mellem Nibe og Løgstør. 16. august s.å. fik postkontoret et skilt over kontordøren. I dette år var der også om sommeren post med dampskibet “Limfjorden” to gange ugentlig mellem Aalborg og Thisted, sidestillet med “Hebe”; dog blev kontrakten med “Limfjorden” igen opsagt fra 1. juni 1846.

Til 1. januar 1847 havde købmand Klitgaard, Nibe, den ridende brevpost mellem Løgstør og Nibe; fra nævnte dato overtog murermester Møller, Løgstør, turen. Fra 13. juni s.å. var gæstgiver Sønderholm, Løgstør, ridende brevpost mellem Aggersund og Løgstør. S.å. fik Løgstørs postkontrahenter bevilget 400 rgd. som lån af befordringsvæsenets kasse til anskaffelse af to nye fjedervogne, at betale i afdrag i 4 år. Fra omkring denne tid var der kørende pakke- og personvognpost en gang ugentlig. Kontrahent Sønderholm havde fra 1849 postkørslen mellem Løgstør og Nibe, to dages ugentlige ture frem og tilbage. Samme år oprettedes et brevsamlingssted i Fjerritslev med to dages ugentlig postbud til og fra Løgstør.

Fra 1850 bestemtes det, at brevposten Løgstør-Nibe vedblivende skulle være ridende eller kørende efter omstændighederne. Det overdroges til Løgstørs vognmandslaug, såfremt det var villigt til at køre for samme betaling som forrige år. fra 4. april d.å. blev vognmændene Peder Lykke og Niels Mikkelsen postkontrahenter mellem Løgstør og Nibe for 3 rgd. for ridende og 3 rgd. 32 sk. for kørende tur. Fra 1. november 1851 var prokurator Nors, Vestergaard i Salling, postkontrahent mellem Aggersund og Aalborg en gang ugentlig for 48 sk. pr. mil. Der skulle køres med smalsporet fjerdervogn med læderpresenning og med kæde og lås, med et par stærke heste med smukt seletøj, med en fart af 1 mil pr. time og medtages indtil 1000 pund. Nævnte kontraktregler gjalt for den følgende tid for egnens andre postkontrahenter. Samtidig blev brevposten mellem Løgstør og Aggersund overdraget til værtshusholder Hansen, Løgstør.

1852 blev der oprette en ny kontrakt med kontrahent Møller for Løgstør-Nibe turen; han skulle medtage 5 personer. Betalingen var 472 rgd. 62 sk. årlig. 1853 overdroges kørslen til vognfabrikant N.P. Lykke for 60 sk. pr. mil to gange ugentlig. Samtidig fik vognmand N. Mikkelsen turen Løgstør-Aggersund for 72 sk. pr. tur, med fire dages kørsel. Denne tur fik N.P. Lykke 1857 for en ugentlig betaling af 5 rgd.

Fra 1860 blev der 5 dages post mellem Løgstør og Nibe og omvendt. De tre dages ture udførtes af kontrakenter fra Nibe og de to dages af Løgstørs. 1861 udvidedes forbindelsen til 6 dage. Der måtte da kun medtages 3 personer pr. tur. Var der flere og for mange pakker fulgte en bivogn med; det havde det meste af tiden været reglen. Folk, som skulle med postvognen, skulle forud bestille plads gennem posthuset for at være sikre på at komme med. Betalingen til kontrahenterne var da steget til 68 sk.pr. mil.

Fra 1. december 1862 foregik postkørselen på Løgstør-Nibe-Aalborg ruten med lukket postvogn. Da Løgstør vognmandslaug ikke ønskede del i denne kørsel, blev den udført af Nibe vognmænd. Derimod fik Løgstør Aggersund-Løgstør turen, som da blev kørt med halvlukket vogn. Turen kørtes af P. Lykke.

30. oktober 1864 udsendte det tyske militærgouverment cirkulære om, at den danske post i Jylland ophørte fra 1. november. Dagen efter ophævedes cirkulæret ved et nyt, hvori meddeltes, at den danske post skulle fortsætte.

Postmester Spøhr havde klaget over, at postvognen mellem Aggersund og Løgstør var for ringe. I en skrivelse til postdirektoratet 1867 protesterede kontrahent P. Lykke derimod. Sønnen, Hans Lykke, havde medunderskrevet, da han i flere år havde kørt sammen med faderen. De ville ikke gå ind på at anskaffe en ny vogn uden ved afdragsfri lån af befordringsvæsenets kasse. Det varede dog nogle år, inden der kom en ny vogn. Hans Lykke overtog postkørselen efter faderen den 1. juli 1868.

17. maj 1869 oprettedes den første landpostrute fra Løgstør, tre gange ugentlig; den ene gang kørende. Turen gik over Løgstør-Vilsted-Flejsborg-V.Hornum-Hornumbro Mølle-Haubro-Mølgaard til Farsø og tilbage over Vadgaard-Bjørnsholm-Ranum-Malle til Løgstør. Til postbud antoges Christian Mortensen Gjøttrup for en løn af 350 rgd. årlig. 12. september 1871 ophængtes den første postkasse i Løgstør på købmand Simonsens nye gård, ud mod skolegade. 1872 blev der kørende landpostrute mellem Løgstør og Grønnerup med Søren Nielsen, Løgstør, som postbud. Med den forannævnte Farsø rute og postvognen til Nibe over Hemdrup m.fl. var der nu postforbindelse med oplandet.

Fra 1875 var der tre dages ugentlig postforbindelse mellem Løgstør og Hobro. Denne udvidedes 1. juli 1876 til hverdagsforbindelse. H. Lykke, som hidtil havde kørt den tre dages tur, fortsatte med hverdagsturen. Denne skulle køres med en firesædet, lukket fjedervogn, leveret fra København gennem postvæsenet. Lykke overtog selv vognen mod et lån på 1204 kr., at afdrage i 4 år, af befordringsvæsenets kasse. For hverdagsturen fik han 6307 kr. 20 øre og til vognhold 1368 kr. 72 øre årlig. Fra 1. august 1877 blev der også daglig kørsel mellem Løgstør og Aggersund, ligeledes ved Lykke for 1460 kr. årlig.

Den forannævnte postkasse flyttedes 1876 til bagermester Thorstensens ejendom, Torvet, samtidig ophængtes en ny på enkefru Lunøes hus på Østerbrogade.

Fra 1. juni 1877 blev der daglig postforbindelse mellem Løgstør og det derunder hørende distrikt. Der gik postbud fra Løgstør til Ranum og fra Løgstør til Næsborg, med de mellemliggende sogne. Der oprettedes brevsamligssteder i Hemdrup, Vilsted, Flejsborg, V. Hornum og Haubro. Når undtages enkelte ændringer i ruterne, vedblev denne postordning for Løgstørs vedkommende indtil banens åbning 1893. Da indstilledes de nævnte diligenceture, på nær den til Aggersund, der fortsattes til 1. juli 1903, kørt af Lykke. Fra da af påtog driftsudvalget for dampfærgen sig, iflg. kontrakt af 29. maj s.å., at befordre breve og pakker mellem Løgstør og Aggersund.

Postmestre

Christoffer Møller, landinspektør, 1/7 1845 – 19/5 1846

Søren Andersen, 1/1 1847 – 5/5 1859

Jens Andreas Østergaard, 19/10 1859 – 31/5 1867

Carl Georg Henrik Spøhr, 21/9 1867 – 5/7 1889

Emanuel Ditlev Dahlgreen, 1/11 1889 – 30/11 1914

Hans Peder Valdemar Weise, 1/12 1914 – 30/6 1921

O. Chr.Ludvig Rod, 1/9 1921 – 1939

Brevposttakst fra 1838

Indtil 3/4 lod enkelt porto

3/4 – 1 lod 1½ porto

1 – 1½ lod 2

1½ – 2 2½

2 – 2½ 3

2½ – 3 3½

3 – 3½ 4

Derefter halv porto for hvert halve lod mere. (1 lod = ca. 15 gram). Omkring 1850 var brevportoen mellem Løgstør og Nibe 2 sk. = enkelt porto.

Postmesterens løn var på samme tid 600 rgd. + 150 rgd til kontorhold.

Kirken

Fra reformationen og indtil 1852 har Løgstør hørt under Løgsted sogn i kirkelig henseende, fælles kirke, kirkegaard, kirkebøger og fattigblok. Løgstør mænd skænkede i 1608 en prædikestol til kirken; det var jo i den gyldne fiskeperiode. For få år siden blev den ved en restaurering bragt tilbage til sin gamle skikkelse. Forneden på den står med ophøjede, forgyldte bogstaver: Anno 1608 gaf Løgstøers Mend den Predich Stol til Løgsted Kjerke. Gud til Lof og Ere. Amen. Margrethe Christensdatter, født i Lendrup omk. 1667, boende i Løgstør, hvor hun ejede en gård, skænkede 1745 en sølvlysestage til kirken. Det var hende, som gav mordbrænderen N.K. Drøstrup og sin broders sønnedatter sin gård i bryllupsgave. Fra 1775 var i kirken ophængt en fattigblok til Løgstøers fattige; hvornår den blev taget ned, vides ikke. Under kirkens forannævnte restaurering fandtes ophængningsstykket til den; det er et tyndt, pænt udformet stykke egetræ med forgyldte rande. Midt på stykket er malet en vandringsmand med en lang stav i hånden og en randsel på ryggen. I halvmåneform over mandens hoved står med forgyldte bogstaver: Til Løgstøers Fattige.

1856 flyttedes præstegården til Løgstør, og 1851 lejedes et hus i Skolegade (nr. 26), som brugtes til kirkelige handlinger, til den nye kirke toges i brug. Fra 1856 fik Løgstør egne kirkebøger. 1869 skænkede købmand M. Simonsen byen et stykke jord til kirkegård, som blev taget i brug 28/12 1869.

Kapellets forhistorie

17. januar 1851 var byens indvånere udtrommet til at møde på rådhuset lørdag, den 25. januar for at tage stilling til et forslag om i et vist åremål til kirkebrug at leje en bygning, som det år skulle opføres i byen. 5. og 13. februar s.å. udtrommedes der atter til rådstueforhandlinger i samme anledning. I november s.å. skrev man til pastor Trojel i Kornum, at den midlertidige kirkebygning var så vidt færdig, at han kunne fastsætte indvielsesdagen, helst i december, så at de ordinære gudstjenester kunne begynde den tilstundende jul.

Kapellets første årsregnskab

Som lokale til bedehuset er lejet en ny bygning tilhørende murer Møller mod en årlig afgift 106 rgd. Bekostningen ved dens indretning i det indvendige er tilvejebragt således:

Indtægt	Rgd.	mk.	sk.
Ved ligning af 1. februar 1852 på byens grundejere og næringsdrivende beboere	158	3	0
Frivillige bidrag	244	1	0
Lån af konsul Bertelsen og søn mod 4% årlig rente og årligt afdrag = 40 rgd.	185	1	8
Tavlepenge i den nye kirke	40	1	11
Indtægt	628	1	3

Udgift
Leje 1. november 1851 – 1. november 1852	106	0	0
Konsul Bertelsen og søn afdrag og renter	47	2	8
Indvendig indretning	429	2	8
J.B. Schilder for opsyn	2	0	0
Kirstine Andersen for ringning	2	0	0
Buchholtz for kirkens rengøring	10	0	0
Sommer som kirkesanger	10	0	0
Resterende bidrag	0	1	1
Til omdrag	0	5	0
Udgift	607	5	1

Iflg. en skrivelse fra pastor Gravenhorst vedtog kommunalbestyrelsen 16. september 1859 at anskaffe et harmonium til bedehuset. Skrædder Kampmann Jørgensen blev antaget til at spille for 15 rgd. årlig.

N.M. Piselhøj var den første kirkeværge, dernæst skrædder Kampmann Jørgensen

Kirkens forhistorie

Ti år før kapellet toges i brug havde Løgstørerne begyndt et forarbejde for at få egen kirke bygget. Det første, som findes herom, er en skrivelse til stiftamtet med følgende ordlyd: Indvaanere i Løgstør ansøger allerunderdanigst Hans Majestæt Kongen om Medvirkning og Understøttelse til en Kirke i Løgstør. Det ansaaes at være en vigtig Sag for Byen, som er organiseret som en selvstændig Kommune med eget fra Landsognet afsondrede Skole- og Fattigvæsen, at erholde egen kirke. Da imidlertid Byens økonomiske Kraft uimodsigelig er alt for ringe til, at den med egne Midler alene vilde være i Stand til at faa Ønsket realiseret, er det kun med Hans Majestæts allernaadigste Bistand, at man tør nære Haab om et gunstigt Resultat. I Betragtning af Sagens Vigtighed ansøger Indvaanerne allerunderdanigst om et Laan paa 2000 Rgd. af de offentlige Midler, som efter Omstændighederne kunne opnaaes.

1847 havde staten bevilget 5000 rgd. til en kirke, men på grund af treårskrigen blev sagen opgivet, og man nøjedes indtil videre med at indrette det forannævnte kapel. Atter i 1864 var det på tale at opføre en kirke.

18. marts 1870 blev der gennem provst Mørch, Barmer, indsendt opfordring til ingeniør Bording, København, om at udarbejde en ny tegning med overslag over alle omkostninger til en ny kirke i Løgstør, som ikke måtte overstige 9-10000 rgd., heri beregnet 12-1500 rgd. til byggeplads. Denne var da for længst afsat og lagt ind på byplankortet; men den var blød og med mange store ujævnheder, så der fordredes store udgifter til den opfyldning.

Så snart tegninger og overslag var færdige, indsendtes de til kultusministeriet. 13. Juni 1872 rykkede kommunalbestyrelsen ministeriet for dem og for svar ang. kirkebyggeriet, da der ingen bestemmelse kunne tages inden man kendte ministeriets ønsker og mulige ændringer.

På en forespørgsel fra de kirkelige myndigheder gennem pastor Koch, Løgstør, meddelte kirkekomiteen den 9. oktober 1882, at som bidrag fra borgerne stod der 1280 kr. i sparekassen. Rigsdagen havde bevilget 10.000 kr., men der var endnu ikke indgået meddelelse derom til kommunalbestyrelsen.

1. november s.å. rykkede komiteen ministeriet for de tegninger og overslag som var indsendt dertil gennem provst Mørch 1871. De havde altså ligget i ministeriet i godt 10 år.

Endelig lykkedes det en i 1890 nedsat komite at føre sagen igennem. 1892 påbegyndtes opførelsen af en kirke efter tegning af arkitekterne O.P. Momme og L. Olesen; 22. oktober 1893 blev kirken indviet. Kommunen havde skænket grunden; kirken kostede 61.000.- kr., hvoraf staten gav 25.000.-, medens resten indkom ved gaver.

1900 skænkede læge Bergh kirken dens tårnur, som indtil 1894 havde siddet i Holmens kirke i København; på værket læses årstallet 1738. Alterbilledet, malet 1907 af Axel Hou, er en gave fra Løgstør By´s og Omegns Sparekasse.

Kirke 1910

Løgstør kirke år 1910

Kirkegården

5. september 1869 indsendte kommunalbestyrelsen til indenrigs- og kultusministeriet en skrivelse om at få lov til at benytte til kirkegård, for byens beboere, et stykke jord oven for byen, vest for Viborg landevej, som ved gavebrev var tilskødet byen af købmand M. Simonsen, Løgstør.

Gavebrevet anføres ordret efter originalen.

Gavebrev

Underskrevne Kjøbmand M. Simonsen skjænker, giver og afhænder fra nu af ved dette mit Gavebrev til Løgstør Commune det mig efter Skjøde af Dags Dato, der paa min Bekostning blivet at Thinglæse samtidig med dette Gavebrev, overdragne og hjemlede Jordstykke, der er en Deel eller Parcel af Matr. Nr. 99 under Løgstør By og grændser mod Øst til Løgstør-Viborg Landevej, mod Nord til Markvejen ved Møller Marcussens Ejendom, mod Vest til Murermester K.C. Knudsens Jorder og mod Syd til Kalkbrænder Chr.Jakobsens Jorder og har en længde på 155 Alen langs Landevejen og en Bredde af 92 Alen, med alle de Rettigheder og Forpligtelser, hvormed det er tilskjødet mig, hvorfor jeg ogsaa herved overleverer Løgstør Communalbestyrelse nysbetegnede mit Hjemmelskjøde, som vedlægges attesteret Matriculskort over det solgte, som er ubehæftet. Gaveoverdragelsen er iøvrigt skeet på følgende Vilkaar:

1. Alle af forbemeldte Jordparcel gaaende Skatter, Afgifter og Communepræstationer og Tiende m.v. udredes af Løgstør Commune fra 1. Juli d.A at regne, efter det Parcellen paahvilende Hartkorn og Gammelskat.

2. Den heri ommeldte Jordparcel, der af mig er indhegnet med en af hugne Kampesten opført, med Cement aftrukken Muur, forsynet med Beton-Bedækning og hvorpaa findes en af mig anbragt dobbelt Indkjørsels Jernport med Nøgle og to enkelte Indgangs Jernlaager, skal fra nu af og i Fremtiden ene og alene benyttes til almindelig Begravelsesplads eller Kirkegaard for de af Løgstør Byes christelige Indvaanere eller Beboere, som maatte attraas jordede der efter det eller de Reglementer for Begravelsesvæsenet her, som enten ere eller i Tiden maatte blive gjældende. Nysommeldte Kampestensmur er ikke opført i Jordstykkets Ydergrænser, men er mellem Muur og Jordstykkets respt. Grændser en passende Plads, tildels for at kunne komme til Muren ved den Reparation og for rundt om den at have en Gang for gaaende.

3. Jeg forbeholder mig eller min Hustru efter mig at paavise og udtage et bestemt Areal af det formeldte indhegnede Jordareal, som alene må benyttes til Begravelsesplads for mig og min Hustru og vore Børn, og maa den af mig eller min Hustru paaviste Plads ikke nogensinde i Tidernes Løb benyttes til Begravelsesplads for andre, men skal stedse henlægges og tydeliggøres som ene afgivet til Begravelsesplads for mig og Hustru og vore Børn og maa denne Plads ingensinde under nogetsomhelst Paaskud fordres Afgift eller Betaling til Kirkegaarden eller Løgstør Commune eller andre.

4. Skulde Jordparcellen ikke blive afbenyttet som heri forudsat og bestemt, eller dens Benyttelse til Begravelsesplads i Tiden blive opgivet, skal Retten til den igjen falde tilbage til mig eller min Hustrus Arvinger.

5. Dette Gavebrev er i henhold til Lov af 19. Febr. 1861, om Stempelpapir pg. 74 Litra C udfærdiget paa ustemplet Papir. – Dette Gavebrev, der bliver at thinglæse paa min Bekostning, bekræftes med min Underskrift i Overværelse af undertegnede af mig tilkaldte Vidner.

Løgstør d. 1ste September 1869

M. Simonsen

Til Vitterlighed

J.C. Møller H.J. Mønsted

Præster i Løgsted-Løgstør siden Reformationen

1. Mourits Kaasgaard, født og død i Ravnstrup Præstegaard

2. Peder Nielsen, flyttede til Kornum Præstegaard

3. Peder Simonsen, levede i året 1573

4. Jens Pedersen, erhvervede sig herligheden til Ravnstrup Anneksgaard, levede i året 1577

5. Hans Pedersen, levede i året 1600

6. Christen Christensen Stub, blev provst i 1618 og døde 1650

7. Jens Ollufsøn Schøtt, var præst i 31 år, døde 1681

8. Poul Hansøn Grum, f.i. Vilsted Præstegård 1650, præst 1681, d. 1697

9. Peder Sørensen Tuxen, f. 1667, d. 1737, præst 1698-1737

10. Frederich Breum, f. 1706, d. 1750, præst 1737-50

11. Christian Thaarup, f. 1717, d. 1762, præst 1750-62

12. Søren Anker Munch, f. 1716, d. 1787, præst her til 1787

13. Claus Vilhelm Claudi, 1787-99, provst fra 1795

14. Thomas Lund, 1799-1831, provst fra 1828

15. Frants Vilhelm Trojel, 1831-55

16. Jørgen Christian Gravenhorst, 1856-64

17. Nikolaj Christoffer Kall Fogh, 1864-73

18. Viktor Christian Hjort Koch, 1873-83

19. Jakob Hansen Andersen, 1884-86

20. Hermann Holm, 1886-91

21. Johannes J. Th. Gottlieb Lebech, 1892-98, provst fra 1893

22. Johannes Frederich Fich, 1898-1923, provst fra 1899

23. Christian P. Pedersen, 1923-32

24. N.N. Vestergaard, 1932-38, provst fra 1915

Gravere

Chr. Olsen var graver indtil 1885. Derefter antoges Michael Riis, som de første år tillige skulle feje og vedligeholde byens rendestene. Efter hans død fortsatte enken og senere sønnen, nuværende kirkebetjent og graver J. Riis.

Skolevæsenet

Som jordskatteydere nævnes år 1600 Hans Degn, som var flyttet fra sit hus, og nævnte år gav Christen Degn jordskat af huset. De har vel forrettet degnetjeneste i Kornum og Løgsted kirker og måske øvet skolegerning i Løgstør. I ekstraskatterne for Ålborghus amt nævnes 1683 og 1687 under Løgsted Niels Lauritsen, degn.

1691 døde i Løgstør skolemester Christen Andersøns hustru, Karen Nielsdatter, f. 1622. 1709 døde skoleholder Christen Christensen, hans alder har præsten glemt at skrive. Hans efterfølger, Jens Christensen, var gift med Ellen Nielsdatter fra Kjærsgaard, Mjallerup, som døde 1725; hans død har ikke kunnet findes. Thurre Christensen nævnes som skoleholder under brandene 1747 og 1751; hans hus brændte begge gange. Af brandforhørene fremgår det, at han da var en ældre mand; hans kone døde 1752, men hans dødsår har ikke kunnet findes. I en præsteindberetning fra år 1771 skrives om skoleforholdene i Løgstør: Hvad Løgstør angaar, da er den for sig selv forsynet baade med Skolehus og Skoleholder.

Skolehuset, som for faa Aar siden er købt, holdes vedlige af Byen og andre aparte gaver. Skoleholderen, som for Tiden er en læg Person, 30 Aar gl., har tjent her paa tredie Aar. Hans Løn bestaar i 20 Rgd., som er given fra Søedall, 10 Rgd., som Byen aarlig giver, og i en Julerente, som kan ansees for 3 Rgd., hvorfor han er pligtig at agere Bedemand i Byen, foruden han efter Forordningen nyder Tegn=Penge af Skolebørnene, 10 fattige dog undtagen, som han for de Søedallske Penge skal læse for intet for. 1 Læs Ildebrand bør han nyde for hvert Barn.

Desværre har præsten glemt at nævne skoleholderens navn. 1786 nævnes i Løgstør brandprotokol en skoleholder ved navn Smidt; det kan jo udmærket godt være ham, der nævnes som 30-årig 1771. Der har ikke kunnet findes nogen skoleholder mellem Thurre og Smidt, ligesom Smidts død heller ikke kunne findes; hans kone, Kjerstine Baadsgaard, døde 1792.

Skoleordning for Løgstør af 24. juli 1777

Til Skolevæsenets Forbedring og Istandsættelse i Løgstøer den til Skolehold samme stæds af Indvaanere forhen gjorte Indretning og er bleven efterlevet vare vi underskrevne Peder Bjerring, Provst i Slet Herred og Sognepræst for Farstrup og Aistrup Menigheder og Mads Nørager, Herredsfoged over Aars og Slet Herreder forsamlede udi Skolehuset i Løgstøer den 24. juli Indeværende Aar, og efter Overveyelse med Sognepræsten Velærværdige Hr. Munch, og en stor Deel af Byens Beboere /: som ikke er Kjøbstadfolk, men betragtes som Selveyere :/ gjorde følgende Reglement og Repartition, til Skoleholderens Aarlige Løn, Ildebrand, samt Foder og Græs til Een Koe og 6 Faar, alt efter Byens Beskaffenhed og, saavidt som muligt, i Conformitet med de udgangne Kongl. Anordninger Skolevæsenet betræffende.

1. Skolelæreren holder Skole i det forhen oprettede Skolehus, bestaaende af 8 Fag, Bindings Værk, Fuur Tømmer, murede Vægge, Teglhængt og ellers vel vedligeholdt, forsynet med Brønd og en indhegnet Kaalhauge, samt de til Skolehold fornødne Inventarier af Borde og Bænke, tilligemed en Dansk Bibel; Ellers tillagt en Enghauge beliggende paa

Syndre Side af Skolehusets Kaalhauge, hvis Brug og Nytte er tillagt Skoleholderen, for at ringe med Klokken, som er i Skolens Taarn, Morgen, Middag og Aften, samt til Choerhold, i følge af Løgstøers Indvaaneres Skriftlige Erklæring til Hans Højædle Høj Grevelige Excellence S.T. Hr. von der Osten og Hans Højædle Højærværdige Hr. Biskob Rotbølle af Dato 23de Januari 1775.

2. Skoleholderens tillagte Løn, som bliver 10 Rgd. Aarlig, Ildebrand til Skolehold efter Skoleforordningen, 25 til 30 Læs Tørv beregnet til 8 Rgd. 2 Mark, og Foeder til Een Koe og 6 Faar om Vinteren beregnet i Penge siden Byens Indvaanere ikke kand levere det in Natura til 5 Rgd. 1 Mk. 6 Sk. udredes saaledes:

(Her anføres kun den største kontingentyder i original, da de alle er ligelydende med kun små afvigelser i beløbenes størrelse. Derimod anføres navnene på alle yderne, da det kan være af interesse at have antallet og navnene på de faste ejendomsbesiddere i Løgstør nævnte år).

Peder Svendsen	Rgd.	Mk.	Sk.
1 hel Grund, sin Faders Gaard, Skoele Løn og Ildebrændsel		2
Foeder			8
3/4 Gaard, sin egen Gaard		1	8
Foeder			6
½ Gaard, Jørgen Møllers Huus Plads		1
Foeder			4
Sit Leye Huus, Springforbi, foeder			8
Byens Mølle og dens Grund		2
Foeder			8
½ fjerde Part Markjord		1
Foeder			4
½ fjerde Part Markjord		1
Foeder			4
Sin Hauge Vesten for Peder Liv			4
Sin Hauge Vesten for Peder Liv			1
Ialt	1	5	7

De øvrige yderes navne

Jesper Færgemand, Lars Jakobsen, Jonathan Dyhre, Jens Jepsen, Søren Hjorth, Peder Schaltz

Peder Sønderholm, Peder Liv, Peder Svendsen, Otte Wilsen, Niels Schaltz, Nikolaj Wibroe

Jens Møller, Palle Møllers enke, Mads Schjønning, Thomas Svenstrup, Jørgen Rasmussen

Casper Severins enke, Christen Sund, Jens Mørch, Tidemanns enke, Anders Fuur, Tolle Jørgensen

Søren Sund, Jens Jakobsen, Niels Skræder, Chr. Søndergaard, Lars Clemmensen, Lars Astrup

Niels Simonsen, Niels Breum, Jomfru Toftebjerg, Otte Skræder, Jens Hattemager, Povl Larsens enke

Provst Bering, et lejehus, Jeppe Cold, Mathias Bager, Chr. Borregaard, John Krogh, Chr. Henriksen

Morten Skræder, Michel Hanskemager, Fru Speitzer til Aggersborg, Chr. Thomsen, Niels Wemb

Christen Skræder, Rasmus Abrahamsen, Karen Jørgensdatter, Christen Kortsen, Oluf Møller

Salve Thorstensen,

Lars Bruun, Christen Malle, Anders Gjelstrup, Ejler Børgesen, Christen Bødker

Herredsfoged Nøragger, Anders Winther i Vormstrup, Jens Grønd, Ø.Ørbæk, Jens Jensen, ibm.

Hans Thorning, Smak Mølle

(Flere havde Lejehuse, enkelte en eller to Ejendomme at svare af. Den samlede Sum var 24 Rgd. 2 Mk. 10 Sk.)

Ved forandring af Ejere blive ovenstaaende Repartition til enhver Post henhørende til Kjøberen, til Udgift, det derfra overskydende, samt hvad Haandværksfolk nemlig: dem, som boe i Leje Huse, Haandværkssvende, og andre tjeneste Folk, tilligemed Inderste, bør efter Forordningen af 23. Jan. 1739 – 32 Artik. at svare, henlægges til Bøger for fattige Børn og Skolehusets Aarlige Vedligeholdelse, hvortil kommer ogsaa Indsamlingen udi den ved Anders Fuurs Hus staaende Skole Blok, og den ved Bryllupper ombærende Skole Bøsse, foruden hvad Mulcter der kan falde, som Straffe Bøder, Skolevæsenet angaaende, og skulde det ikke kunde holde Skolehuset tilligemed Brønden og Kaal=Haugers Indhegning ved Lige, da betales det af Byens Indvaanere.

3. Skoleholderen foruden anførte Foeder Penge nyder frie Græs til en Koe, som hand selv lade bevogte og 6 Faar, som gaaer frie for Vogter Løn, begge deele paa Byens fællig Græsning.

4. I Følge Skole Forordningen af 23. Jan. 1739 den 40. art. Og Skole Forordningen af samme Aar og Dato den 22 art., blive Skoleholderen frie, for alle de derunder mentionerede Skatter og paa=Læg af hvad Navn det være kunde.

5. Skoleholderen er ellers aparte til sit ringe Brøds forbedrelse tillagt den saakaldede Juule Rente, som aarligen skal kunne Importere 3 a 4 Rgd., hvorimod Hand forretter Bedemandstjeneste og Choers holdelse, alt efter nogle Løgstøers Byes Beboere derom Indgivne Memorial til S.T. Hr. Stiftsamtmand von Heyner og S.T. Hr. Biskob Andreas Wøldike af Dato Løgstør d. 17 Okt. 1758, og den derpaa fulgte Resolution af Dato Viborg d. 25 Jan. 1759.

6. Til Skoele Forstandere, da ingen som største Lodz Ejere efter Forordningen kand efter Byens Beskaffenhed tages i Betragtning, er antaget Hr. Otte Wilsen, som efter Aftale vedblive denne tjeneste 2de Aar om hand lever, og derefter ansætter Herredsfogden i hans stæd, een anden duelig og vederhæftig Mand i Byen i 2de Aar, som saaledes Continueres ved omgang, og besørger enhver Skoelens Forstandere Skoeleholderens og Skoelehusets Tarv forsvarlig til den 2de Gange Aarlig efterseer Skoele Bygningen med et dertil henhørende og lade det forsyne i Rætte Tid, med hvad det behøver, iligemaade forskaffe Ildings-Brænding i Rætte Tid u=paaklagelig for forhen anførte Summa 8 Rgd. 2 Sk. og gjøre Regnskab for disse penges lovlige Anvendelse, item videre besørger ved Indkrævning Skoleholderens Løn til de i Forordningen anbefaldede Terminer, mens hvad de tillagte Foeder Penge angaard da Indkræver hand dem efter Repartitionen, saaledes at Skoleholderen bliver dem betalt ved Juni Maaneds udgang til Brug, og skulle nogen af vedkommende nægte Betaling i den ene eller anden af benævnte tilfælde, anmelder hand det strax for Provsten, paa det at Excecution kand foranstaltes til dets Inddrivelse, og bliver ligeledes enhver Skoeles Forstandere pligtig at præcentere Skoele Protocollen ved Provstens Visitats, ligesom og til hvert Nyt Aar at aflægge Regnskab for Herredsfogden og 2de Byens Mænd, hvilke 2de Mænd Herredsfogden selv udnævner.

7. Skoleholderen holder sig Anordningernes bydende i allemaader efterrettelig, lærer Ungdommen velvillig, livlig og forsvarlig, og efter det Søedallske Legats formeldende, af 28 Julii 1750, underviser 10 fattige Børn for intet, men af de øvrige Børn nyder hand Skoeleanordningen tillægger ham i Indgangs og Uge Penge: og i mangel af forsvarlig Opagtning ved Undervisningen i Skoelen underkastes hand Forordningen af 23 Januari 1739 dens 17de Artkls. Bydende. – Godkjendt af Aalborg Stifts Kontor d. 9. August 1777, mod at det tilføjes, st Sognepræsten ogsaa skulde være til Stede ved Regnskabets Aflæggelse hvert Nytaar. – Godkendt fra Stiftskontoret i Viborg med samme Anm.

d. 9. okt. 1777.

Efter foran omtalte Smidt kom en skoleholder Jens Møller, f. 1752, d. 1835. Han boede i et kvistværelse hos Anders Møller; kommunen betalte derfor i årlig leje 3 rgd.. I Møllers tid blev der ansat en lærer til, den første andenlærer i Løgstør. Angående hans ansættelse står der i kommunalprotokollen d. 8. sept. 1817: Byens Øvrighed og Styrelse med en del af Indbyggerne var forsamlede paa Thinghuset ang. Ansættelsen af en ny Skolelærer. Til Hjælp for Udredelsen af dennes Løn, Ildebrand og Logi vedtoges det at de 6 Vaad, der for tiden fisker i Fjorden her, hvert Foraar en Nat skal fiske til dette Formaal, og hele denne Nats Indtægt skal indgå i Skolens Kasse; det gælder også Vaad, som fremtidig bliver anmeldt. Dette skal for Byen være en bestandig Lov. Og naar Gud velsigner Fiskeriet forventer vi at disse for Byen nødvendige Udgifter deraf kunne udredes uden nogen Ligning paa Byen i saa Henseende. (Underskrevet af 29 Mænd). Der var forud bevilget 400 rgd. Til bygning af en ny skole. Den nye lærer hed Christensen. Han må have været en plantningskyndig mand, idet han plantede anlægget bag Blindebomsgade nr. 7 og 9, som da fik navnet skolelærer Christensens anlæg. Den gamle skole, som skulle kasseres, var den, der omtales side , punkt 1. I brandprotokollen for 1818 findes den at være vurderet til 43 rgd. 4 mk. 8 sk. pr. fag. Den nye skole var færdig 1823 og bestod, iflg. brandprotokollen, af et våningshus med forsiden til Skolegade, bestående af grundmur med stentag, indrettet til beboelse for læreren, dagligstue, sovekammer, køkken, bræddegulv overalt. 8 fag, vurd. pr. fag 100 rgd. = 800 rgd. 1836 var der tilføjet et fløjhus, som da var vurderet til 210 rgd., forhuset da til 1000 rgd. (Nu skolegade nr. 12).

Den 26. juni 1856 indsendte lærerne Sommer og Ingerslev andragende om løn efter købstadsregler. Det blev dem nægtet med den motivering, at Løgstør jo ikke var købstad, og skolen var en friskole. Samme år var børnetallet 90, hvoraf 31 var i første klasse. Førstelærer Sommers løn var:

Pengeløn	150 rgd.
Legatrenter	20 rgd.
Kirkesangerløn	10 rgd.
Offer og accidencer mindst	180 rgd.
Jordlod og have, ringe ansat til	50 rgd.
	410 rgd.
+ fri bolig og brændsel

Ingerslevs løn som andenlærer var 200 rgd. + fri bolig og ildebrændsel. Ved en rådstuesamling den 2. dec. 1862 vedtoges en ny skoleordning med 19 stemmer mod 2; der skulle være 5 klasser, og når børneantallet blev stort nok dertil, 6 klasser. I Nogle år var der skole for drengene i nr. 17 Østerbro, mens skolen i Skolegade var forbeholdt pigerne; efter de ældre kort stødte de to parceller sammen. Da byens skolebygning var blevet temmelig brøstfældig, og det ville være forbundet med store omkostninger at få den i nogenlunde brugbar stand, købte man en i 1857 opført bygning for 5500 5gd. 5. dc. 1869 vedtoges det at indrette den til skole med boliger til 3 lærere. Bygningen var i brug som skole til jan. 1915, hvorefter den indrettedes til alderdomshjem. Skolen i Skolegade solgtes 1871 til manufakturhandler Niels Jepsen for 1220 rgd, Skolen i Østerbrogade solgtes 1870 for 1020 rgd. til sadelmager Christensen

1872 henstillede skoledirektionen gennem provst Mørch, Barmer, at skolen fik et lukket gymnastikhus. Kommunalbestyrelsen svarede, at den ikke anså det for nødvendigt.

Angående eng og markjorder, som var tillagt førstelærerembedet, blev kommunalbestyrelsen 1885 forespurgt, om den ville overtage dem. Der var svaret afgift for en vurderingssum af 4.500 kr. = 27 kr. 01 øre af begge dele. Man ønskede ikke at overtage dem, men lagde vægt på, at der ved en ny lærers ansættelse kunne opslåes således, at denne ikke kunne fordre avlsbygninger opført til jordens drift og skulle være pligtig til at afstå jorden efter nærmere bestemt varsel til vurderingssummen.

Degne, skoleholdere og førstelærere

Hans Degn, før 1600

Christen Degn, 1601

Christen Andersøn

Christen Christensen, før 1692, død 1709

Jens Christensen, fra 1709

Thurre (Thue) Christensen, omk. 1747-51

O. Smidt, omk. 1786

O. Christensen, ansat 1817

Jens Møller, død 1835

C. Sommer, fra omk. 1856 til 1887. F. 1882, d. 1907

A. Rolighed Larsen, 1887-1918. F. 1859, d. 1924

Andenlærere

Ingerslev

Wermuth

S.A. Nielsen

Holst

V. Linck, organist, 1887-1910. F. 1856, d. 1910

Tredielærere

Philipsen

E.R. Riis

Lærerinder

I.L. Gjørup, 1876-1900. F. 1838, d .1900

J. Fischer

Embedernes reguleringssum 1896

1. lærer A.R. Larsen kr. 1653.-

2. lærer V. Linck kr. 1120.-

3. lærer E.R. Riis kr. 840.-

Lærerinde I.L. Gjørup kr. 912,-

Den private realskole

Da kommunen i 1857 købte bygningen på Torvet til skole, var der på første sal en lille privat skole i gang under Granjean. 3. dec. 1874 behandlede kommunalbestyrelsen et forslag fra lærer Philipsen om oprettelsen af en betalingsskole i forbindelse med borger- og almueskolen. Det vedtoges at overlade Philipsen de nødvendige lokaler til skole og at betale inventaret dertil, mod at det betragtedes som kommunens ejendom. Indtil 1886 lededes skolen først af Philipsen, dernæst af N.P. Jensen, som eneste lærere.

1886 sluttede en kreds af ca. 40 af byens borgere sig sammen for at få en skole med eksamensret. Der blev valgt en bestyrelse på 5 medlemmer og vedtaget nogle grundregler, væsentlig gående ud på, at garanterne skulle dække skolens eventuelle årlige underskud, og at bestyreren og læreren skulle antages og afskediges af generalforsamlingen, medens bestyrelsen i øvrigt skulle være skolens øverste myndighed. Det vedtoges at ansætte 2 lærere fra 1. sept. 1886, og disse blev A. Pedersen Beck og A.H. Larsen. Skolen begyndte med 29 elever og i 2 af borgerskolens lokaler, der var overladt realskolen til fri afbenyttelse. 1. november 1887 begyndtes med en pigeskole med frk. L. Jensen som lærerinde.

Senere begyndte man at opføre en selvstændig skolebygning med 6 klasseværelser og et gymnastikhus, efter at der til opførelsen var tegnet en aktiekapital. Denne bygning i Fischersgade, nu nr. 7, 9 og 11, toges i brug i april 1889, og fra samme tid fik skolen eksamensret. I sommeren 1902 opførtes i Østergade en ny skolebygning med tilhørende gymnastikhus. De ny lokaler toges i brug ved skoleårets begyndelse 1902. Skolen havde da 3 underklasser og 4 realklasser.

1. aug. 1907 overgik skolen til Løgstør kommune; skolebestyrer Lavendt blev overlærer ved “Mellem- og Realskolen”, og de fast ansatte lærere fik kommunal ansættelse.

Bestyrere i rækkefølge

A. Philipsen, fra 1875

N.P. Jensen, indtil 1886

A.P. Beck, 1886-91, døde da 35 år gl.

H.St. Helms, 1891-98

J.S. Lavendt, fra 1898

Den gamle andagtsklokke

I skoleordningen for Løgstør af 24. juli 1777 står, at skoleholderen skal ringe med klokken, som hænger i skolens tårn, morgen, middag og aften samt til choerhold. I en præsteindberetning fra 1771 ses, at skoleordningen da var den samme og havde været det endda nogle år længere tilbage; dog nævnes klokken ikke der. Den hang indtil 1914 i skolens have, nu alderdomshjemmets, nogle år dog ved det gamle sprøjtehus ved Østerbrogade. Da den nye kommuneskole blev taget i brug i 1915, blev klokken hængt op på gymnastikhusets østgavl og brugt som timeklokke, indtil den i 1938 fik en revne og derved blev ubrugelig. 1940 blev den skænket til museet.

Klokken bærer følgende indskrift: Fregat Skeppet Prints Carl. Ifrån Calmar 1762. G. Meyer fec. Holmiae.

Ifølge traditionen er den købt på en strandingsauktion ved Vesterhavet.

Læger og sygehuse

Den første læge, der findes omtalt i Løgstør, hed August Schultz; han var af kongen blevet beskikket til at være chirurgus i Nibe og Løgstør og Års og Slet herreder, det nærmeste af Gislum og Hornum herred, samt Øster Hanherred; men han skulle bo i Løgstør. I kæmnerregnskaberne for årene fra 1787 til 1796, begge inkl., findes en post på 3 rgd. årlig, som chirurgipenge, at betale efter kgl. allernådigste anordning, vel som bidrag til chirurgens løn. Denne post findes ikke i senere regnskaber. Den næste chirurg, Vensch, må have oprettet et sygehus i Løgstør, for den 14. aug. 1802 fik han, efter ansøgning, af kommunalrådet anvist et stykke jord omkring det af ham oprettede sygehus lige over for det sted, hvor han boede, mod en årlig grundskyld af 3 sk. Angående dette sygehus´s beliggenhed og senere skæbne ses intet i bøgerne.

1853 havde kommunalbestyrelsen og sundhedskommissionen enstemmig besluttet at indrette kapellet til lazaret for kolerapatienter. I den anledning kom det til en skarp meningsytring mellem stedets præst, Trojel, som satte sig derimod, og kommunalbestyrelsen; dennes mening følger senere. Trojel var ikke sådan at bides med, det ses et par gange i fattigprotokollen, hvor han gik imod amtsrådets meninger over for de fattige i Løgstør, og hvor han tog stikkene hjem. Sådan også her, for i forhandlingsprotokollen for 10. juli 1854 findes følgende: I Overensstemmelse med Justitsministeriets Skrivelse af 4de d. undlader vi ikke ærbødigst at indberette: at vi Dags Dato har lejet et Hus, Sønden og Østen for Byen, godkendt af Sundhedskommissionen til Lazaret for Kolerapatienter, og er det saadan beliggende at der er ringe Fare for Sygdommens videre Udbredelse. Efter Lægens Opfordring bliver Huset hvidtet og afpudset. Der findes intet om, at koleraen kom hertil.

1857 fik pastor Trojel ført igennem, at der blev opført et sygehus for kanalarbejderne i tilfælde af sygdom. (se s. ) I brandprotokol for 1858 fol. 42 står: Østen for Bommen nordre Side, Comune Sygehuset, Forhus 12 Fag, Grundmur, 2 gibset Værelser, vurd. Til 1800 Rgd. Nu Rådhusgade nr. 27.

Den første del af det nuværende sygehus blev taget i brug 1894.

Læger

August Schultz, 1787-1797

Vensch, fra 1797

Thorsten Kirketerp, f. 1804, d.1834

Christen Drejer, f.1806, d.1836 af tyfus

Nikolajsen, nævnes 1832

Christen Bech, fra 1836

Johan Chr.Kreiger, f.1804, d.1837

Gotschalk, nævnes omk. 1861

Mygind, nævnes 1863

Agerbech Bergh, f.1844, d.1914

Bøggild, sygehuslæge

C.F. Brix Kjelgaard, f.1866, d.1925, sygehuslæge

H.E. Saabye, f.1875, d.1936

Mygind, Gotschalk og Bergh boede i Blindebomsgade 6

Apoteket

Løgstør apotek var filial af Nibe apotek. Oprettelsen i 1832 til 1893

Apotekere

O.P. Ramsing til 1846

C.P. Højgaard til 1874

A.M. Nielsen til 1893

C.T.O.C. Andersen til 1912

Alex Bjørn-Jensen til 1935

Kommunal misbilligelse til pastor Trojel

30. aug. 1853

Foranlediget ved nogle Ytringer, som Deres Velærværdighed skal have brugt iforgaars i en Samling af Fattigkommissionen, undlader vi ikke at gøre opmærsom på: at Løgstør Kommunalbestyrelse i Forbindelse med Sundhedskommissionen enstemmig have besluttet at indrette Bedehuset heri Byen til Lazaret, at dette straks efter modent overlæg, efterat Oversundhedskommissionen havde forkastet det forhen fjorte Valg af Bygninger dertil,og efter denne Overautoritets udtrykkelige Opfordring til straks at indrette Lazaret, efterat ethvert andet foreslaaet Sted i Byen var fundet ugensigtsmæssig af Lægen, og med klar Forestilling om den ansvarsfulde Samdrægtighed hvormed Sogneforstanderskaberne have gjort fornødne Foranstaltninger i denne epidemiske Tid, at vi forinden Lazarettets Indrettelse paabegyndtes saavel skriftlig som mundtlig henvendte os til Dem for at erholde Deres Erklæring fra det gejstlige Standpunkt, hvilket var aldeles i Favør af det besluttede, samt endeligen, at De paa en aldeles vrang Maade har opfattet Justitsministeriets Skrivelse af 20 Sept. 1850 og 27 Juli 1853, da disse kun forbyder, forinden Kolerasygdommen er udbrudt et Sted, mod Vedkommendes Ønske, at tage private Bygninger i Besiddelse til Koleralazaret her; men at det netop er Autoriteternes Pligt itide at sørge for Foranstaltninger, der sigter til at redde Menneskeliv, især hvor dette kan ske uden synderlig Pengeopofrelse og Indgreb i Borgernes huslige Liv. – For det Tilfælde, at De virkelig finder Anledning til Klage over vor Fremgangsmaade, da maa vi opfordre Dem til – istedetfor i en Fattigkommissions Samling, hvor denne Sag ikke hører hjemme, ved utidige Bebrejdelser mod Autoriteterne, for Beboerne at svække den for Øjeblikket højst nødvendige Tillid til Dem, som det antagelig er Præstens Pligt at styrke, at hemvende saadan Klage til Overøvrigheden, til hvem Indberetning om den tagne Beslutning forøvrigt straks er sket; og da vil der blive afgjort om De har talt eller vi haver handlet mest logisk rigtig.

Skippere

Niels Breum f. 1739 d.1814

Chr. Borregård 1741 1817

Daniel Ottesen 1754 1838

Anders Wallentinsen 1756 1834

Søren Aistrup 1771 1825

Anders Aistrup 1765 1832

David Christensen 1772 1840

Chresten Hansen 1777 1834

Jesper Knudsen 1780 1816

Niels Baadsgaard 1781 1813

Laurs Laursen Aistrup 1771 1813

Christen Christensen 1784 1849

Frederik Sand 1788 1853

Peder Baadsgaard 1808 1871

Chresten Peder Toft nævnes 1835

Søren Ejlertsen nævnes 1835

Chresten Knudsen Sund 1790 1821

Frederik Langgaard 1792 1877

Jens Theilmann 1794 1878

Niels Chr. Andersen 1796 1870

(ejede Løgstør færgeri)

Stougaard nævnes 1828-70

Chr. Jensen Schou 1796 1881

Chr. Jensen 1822 1909

Jens Baadsgaard 1805 1875

Peder Sørensen 1821 1876

Niels Chr. Salvesen 1809 1847

(druknet i fjorden)

Carl Langgaard nævnes 1860

Chresten Andersen Tommerup 1822 1866

(druknet i fjorden)

Jeppe Chr. Jeppesen 1837 1868

Jens Peter Theilmann 1826 1862

(druknet i København)

Johan Chr. Vestergaard 1805 1866

Povl Henrik Danielsen 1805 1887

Christen Davidsen 1850

Rasmus Møller Davidsen 1807 1866

Christen Toft Nielsen 1811 1878

Søren Mads Schjønning 1814 1885

Lars Simonsen Flyvholm 1821 1884

Frederik Springborg 1821 1903

Peder Nørreklit Bøjer 1831 1875

Jens Salvesen nævnes 1860

Cresten Severin Aasted 1826 1871

Reiersen nævnes 1874

Svend Chr. Nielsen nævnes 1874

Niels Jensen Buus 1844 1922

N.C. Nielsen 1846 1915

K. Jørgensen 1850 1926

L. Chr. Sund nævnes 1864

Jens Breum 1845

(druknede)

Anton Chr. Henrik Aasted 1853 1925

Andreas Christensen Schou 1818 1887

Carl V. Poulsen 1847 1918

Jeppe Andreas Søegaard 1857 1880

Chresten Povlsen nævnes 1880

L.S. Christensen nævnes 1880

Peder Søegaard nævnes 1880

H.C. Jeppesen 1855 1902

J.A. Andersen nævnes 1884

Løgstør Sømænds Understøttelsesforening

Denne stiftedes på initiativ af Jens Mørch Theilmann den 17/1 1861. Dens første bestyrelse var J.M. Theilmann, formand, toldkontrollør Schack, kasserer, skipper L.C. Sund og skipper J. Søegaard. Der foreligger ikke nogen opgørelse over den samlede understøttelse gennem årene, men gennem de senere år har den udbetalte understøttelse ligget omk. 1000 kr. Foreningen ejer Schou´s og Springborgs Stiftelser.

En oplevelse i byen var det, når sømandsforeningen fastelavns mandag rykkede ud med båden, udrustet som admiralsbåd, anbragt på en vogn forspændt med pyntede heste, ledsaget af musik. Med lods Østergaard som pragtfuld admiral, Søegaard, lodserne Davidsen og Søren Lassen i mere underordnede stillinger, og under ledsagelse af mange sømænd drog båden rundt i byen efter først at have aflagt skyldig honnør for formanden. De indkomne bidrag gik til sømænds efterladte.

Pottemageri

Den 24. december 1697 begravedes pottemager Anders Poulsen, 70 år gammel. Har han begyndt virksomheden i sine unge dage, bliver det omkring 1650. Hvor stor virksomheden har været, kan ikke afgøres, da Aalborg Amtsarkivs skifteretsbøger mangler fra 1693 til 1700. Samme år begravedes hans søn, Peder Andersen, pottemager, 32 år gammel. I foråret 1934 fandt jeg en del potteskår på avlsbruger Jens Andersens mark, Løgstør markjorder. Omtrent samtidig fandtes nogle skår ved udgravningen til en tank i vognmand Nielsens gård, på hjørnet af Torvet og Vægtergade. Skårene ser ud til at være fra omtalte tid, men om de er af stedligt fabrikat kan ikke afgøres, Skårene er i Limfjordsmuseet. Nu findes der ikke mere om pottemageriet før 1846. Da begyndte pottemager Lars Augustinus Petersen, f. i Nørresundby 1816, på pottemageriet i den ejendom, hvor nu stenhuggermester Bengtsson bor, Sønderport nr. 5. I brandprotokollen 1846 står: 12 fag bindingsværk, en gavl grundmur, tegltag, værksted og ovn, vurd. 900 rgd. L.A. Petersen havde ikke selv lært faget til bunds og måtte derfor holde fremmede til hjælp ved arbejdet. Han havde både en svensker og en tysker til at lede brænderiet. Men de var begge upålidelige, og da lermaterialet heller ikke var tilfredsstillende, ophørte han med virksomheden efter knap en halv snes års forløb. Han drev derefter en vognmandsforretning til sin død 1896.

Fra 1855-56 boede pottemager Beer i nuværende ejendom nr. 31, Rådhusgade; han fandtes ikke før nævnte år. I brandprotokollen for 1856 står hans ejendom betegnet for: forhus 6 fag, indrettet til værksted og beboelse, baghus 5 fag, værksted med ovn og kakkelovn. Vurderet til 750 rgd. 1858 står A. Mathisen som ejer.

Rebslageri

Fra kommunalbestyrelsens protokol:

Anno 1787 d. 19 fbr. Fik Johannes Schilder, Rebslager, Frihed, saalænge han finder det for godt, at gaa paa Byens Ejendom ved Fjorden langs med Vestre Strand at spinde og slaa Reeb eller Tougværk, imod han betaler aarlig til Byens Kasse 2 Mk. – Samme Dag fik Chresten Wemb for 4re Aar Lov til, uden for den saakaldte Blindebom, paa 80 Favnes Længde at slaa Reeb eller Tougværk, mod at betale til Byens Kasse 2 Mk. Aarlig. – 1799 d. 8 Jan. Fik Rebslager Henrich Wærnach Bevilling, mod 2 Mk. Aarlig, til en Reberbane Vesten for Byen, mellem Bakken og Vejen til Vesterkær. De tre her nævnte baner står anført på en copi fra 1814 af udstykningskortet. Den første lå, hvor nu en kalkbrænder Jakobsens gård ligger. Den anden umiddelbart øst for Blindebomsgade nr. 9. Den tredie fra nr. 13 Fischersgade til bydiget vest for. Ældre folk kalder endnu pladsen der for banen. Den første bane overtoges efter Johannes Schilder af Anders Sund, som drev den til sin død 1828. Hans søn, Chr. Andersen Sund havde den til 1848. Derefter overtoges den af David Aasted, som havde den til sin død 1870. Efter ham fik sønnen Niels Aasted den, men lejede den ud, indtil den nedlagdes sidst i firserne.

Hvem der overtog den anden bane efter Chresten Wemb, har ikke kunnet oplyses, men senere, gennem den midterste halvdel af 1880erne, dreves den af Jens Chr. Aasted og efter ham brodersønnen Niels Davidsen Aasted. Grundet på byens udvidelse blev banen efterhånden flyttet længere øst på og blev nedlagt 1880. – Rebslager Laurits Dalby begyndte 1869 på en bane; han boede Rådhusgade nr. 27. Baghuset, nu Frelsens Hærs lokale, var rebslagerhus med åben bane mod øst, nedlagt 1880, hvorefter den flyttedes øst på. Christen Hove Andersen, som siden 1871 havde arbejdet som svend hos Dalby, begyndte 1889 på egen hånd på en bane; han har fra da af haft bopæl og forretning i Bredgade. Den tredie bane blev efter H. Wærnach overtaget af Chr. Christensen Aasted, f. 1754 i Mjallerup. Alle de heri nævnte Aasted´er er hans efterkommere. Han havde banen til sin død 1824; derefter havde sønnen, Chr. Aasted, den til sin død 1856, dernæst Anton Aasted, David Aasteds søn, indtil 1881, da han rejste til Amerika. Efter ham dreves den af rebslager Johannes Jensen, indtil den nedlagdes omk. 1888.

Der har været endnu en fjerde bane. 16. feb. 1831 fik rebslager Anders Conradsen tilladelse til at anlægge en reberbane, 60 – 70 fv. Lang, langs fjorden ved hans hus østen for byen, mod at betale 24 sk. sølv i årlig leje; denne gjaldt for 6 år. I brandprotokollen for 1847 står han hus anført i Østerkæret, 6 fag, stråtag, reberbanehus og reberbane. Der findes ikke flere oplysninger om denne bane.

Endelig nævnes i brandprotokollen endnu en rebslager, Knud Møller Bøjlesen, der døde 1860. Han havde en reberbane øst på, tæt syd for Rådhusgade nr. 35.

Rebslageriet har efter dette været et stor erhverv her i tiden fra 1780erne til slutningen af 1880erne. Der har været meget at bestille; de fleste mestre havde ofte flere svende. Foruden almindelig rebslagning spandtes også tråd til

sildegarn på en dertil indrette rok.

Under hensyn til fiskeriet og sejladsen kunne man vente, at rebslageriet havde været endnu ældre her; men hverken i indberetningerne eller i kirkebøgerne nævnes rebslagere før de her omtalte.

Garveri og feldberederi

Den første feldbereder, der er fundet her, hed Chr. Jensen og var en ældre mand 1691. Den anden, Niels Pedersen, er også fra omk. 1691; derefter

Mads Nielsen, 1700,

Peder Mogensen, f. 1674, d. 1737,

Povl Feldbereder, 1747 gift med Johanne Povlsdatter fra Lendrup

Jens Feldbereder, f. 1692, d. 1763

Jørgen Pedersen Bøjer, f. 1756, d. 1829

Niels Redsøn, f. 1757, d. 1846

Jens Mørch nævnes som feldbereder under branden 1785

Svend Svendsen og sønnen Andreas Svendsen

Hans Larsen, d. 1866

Heinrich Müller og sønnen Ferdinand Müller

Så vidt det kan ses af de gamle bøger, har der kun været to garverier. Det ene lå i Søndergade nr. 5, hvor nu læderhandler Sørensen bor, det andet i Fjordgade nr. 28. På hvilket af garverierne de forannævnte har været, kan ikke afgøres før omk. 1800. Da er Svend Svendsen i Fjordgade og efter ham sønnen; ved hans død 1894 holdt garveriet op der.

Povl Feldbereder har nok haft sit garveri på nævnte sted i Søndergade, for på udskiftningskortet er der på dette sted afsat en parcel med bygning, og under branden 1747 boede han i Søndergade, hvor ilden opkom (se side 24 ). Fra 1864 begyndte tyskeren Heinrich Müller med garveriet i Søndergade nr. 5. Han var en dygtig mand og oparbejdede en god forretning der, som han i firserne overdrog til sønnen, som i løbet af nogle år satte alt til; virksomheden der ophørte 1897. Siden har der ikke været garveri i Løgstør.

Hatte- og buntmagere

Af hattemagere nævnes:

Peder Ibsen, f. 1646, d. 1710

Peder Hatmager nævnes 1717

Jens Hatmager, f. 1675, d. 1760

Jørgen Hatmager, f. 1670, d. 1743

Jesper Jensen Hatmager, f. 1705, d 1740

Niels Hatmager nævnes 1710 – 40

Christian Hatmager nævnes 1764

Jens Nielsen, f. 1738, d. 1811

Christen Højer nævnes 1772

Gammeltoft, f. 1807, d. 1859, på hjørnet af Søndergade og Peder Kræmmersgade

Hørning, f. 1771, havde værksted og forretning i Peder Kræmmersgade nr. 7, som også kaldtes Hørnings hus. Her fandtes 1885 en gul mursten, hvori var udskåret en hat og under denne navnet Ole Hørning Hattemager; stenen findes i Limfjordsmuseet. Huset var iflg. Brandprotokollen 1818, på 6 fag, bindingsværk, halvtag, klinede vægge, bræddegulv og en skorsten. Vurd. til 60 rgd. 1847 rigtig hustag, strå, to fag baghus m. klinede vægge, kostald. Chr. Fischer købte det 1848. De her nævnte anføres kun som hattemagere, men de fleste af dem har vel nok samtidig været buntmagere.

1854 begyndte hatte- og buntmager Christen Erichsen Christensen, f. 180?, d. 1875, forretning i Peder Kræmmersgade nr. 7; 1870 flyttede han forretningen til Torvegade nr. 7, hvor datteren, fru K. Christiansen, nu har broderiforretning. Henrik Løren, omtrent samtidig, boede Bredgade nr. 15. Søren Larsen der begyndte som svend hos C.E. Christensen, fik 1875 egen forretning i Østerbrogade 19, hvor nu Løgstør Bank ligger. Forretningen, der kun omfattede buntmageri, var den sidste af denne slags i Løgstør. S. Larsen var født 1841 og døde 1912.

Smede

I Aalborghus lens jordebøger findes anno 1600 som jordskatteydere følgende smede: Chresten Smed, Niels Steffensen og Niels Smed, som hver gav 12 sk. i jordskat. Under pendingsskatten 1610 Las Smed.

Derefter iflg. Kirkebogen:

Niels Jørgensen f. 1642 d. 1711

Sønnen Jørgen 1672 1753

Casper Smed 1699 1765

Niels Smed 1724 1774

Søren Olufsen 1740 1800

Søren Andersen 1771 1801 I kæmnerregnskabet fra 1787 anføres en regning fra Søren Smed for lås, nøgler og hængsler til brandkassens protokolskrin. 18. juli 1794 fik Laurits Sørensen, smed, bevilget plads til en smedje mellem Niels Hansens hus på vestre side og hans faders smedje på østre side, kørevejen på nordre side (nu Søndergade) og bakken på søndre side, hvortil fra vejen var 10 favne. 1797 står han for at have betalt for akkorderet jordskyld for hus og plads. Lars Sørensen, smed, nævnes i brandprotokollen 1828 med smedje i Søndergades nordre side (nu hjørnet af Sønder- og Grønnegade; nedbrudt 1835.

1802 nævnes Hans Fristrup; han fik da anvist plads til en smedje, hvor nu Johansen har bageribygning, Sønderport nr. 2; indtil 1830.

I forhandlingsprotokollen fra 31. marts 1830 står:

Smeden Thorstensen, som agter at nedsætte sig heri Byen, anmoder om en Plads til en Smedje. Fik anvist en plads østen for Frederik Lunds Ejendom på 60 alens bredde med afgiftsfrihed i 2 år. (Nu den østlige ende af smed Schaltz´s hus, Bredgade nr. 5). Sønnen, Ole Thorstensen, overtog smedjen efter faderens død 1853. Han flyttede senere smedeværkstedet ned i Tværgade nr. 2 og byggede til beboelse ejendommen nr. 8 i Blindebomsgade. Han døde 1884, 46 år gl. –

Først i halvfemserne begyndte smed Styrmer der, hvor nu smed Schaltz har værksted og beboelse, han overtog det 1895. Styrmer havde i flere år før haft en smedje på hjørnet af Søndergade og Grønnegade. Før Schaltz overtog sin nuværende smedje, havde han i 7 år haft smedje på gadens modsatte side, hvor nu Bredgade nr. 8 ligger.

Længere øst på i samme gade havde Thomas Jørgensen en smedje fra omk. 1865 til sin død 1885. I brandprotokollen for 1857 nævnes Rasmus Jensen som ejer af en smedje på hjørnet øst for hvor Østergade og Bredgade støder sammen.

Henrik Povlsen, der kom til byen i 1848, nævnes i Søndergade. I Rådhusgade nr. 3 begyndte klejnsmed og bøssemager Rasmus Mikkelsen i halfemserne. Han var først lokomotivfører og dernæst maskinmester på Bygholms vejle.

Kleinsmed C.F. Møller, f. 1819 i Nibe begyndte med kleinsmederiet i Fjordgade nr. 9 og 18 i 1847. Han døde 1889. Efter ham fortsatte sønnen, K.P. Møller på samme sted; men han drev mest skibssmederi.

Kleinsmed Støckel havde i Skolegade nr. 14 smedje fra omk. 1850 til sidst i halvfemserne. Smedemester Chr. F. Schade nævnes 1848 til 1858, han boede i Søndergades søndre side. I det lille bindingsværkshus Vægtergade nr. 22, havde Povl Larsen smedje en del år ind i 1900erne.

Jernstøberi

Dette begyndtes af smed og jernstøber Chr. Christensen på hjørnet af Jernbanegade og Rådhusgade 1867. Det bestod af et 12 fags forhus og et 20 fags værkstedshus og en 12 fags sidebygning til stald og materialskur. Dets ældste specialitet var kakkelovne, derunder bilæggere og komfurer, samt hakkelsesmaskiner. Formene til støbningen tilvirkedes også der. Efter Løgstørs forhold var det en stor virksomhed, ofte var der en snes mand i arbejde. Tømmerhandler Søren Mosbech overtog støberiet til okt. 1872. 1896 gik det over til et aktieselskab, som 1908 solgte det til jernstøber H.C. Hansen; han havde det til 1928, da det nedlagdes.

Kobbersmede

Casper Severin, f. 1715, d. 1775. Andersen nævnes samme tid. Peder Rasmussen, Fjordgade, f. 1808, d. 1859. Niels Jensen, Villes Plads, nævnes 1835. Chr. Tidemand Nielsen, f. 1820, d. 1872. Lars Andersen, Østerbrogade 2, forretning 1863-84. Anders Conrad Wallentin Andersen, forretning 1884-1905 i Rådhusgade 35.

Der findes i Løgstør og flere steder i oplandet en mængde kobbertøj, som nærmest stammer fra de gamle mestre. Ved en påbegyndt undersøgelse er Casper Severins stempel fundet på et par stykker.

Farvere og uldspindere

1742 nævnes Michel Farver; det må være ham, som havde privilegium på farveriet i tvende miles omkreds, iflg. Herredsfoged Toftebjergs indberetning 1735. Derefter farver Nikolaj Wibroe, f. 1737, d. 1815; han boede på den parcel, hvor den gamle præstegård ligger. Niels Farver nævnes samtidig. Som vidner i retssagen om ildebranden 1751 nævnes Christen Holm, der havde farveri i Fjordgade.

Dernæst Frederik Bonner, f. 1803, d. 1849. Farver Cortsen, der byggede den gamle præstegård 1852. Omkring 1856 nævnes Samson og Fischer.

Rebslager Chr. Aasted, f. 1829, d. 1893, havde i flere år et uldspinderi i Gravensgade nr. 9. Som trækkraft brugte han en hestegang.

Andreas Mathiassen begyndte 1865 med et farveri i Rådhusgade nr. 33. 1876 begyndte han med uldspinderi sammen med farveriet. Senere blev det udvidet med væveri, særlig af uldne stoffer. Efter hans død fortsatte enken, Vilhelmine M. med fabrikkens drift indtil 1901; den overtoges da ag sønnerne Jørgen, Johan og Andreas Vilhelm. Efter de to førstes død ledes fabrikken af sidstnævnte.

I forannævnte indberetning ses, at der i 1700erne har været en del fattige folk, som drev hjemmevævning af lærred og uldent tøj, og der måtte jo spinding til forud. Der blev endda lærreds- og uldtøj tilovers til udførsel til Norge. Selv så langt ned som til omk. 1860 omtales i fattigprotokollen adskillige, der fik hjælp til livsopholdet, som dygtige hjemmevævere.

Købmænd

Trods umuligheden af at få alle købmænd med har jeg ment at det kan være af interesse med de her nævnte, især for de ældres vedkommende. Fra midt i 1700erne har der været en talrig købmandsstand i Løgstør. Før den tid har jeg under kun døde fundet to købmænd. Under brandene 1747 og 1751 nævnes en halv snes købmænd, alle storkøbmænd, endda efter nutidsforhold. Kræmmer, handelsmand og herredsskriver Thorups rigdomme spores endnu her. Han omtales nærmere side 60. Af gamle købmandsslægter nævnes Fischerslægten fra omk, 1700, den boede først i Søndergade, nu Fischersgade, som har fået navn efter den; 1812-54 i Fjordgade nr. 46. Sidstnævnte år døde Chr. Fischer, og hans enke solgte samme år forretningen til Michael Simonsen, som kom fra Nibe. Hans Søn, Jens Andreas Fischer Simonsen, blev 1879 medindehaver af forretningen, og efter faderens død 1897 havde han den til sin død 1903; hans enke fortsatte i nogle år, hvorefter den overtoges af sønnen Kai Simonsen.

Palle Møller Lunøe slægten er fra samme tid. P.M. havde indtil 1750 haft forretning i Søndergade nr. 4. Hans datter, Marie Elisabeth, blev gift med faderens gårdskarl, Anders Jacobsen, som var født på Lundø, Højslev sogn ved Skive. Han antog navnet Lunøe, som siden har fulgt slægten. Han havde forretningen sammen med svigerfaderen indtil dennes død i 1770erne, var derefter ene indtil sin død 1818, hvorefter sønnen Palle Møller Lunøe fik den. Efter hans død 1869 fik sønnen, Anders Lunøe den, efter at have været sammen med faderen en del år. Han døde 1875, og siden har der ikke været købmandshandel i denne gård. Af Lundslægten nævnes en købmand, som 1774 gav en obligation på hele sit varelager og tilhørende jorder af Løgstør markjorder, stor 50 rgd. til Hans Thorning, Smak Mølle. Dernæst sønnen, Frederik Lund, indtil omk. midten af 1800erne. Derefter Julius Lund, som døde 1879, efterladende enke og to tvillingesønner, Julius og Thomas, f. 1874. Enken giftede sig senere med J.C. Salvesen, som fortsattemed forretningen. Efter hans død 1914 overtog Thomas den; han døde 1932. Nu er slægtens saga på Lunds hjørne endt.

Navne

Fra Aalborghus amts ekstraskatter 1687. Folk som holder nogen næring, tapperier, handlende eller lignende: Otto Andersen, skomager, Frands Jensen, feldbereder, Maren Christensdatter, Christen Andersen, Anna Christensdatter, Mads Simonsen, Karen Hansdatter, Peder Sørensen, skræder, Michel Thomesøn, Kirsten Mortensdatter, Povl Christensen, kræmmer, degnen Niels Lauritsen.

Skipper og handelsmand Niels Tomasøn f. 1670 d. 1723

Kræmmer og handelsmand Niels Jensen 1647 1729

Handelsmand Hans Troelsen 1662 1721

Købmand Christen Christensen Ravnstrup 1751

Clemen Christensen Holm nævnes 1747

Wibroe ” 1747

Christian Fischer ” 1747

Christen Christensen, C.C.R.´s søn begyndte 1751

Michael Jensen Høgh 1670 1751

Peder Michaelsen Høgh, søn begyndte 1751

Palle Møller omk. 1700 1775

Peder Chr.Thorup 1694 1771

Lund nævnes omk. 1773

Anders Jakobsen Lunøe 1751 1818

Sander Thorup 1752 1812

Severin Mørch 1752 1837

Jens og Peder Mørch, samt.

Laurits Sønderholm 1764 1816

Christen Fischer 1785 1854

N.P. Fischer, nålemager nævnes 1854

Frants Bertelsen, vicekonsul 1785 1860

Palle Møller Lunøe, cancellieråd 1783 1869

Ove Henrik Claudi 1795 1866

Ove Christian Nors 1800 1869

Julius Theilmann 1802 1861

Jens Mørch Theilmann 1819 1895

Mads Jakobsen 1822 1876

Jørgen Peder Enevoldsen 1827 1864

Peder Chr.Larsen 1828 1863

Niels Chr. Buchard Olsen omk. 1868

Frederik Lund omk. 1846-50

Søren Chr. Pedersen 1842 1870

Christen Claudi omk. 1873

Albrekt Henrik Vegener 1829 1875

Anders Lunøe 1814 1875

Jens Futterup 1808 1877

Povl Bach 1808 1885

Frederik Møller 1815 1883

Jakob Chr. Møller 1819 1878

Peder Stentoft 1825 1883

Julius Lund omk. 1875

Eskar Eggers omk. 1875

Chr. Stenild omk. 1875

Chr. Rudbech omk. 1875

Johan Carl Chr. Jørgensen f. 1844 d. 1886

Christian Neve 1875-1917

Peder Chr. Christensen, kæmner 99 1885-1899

Jens Andreas Fischer Simonsen 1853 1903

Carl Claudi omk. 1884

A. Holm, smøreksportør beg. 1872

Isak Jensen, konsul, tømmerhandler 1825 1912 beg. 1854

Peder Jensen, også tømmerhandler beg. 1877

Efterfølgende efter fagregisteret 1884

Jens Laurits Schach Møller, Søren Peter Hansen, Chr. Nielsen, Carl Nielsens enke, Niels Chr. Nielsen, P.W. Salvesen, L.A. Schiønning, C.P. Vestergaard, Laurits P. Pedersen, Tøttrup

Værtshusholdere og gæstgivere

Som havne- og fiskeriby har Løgstør fra gammel tid haft en talrig værtshusholderstand. Gennem det 19.århundrede var der altid mindst 9 – 10 værtshuse, gæstgiverier og hoteller med bevillinger. En af bevillingshaverne havde altid pligt til at modtage fremmede håndværksfolk i logi. Det ses flere gange, at bystyret holdt en god justits med, hvem der fik bevilling.

Navne

Svend Pedersen, glasmester f. 1764 d. 1842

Lars Pedersen 1793 1837

Simon Knudsen 1796 1866

Springborg, skipper Værtshush. 1848

Krogh og Hyllebjerg Samtidig

Peter Toft Pretzmann 1800 1854

Johan Povl Lyneborg, skrædder 1804 1866

L. Hansen 1807 1857 Fra Slesvig

Jens Larsen 1800 1873

C. Sønderholm Omk. 1850

Jens Schow 1809 1856

Rasmus Frandsen 1811 1873

Jens Bruun Holm 1809 1865

Søren Chr. Aasted 1822 1896

Johannes Fischer 1823 1874

A. Hansen Omk. 1859

Carl Pretzmann Omk. 1862

Reiner Peter Reiersen 1833 1885

C. Sund “Unionen” 1867

Efter fagregister 1884

Djernis´s enke, Hyllebjergs enke, N.P. Larsen, K. Lorentzen, Mathiesen, B.C. Pedersens enke, A. Stougaard, L. Tobiasen; Chr. Christensen, Hotel Phønix; J.P. Seirup, Hotel du Nord; A. Lund, Unionen.

Noter

P.T. Premann havde restauration med billard og keglebane på torvets østside, bev 1853. – C. Sønderholm havde gæstgiveri i nr. 58 Fjordgade. Der samledes ungdommen gennem mange år til dans og harmonikamusik. Mellem dansene slukkedes tørsten med Theilmanns øl. – J. Schow, fhv. møller i Smak Mølle, fik bev. 1853 med pligt til at modtage rejsende håndværkssvende, mindst 4 ad gangen. – S. Chr. Aasted byggede Hotel du Nord, bev. 1853. – Hotel Limfjorden var i mange år byens førende hotel; indtil omk. 1885 mødtes borgerne her til fælles adspredelse. 1880 blev der tilbygget teatersal i forbindelse med dansesalon over stalden. – A. Stougaards beværtning lå i Fjordgade nr. 44( nu købmand J. Møllers lagerplads), lige syd for fiskerihavnen; var særlig samlingsplads for fiskerne. Faderen, skipper Stougaard, havde først beværtning der.

Bødkere

Søren Bødker omk. 1610

Anders Bødker omk. 1600

Peder Bødker f. 1684 d. 1763

Michael Bødker 1732 1782

Christen Bødker omk. 1777

Abraham Hviid 1744 1814

Jakob Møller omk. 1840

Peter Wibroe havde 1829 bødkeri, trankogeri og salteri på den grund, hvor nu den gamle præstegård ligger.

Lars Chr. Aasted 1789 1858

Jens Peter Dochedal 1801 1868

Jørgensen omk. 1863

Græstrup omk. 1831

Niels Mourits Piselhøj, f. 1808, d. 1884. Havde først værksted i Fjordgade nr. 15, derefter i Rådhusgade nr. 31, dernæst i Blindebomsgade nr. 4.

Sønnen Janus Piselhøj, f. 1859, d. 1934, fortsatte samme sted nogle år og begyndte derefter med bageri samme sted. N.M. Piselhøj kom fra Aalborg, hvor hans fader, Jens Nielsen Piselhøj, også var bødker. Han stammede fra Pisselhøj ved Aars og tog sin fødebys navn som slægtsnvan; han døde i Løgstør.

Niels Chr. Sund, omk. 1850-80, havde værksted i Rådhusgade nr. 31 før N.M. Piselhøj.

Jensen, d. 1918. begyndte omk. 1880 med bødkeriet i Bredgade nr. 14

Handskemagere

Det fine gamle handskemagerarbejde har også været repræsenteret her. Der er dog kun fundet 5, som kaldes handskemagere.

Jens Sørensen, d. 1704

Jens Handskemager, f. 1675, d. 1760

Chresten Handskemager, f. 1683, d. 1760

Jacob Handskemager nævnes under brandforhørene 1751; han sad da til leje i et vaaningshus, og alt hans indbo brændte.

Christen Handskemager nævnes under branden 1785

Skomagere

Fra Aalborghus lens ekstraskatter (Pendingsskat til Sct. Mortensdag) 1610: Las Skomager, Peder Skomager, Niels Skomager.

Otto Andersen 1687

Mads Nielsen f. 1643 d. 1725

Christen Skomager 1648 1720

Morten Hansen 1650 1699

Christian Sørensen død før 1698

Jens Nielsen ung 1698

Christoffer Skomager 1713 1773

Rasmus Skomager druknede ved våddragning 1756

Peder Skomager nævnes 1764

Rasmus Jensen nævnes under branden 1751

Frederik Møller f. 1758 d. 1824

Chr. Andersen Holm 1764 1834

Johannes Christensen Trangeled 1784 1862

Peder Svendsen 1797 1855 havde garveri i Fjordgade 26

Chresten Villadsen 1801 1834

Svend Haversleff 1801 1858 havde et lille garver, boede i Vestergade

Lars Hundested omk. 1831

L. Lorentsen omk. 1831

Peder Povlsen 1818 1890

Svend Pedersen Svendsen 1818 1874 havde garveri i Fjordgade 26

Mathias Andersen 1827 1863

Knud Lorentsen omk. 1860-85, tillige værtshusholder

Niels Peter Larsen 1833 1866

Jens Villadsen omk. 1868

Krøll omk. 1868

Johannes Scharling omk. 1872

L.P. Jensen omk. 1879

Niels Holst Svendsen Kjær 1816 1882

T.S. Toft omk. 1883

Chresten Jensen omk. 1888

Povl Madsen 1848 1890

Efterfølgende efter fagtregisteret 1884:

H.C. Jensen, Bertram Pedersen, L.J. Jensen, tillige arrestforvarer, Chr. Kjær, tillige vægter, N. Knudsen, A.C. Laursen, W. Lorentsen, J.P. Pedersen, L. Pedersen

Skræddere

Søren Skrædder omk. 1600

Peder Skrædder omk. 1600

Peder Sørensen omk. 1687

Just Andersen f. 1660 d. 1691

Michel Jensen omk. 1694

Laust Svensker død 1750

Anders Skræder 1695 1762

Morten Simonsen omk. 1747

Niels Nielsen omk. 1747

Otte Skrædder 1777

Christen Skrædder 1777

Niels Skrædder 1727 1785

Guthorm Træholdt 1777 1837

Jens Nielsen 1779 1837

Johan Christoffer omk. 1841

Johan Povl Lyneborg 1804 1866 tillige værtshusholder

Niels Chr. Jørgensen 1816 1904

Frederik Bergner 1771 1848

C.C. Thorstensen 1827 1884 boede i Bredgade 14

Hvilsom omk. 1870. Boede på hjørnet af Gravensgade

Joseph Christensen 1861 1928 boede Bredgade 14

Murermestre

Poul Christensen nævnes under branden 1785

Gotfred Krog Volters f. 1778 d. 1851 f. i Tyskland

Søren Christensen 1788 1835

Mads Lykke 1791 1837

Peder Christensen Tollerup 1809 1875

Carl Johan Knudsen 1817 1850

Johan Henrik Christensen 1835 1876

Søren Andersen Gravlev 1829 1870

Jens Møller omk. 1889

Knud Chr. Knudsen 1836 1826

Efter fagregistret 1884: Højstrup, Laurits Jensen, P. Jensen, Chr.Larsen, Martinus Madsen, M. Mathisen, tillige værtshusholder, M. Chr. Mortensen, J.A. Møller, tillige skorstensfejer, Jakob Nielsen, tillige træskomager, B.C. Nielsen, Niels Povlsen, Christen Svendsen.

Vognmandslaug

Det ser ud til, at der fra omkring midten af 1800erne har været et vognmandslaug. Om en organisation findes intet, men i postvæsenests analer ses mere end een gang, at det lod Løgstørs vognmandslaug få tilbud på postkørselen, såfremt lauget ønskede det til de angivne takster.

Efter byens størrelse var der et forholdsvis stort antal, som drev vognmandskørsel, nogle sammen med andet erhverv. Post- og diligencekørsel til Nibe, Hobro og Viborg lagde beslag på en del, ligeledes skibenes slæbning gennem kanalen, kørsel for toldvæsenet, når brændevinsbrænderierne skulle kontrolleres og materialkørsel til det voksende byggeri.

Her er navnene på nogle af de mest kendte vognmænd:

Niels Chr.Mikkelsen

Gæstgiver Sønderholm

Murermester Møller

Niels Peter Lykke

Hans Chr. Lykke

Peter Fries

Forpagter Niels Pedersen

Pottemager Petersen

Povl Bach

Kalkbrænder Chr. Jakobsen

Hans Gundersen

Møller Markussen

Chr. Bøjer

Otto Vestergaard

N.C. Bruun

Rokkedrejere

Fra omkring midten af attenhundrederne og til halvfemserne var der drejeri i Skolegade nr. 1 ved Torvet, først ved drejer Møller, dernæst ved Svendsen. Bendrejer Reiersen nævnes i kæmnerregnskaberne 1848. På hjørnet af Blindeboms- og Østerbrogade havde drejer Riis værksted. Han var med i krigen 1864 og døde 1866. Kort efter hans død blev enken gift med drejersvend Martin Theodor Christensen, født 1846; han havde lært drejeriet hos Riis. Han fortsatte der i flere år og senere i Torvegade nr. 1, indtil han døde 1918.

De her nævnte drejeres speciale var rokke- og pibedrejeri, indtil omkring århundredeskiftet, da begyndte både rokkene og de store piber at gå af mode.

Kalkbrænderi

Kalkbrænder Christen Jakobsen, Løgstør, havde 1847 ansøgt kommunalbestyrelsen om lov til at bryde fliser til kalkbrænding i bakken syd for byen. Det var hans mening at lægge kalkovnen øst for byen, den østlige halvdel af nuværende Bredgade. Men det mente bystyrelsen ville være uheldigt, da det kunne tænkes, at byen ville udvide sig den vej, hvad jo også viste sig at være rigtigt. Han fik så i stedet anvist plads vest for byen s.å. Som afgift skulle betales 3 rgd. for hver brænding. Kalkovnen blev lagt lidt sydøst for kanalbroen. Efter hans død overtog sønnen, nuværende kalkbrænder N.P. Jakobsen, virksomheden. Han købte 1895 den nuværende kalkovn af Niels Chr. Danielsen Aasted, som havde brændt kalk der samtidig med Chr. Jakobsen; derefter blev den vestre ovn nedlagt.

At hugge fliser ud af bakken brugtes ikke længere end til 1861, da kanalen var færdig. Ved gravningen af denne kom der en mængde fliser frem, som af begge kalkbrændere blev samlet fra og stablet i dynger, hvorfra der var materialer i flere år; siden da er fliserne bragt hertil fra forskellige kalk- og kridtlejer i omegnen.

Brændevinsbrænderi

Brændevinsbrænderiet har vistnok floreret i Løgstør i ældre tid, både som hjemmebrænding og fabriksvirksomhed. Under brandforhørene over branden 1747 opgiver den brandlidte købmand Chr. Christensen Ravnstrup, at et nyt sæt brændevinstøj, som han havde købt i Aalborg, var gået op i luer. I Kommuneprotokollen nævnes i første halvdel af 1800erne to brænderiejere, Rejersen og Bejersen, men i øvrigt intet om deres virksomhed.

1875 opførte Lars Nielsen Djernis et brænderi, hvor nu savskæreriet ligger, Bredgade nr. 43. Men han lavede kun brændevin et halvt år, da det gav stort underskud. I en del år blev bygningen lejet ud til ølbryggeri. Omkring 1891, da banen blev påbegyndt, solgtes til stationsplads et stykke af det tilhørende jordareal, hvilket bevirkede, at sønnen, Anders Rotbøll Djernis, byggede et savskæreri på brænderiets plads. Efter 7 års forløb solgte han det 1900 til nuværende savskærer Christensen.

Ølbryggeri

Omk. 1830 byggede fhv. Skipper J. Theilmann et bryggeri langs sydsiden af Lars´s Gyde (nu Strandstræde), med østenden langs Skolegade. En karl ved navn Stausgaard, som tjente hos J. Theilmann, blev sendt hen for at lære bryggeriet; han drev så virksomheden, vistnok som forpagter, indtil omk. 1860. Da blev J. Theilmanns søn, Hans Chr. Theilmann ejer af det.. Han solgte 1890 bryggeriet til Christian Bonde, som 1920 solgte det til Holm Pedersen, Toftebjerg; han havde det til 1934, da det nedlagdes. 1940 blev bygningen brudt ned. Bryggeriet havde da været i virksomhed der i omk. 100 år og havde, på de sidste halve snes år nær, været en indbringende forretning. Det havde jo også et godt opland og var ene på pladsen med undtagelse af en kort periode, da en brygger Laursen havde et bryggeri i den bygning, hvor Djernis havde haft brændevinsbrænderi, men det blev aldrig rigtig til noget.

Håndværkerforeningen

14. december 1862 stiftedes Løgstør Håndværkerforening. Den første ordinære generalforsamling afholdtes 5. januar 1863. Den første bestyrelse var: Murermester J.C. Møller, formand, guldsmed C. Bonne, drejer Riis, snedker Kjeldgaard. Der findes ingen angivelse af medlemstallet. 1. marts 1863 vedtoges det, at foreningens kassebeholdning, 125 rgd., skulle indsættes i Aalborg Sparekasse. På generalforsamlingen 11. januar 1864 blev der oprettet en sygeforening for foreningens medlemmer.

Vorm, foreningens første vært, fik i årlig leje for lokale 15 rgd. Rigsmønt. Han skulle for denne betaling holde åbent til kl. 11 aften, dog måtte han lukke kl. 10, hvis ingen var mødt; opvarme og sørge for lys i lokalet og opbevare foreningens ejendele. Disse bestod af en bliklade og deri en mindre blikkasse, 1 forhandlingsprotokol, 16 ekspl. af lovene, bladet arbejdsforeningen, 1 medlemsprotokol, 1 fremmedprotokol, 1 indlemmelsesprotokol, 1 lov om den kommunale beskatning, 1 skrivetøj af porcelæn med tilhørende blyant og oblattrykker, 1 dambrædt med brikker, udskrift af beskatningen 1863, samt en tillukket sparebøsse. Endvidere opbevaredes tombolarekvisitterne hos formanden.

1867 begyndtes en søndagsskole for lærlinge; lærer Wermuth skulle lede undervisningen.

Foreningens første Grundlov

Foreningen søger at samle sig en kapital til billige boliger for gamle Haandværkere eller Haandværkeres Enker, eller et Udsalgssted for Haandværkerfabrikata.

Bestyrelsen skal bestaa af mindst 5/7 Haandværkere, og Formanden skal være Haandværker.

Gaar Medlemstallet under 15 opløses Foreningen. Dog kan Sygeforeningen med sin Kapital udsondres fra Haandværkerforeningen i dette tilfælde og da blive ved at bestaa som Haandværkersygeforening. Haandværkerforeningens Kapital overleveres da til Stedets Øvrighed som Legat for trængende Haandværkere eller Haandværkeres Enker.

Øvrigheden udvælger Bestyrelsen, som skal bestaa af Haandværkere.

Foreningens Kapital kan aldrig nogensinde deles blandt Medlemmerne – og kun Aarets Indtægter kan bruges til Foreningens løbende Udgifter.

Denne Grundlov træder i Kraft d. 1.April 1870 og kan ikke forandres.

Efterstaaende Vedtægter træder i Kraft d. 1. April 1870. (ethvert Medlem erholder et trykt Eksemplar, som betales med 4 Sk.)

Foreningens Formaal er at udbrede almengavnlig Oplysning blandt Haandværkerstanden ved passende Blade, Tidsskrifter og Bøger, samt ved Foredrag og Oplæsninger, hvortil Diskutioner kunne knytte sig og ved at gjøre sig bekjendte med Communalbestyrelsens og de forskellige Kommissioners Forhandlinger, samt de kommunale Regnskaber.

Lokalet

staar aaben for Medlemmerne hver Dag, Forhandlingsdagene, Søndag og Mandag til kl. 11 Aften. Sluttede Selskaber af mindst 6 Medlemmer kan forlænge Tiden, naar de og Værten derom ere enige.

Medlem

af Foreningen kan enhver i Byen og Udenbyes boende Haandværker blive.

Ikke Haandværkere, Næringsdrivende, Fruentimmer og Svende kan optages, naar vedkommende har haft fast ophold heri Byen mindst ½ år. Udenbyes kan indføres i Foreningen som fremmed Medlem. Indføreren og den indførtes Navn indskrives i fremmed Prorokollen.

Enhver som er Medlem af Haandværkerforeningen er tillige Medlem af Sygeforeningen – med Undtagelse af udenbyes og ikke selvstændige Næringsdrivende – samtlige Medlemmers Navne i de dertil indrettede Protokoller.

Medlemmer ere pligtige at lyde de Bestemmelser, som gives til Ordensoverholdelse i Foreningen. Udtrådte Medlemmer har ingen Fordring paa Foreningens Midler eller Ejendele.

Contingentet

er 1 Mk. Maanedlig af hvert medlem, Æresmedlemmer undtagen, hvilket deles halvt imellem Haandværkerforeningen og Sygeforeningen – kun undtages de Medlemmer, som ere udelukkede for at erholde Sygehjælp, hvis hele Contingent tilfalder Haanværkerforeningens Kasse.

Contingentet erlægges i de første 8te Dage af hver Maaned ved Opkrævning; naar et Medlem i tre Maaneder ikke har erlagt Contingent, ansees samme som udtraadt af Foreningen.

Bestyrelsen

vælger af sin Midte sin Formand, hvergang nye Medlemmer tiltræder finder Omvalg Sted, de vælges på 1 Aar og kan gjenvælges. Til Bestyrelsesmedlemmer kan kun vælges i Byen bosatte skatteydende Medlemmer af Foreningen.

Bestyrelsen er bemyndiget til at disponere over et Beløb af 5 Daler Aarlig, den fører sin egen Forhandlingsprotokol, til at tage gyldig Beslutning maa mindst 3 Medlemmer være tilstede, de maa alle være vidende om Mødets Afholdelse. NB. Bestyrelsen paaseer at Afskrivningen af de Regnskaber etc., som Generalforsamlingerne bestemmer, blive afskreven, naar disse forelægges til offentlig Eftersyn.

Bestyrelsesmøderne

Intet kan foretages i Foreningens Anliggender eller noget anskaffes uden at være behandlet i et Bestyrelsesmøde, vedtaget og tilført Forhandlingsprotokollen. Bestyrelsen afholder ordinaire Møder den første Søndag i hver Maaned; saasnart et tilstrækkelig Antal Medlemmer ere tilstede, aabner Formanden eller det i hans sted fungerende Medlem Forhandlingerne.

Udebliver nogen af Bestyrelsen i 3 paa hinanden følgende Bestyrelsesmøder uden at melde et gyldig Forfald, kan Bestyrelsen vælge et midlertidig Medlem i hans Sted.

Ovenpaa enhver Generalforsamling kan afholdes Bestyrelsesmøde uden foregående Indvarsling.

Ekstraordinaire Bestyrelsesmøder kan sammenkaldes af Formanden eller 2 Bestyrelsesmedlemmer, ligeledes af 6 ag Foreningens andre.

NB. Bestyrelsen sørger for, at der om muligt engang imellem bliver afholdt frivillige Foredrag eller Oplæsning af saadanne eller også indledes Diskusion over Emner, hvilket sidste bør ske mindst 2 Gange Maanedlig.

Handelsstandsforeningen

Under Navnet Løgstør Handelsstandsforening stiftedes 12/5 1875 en forening, hvis første formand var købmand L.A. Schiønning, og hvis øvrige bestyrelse var P. Jensen, J.C. Salvesen og Ad. Aistrup. Den nuværende Løgstør Handelsstandsforening regnes fra 19/11 1883.

Skytteforeningen

Håndværkerforeningen behandlede 10. september 1863 et forslag, indsendt af nogle medlemmer, angående oprettelsen af en skytteforening. Det blev dog foreløbig ikke til noget på grund af krigen 1864. Da den første lammelse efter denne havde lagt sig, bredte der sig ret snart en genrejsningsånd i det brede befolkningslag. Et led heri var skyttebevægelsen, som var begyndt først i tresserne og nu tog fart. Også her blev sagen igen rejst og blev til virkelighed 1867, idet der da stíftedes en skytteforening med postmester Spøhr som første formand og toldassistent Schønfeldt, konsul Jensen, bager Jakobsen og snedkermester Lorentsen som øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Imidlertid hændte der 1870 en krudteksplosionsulykke ved ladning af patronerne, hvorved den 28 årige isenkræmmer og købmand S. Chr. Pedersen blev såret i det ene ben og døde. Dette satte en sådan skræk i medlemmerne, at foreningen lå stille indtil 1897 m.h.t. skydningen; derimod tog man gymnastikken op inden for foreningen fra 1889. 5. august 1869 fik foreningen tilladelse til at have skydebane vest for kanalfogedboligen mellem fjorden og kanalen, mod at de nødvendige forholdsregler iagttoges. Hvor skydebanen har været de to første år, findes intet nævnt om.

Velgørenhedsforeningen

Følgende 7 mænd: Sognepræst J.C. Gravenholst, murermester J.C. Møller, købmændene J.M. Theilmann og M. Simonsen, brygger H.C. Theilmann, kontrollør Brorson og L.S. Pedersen var samlet den 15/1 1861 for at søge dannet en velgørenhedsforening til understøttelse af folk i byen, som uden egen skyld trængte til hjælp, og som ikke fik fattighjælp. Ved at indkaldt borgermøde nogle dage efter blev foreningen stiftet med 49 medlemmer, hvis årskontingent sættes til 2 rgd., at gælde fra 1. januar s.å.. Dens første bestyrelse var: Gravenhorst, J.M. Theilmann, sadelmager Hansen, M. Simonsen og kontrollør Brorson. Der uddeltes det første år 50 rgd. I 11 portioner. Foreningen har været i virksomhed siden, og hjælpesummen er efterhånden tredoblet.

Kommunalrådene

Kommunalbestyrelsen bestod indtil 1785 af herredsfogden, som også var byfoged, og 8 rodemestre, hvoraf den ene var overrodemester. Byen var inddelt i 8 roder, som hver havde sin rodemester. 1785 nedsattes rodernes antal til 4. Senere gik man ned til 2, men på hvilket tidspunkt dette skete, har jeg ikke kunnet finde. Denne ordning vedblev til 1842, da der blev udfærdiget et nyt regulativ, hvori bestemmes, at der skulle være 3 eligerede mænd i stedet for som hidtil 2, da byens folketal var steget. Fra 1863 steg antallet til 7. Her følger navnene på nogle medlemmer af bystyret

Rodemestre:

1785 Købmændene Anders Lunøe, Bertel Sand, Nikolaj Wibroe og Severin Mørch, farver Jeppe Kold, fisker Johannes Schilder, Christen Henriksen, Niels Wanggaard.

1786 Anders Lunøe, Nikolaj Wibroe, Jens Mørch, Bertel Sand

Eligerede mænd:

1842 Købmændene Palle Møller Lunøe og Christian Fischer

1846 Færgemand Niels Chr. Andersen, toldforvalter Fr. Lund, farver Cortsen

1853 Farver Cortsen, købmand J.M. Theilmann, nålemager Fischer

Kommunerepræsentanter:

1884 Partikulier Michael Simonsen, Sagfører J.M. Lauersen, Postmester Spøhr, isenkræmmer Johan Jørgensen, kalkbrænder Niels Aasted, vognfabrikant Hans Chr. Lykke, jernstøber Søren Mosbech

Herredsfogden var jo altid byens højeste øvrighed.

Kæmnere

Indtil omk. 1850 var kæmnerbestillingen et ombudshverv, som skulle udføres to år ad gangen. Så vidt det kan ses, var Chr. Henriksen den første kæmner

1784 Christen Henriksen

1785 John Krogh

1787 Johannes Schilder

1789 Søren Olufsen

1791 Søren Sønderholm

1794 Peder Liv

1797 Laurs Astrup

Til 1827 Johan Scharling

1827 Nikolaj Lunøe, afgik på grund af svagelighed

1828 Knud Nielsen Krogh, afgik på grund af svagelighed

1829 Smed Hans Fristrup

1835 Søren Sønderholm

1838 Oldermand Knud Nielsen Krogh

1847 Samme. Under hans sygdom fungerede Erich Christensen

1848 Cand. Phil. Albert Peter Scharling

1850 Købmand Futterup

1875-1890 Lærer Sommer

1890 Sagfører Jespersen

1899 Købmand Peder Carl Christensen

Indbyggertal

1660 iflg. mandtal til militæsskat 297 indb.

1771 omk. 380 indb.

1787 373 indb.

1834 790 indb.

1870 1376 indb.

1900 2073 indb.

Til Oplysning tjener, at 1787 foretoges den første officielle folketælling, den næste 1801, fremdeles 1834 og 1840, dernæst hvert 5. år indtil 1860 og efter den tid hver 10. år.

Legater

Fra Repertorium over Legater og milde Stiftelser i Danmark 1899. Landsarkivet

Det Søedalske legat

Det ældste legat i Løgstør blev stiftet 1750 af Didrik Iversen og hustru Ane Catrine Frisenberg, ejer af herregården Sødal ved Viborg. Det var oprindelig på 1000 rgd.; renten deraf 40 rgd. 1 mk. 1sk. skulle med halvdelen gå til skolen til undervisning af 10 fattige børn, med den anden halvdel til 5 fattige i Løgstør.

Didrik Iversen er født i Løgstør 28/6 1696 af fattige forældre, hvis navne var Ifver Rasmussen og Mette Diedrichsdatter.

Thorups legat

Blev stiftet den 6/6 1770 af herredsskriver i Løgstør Peder Christensen Thorup, f. i Torup 1694, d. i Løgstør 14/5 1771. Oprindelig var der 21468 rgd. omskreven til 14821 rgd. 88 sk. I 1899 12148 kr. 89 øre og Hellevad sogns kongetiende, købt for 7440 rgd. Renten og tienden skulle 4 gange om året uddeles til fattige og nødlidende mennesker af begge køn i Løgstør, fortrinsvis til legatstifterens blodsbeslægtede, dog at renten af 4142 kr. 50 øre uddeles til legatstifterens slægt.

Kancelliråd prokurator Otto Henrik Nors´s og hustru Marie Frandsine, f. Møllers legat

Stiftet 28/11 1885 med 4650 kr. (1900: 5000kr.), hvis renter hver oktober flyttedag uddeles i portioner på 20 til 100 kr. til trængende uden for fattigvæsenet.

Endvidere under samme dato 13850 kr., hvis renter i livsvarige portioner på 100-200 kr. uddeles til O.H. Nors´s forældres søskendes decendenter. Når den legatberettigede slægt er uddød, tilfalder familielegatet det fornævnte legat.

Christen Fischers Minde

Bygningen opført 1857, nu Ficshersgade nr. 5 og 5a. Stiftelsens oprettet 1868 af Else Elisabeth, enke efter købmand Christian Fischer, med fribolig for 3 trængende kvinder.

Kongebesøg

23. juni 1842 fik kommunalbestyrelsen meddeles om, at kong Christian pr. dampskib ville besøge byen den 11. juli. Det blev vedtaget, at udgifterne til at modtage kongen på en for byen værdig måde skulle udredes af kæmnerkassen. 8. juni 1852 var der udtrommet til en rådstuesamling for at tage beslutning angående omkostningerne ved kong Frederiks og gemalindes besøg, som var ansat til den 19. juni. I kommuneregnskabet for dette år ses, at udgifterne var 333 rgd. 5 mk. 1 sk. 14. juli 1861 åbnedes kanalen under tilstedeværelse af konk Frederik og grevinde Danner. 19. og 21. august 1871 besøgte kong Christian Løgstør under hen- og tilbagerejsen på besøg i de vestlige Limfjordsbyer. Havnekommissionen blev den 16. oktober afkrævet 37 tgd. 5 mk. 8 sk. for udgifter til flagning og salutering i anledning af kongebesøget. Under samme dato sendte Løgstør kommune 20 rgd. til Frederikshavns kommunalbestyrelse som sin andel af kongebesøget.

Sparekasse og bank

Løgstør by´s og omegns sparekasse stiftedes 25. maj 1865. Dens første bestyrelse var herredsfuldmægtig H.R. Andersen, købmand Michael Simonsen, boghandler Just F.G. Andersen, V. Sørensen, Sønderlade, J.C. Tvergaard, Næsborggaard, bager P.L. Petersen, J.C. Jensen, Kølby. De tre første som ledere.

Banken for Løgstør og omegn oprettedes 3. oktober 1891 med herredsfuldmægtig Ewald som formand, købmand C. Nielsen og sagfører P.M. Nissager som direktører.

Offentlige brønde

1874 førtes der forhandlinger ang. en offentlig brønd med tilstrækkelig plads omkring, så borgerne kunne foretage vask, skylning m.m. der. Lignende pladser blev senere anlagt flere steder og ret ofte benyttet. Den første her nævnte var der, hvor nu springvandet i anlægget er.

Vandværket

1890 begyndte forarbejderne til et vandværk. Der var da 195 brønde i byen, hvoraf de 111 havde brugeligt vand. En så stor procent brugelige brønde førte til, at sagen blev udsat. Men 1895 optoges forhandlingerne igen og førte til det resultat, at arbejdet påbegyndtes 1897. Der var en del vanskeligheder med dets udførelse, men man kom da gennem disse, så værket var fuldført 1898.

Gadelygter

De første gadelygter blev opsat 1875 i form af 4 petroleumslygter; da disse viste sig tilfredsstillende, anskaffedes to til. Leverancen af petroleum udbødes ved offentlig licitation. Skomager Kjær indgav tilbud om at tænde gadelygterne for 3 kr. pr. stk. årlig med tillæg af petroleum, og kommunalbestyrelsen antog hans tilbud.

Skibsreparationer

Indtil omk. 1896 blev skibene repareret, tjæret m.m. i den vestlige del af havnen ved kølhaling. Omk. 1896 byggede havnen den nuværende bedding, som siden har været lejet ud. Den var færdig 29/12 1897, og H. Jeppesens skib “Fortuna” var det første, som repareredes der. Af skibstømrere og skibsbyggere er fundet følgende: Hein Jacobsen, f. 1764, d. 1833. Mads Hjortberg, f. 1787, d. 1847. Peder Carlsen, f. 1829, d. 1886. Toftegaard nævnes 1848. Peder Falsted Hejse, d. 1871. Mads Chr. Jespersen omk. 1861. Brødrene Frederik Carl og Christian Aasted fra omk. 1850 til 1892. P.N. Thorsen, som først lejede beddingen.

Noter vedrørende fattigvæsenet

For nogle af P.C. Thorups legatpenge lod kommunalbestyrelsen 1821 opføre et hus til ophold for folk, som ikke selv kunne skaffe sig husly, og for dem, som var under fattigforsorg. Det var af grundmur, 15 fag, 10 alen bredt udvendig, murstensgulv, og beregnet til 10 familier. Der var 3 skorstene. I brandforsikringen var det vurderet til 1440 rgd. Det lå i Søndergades søndre side som sidste hus i rækken der og blev brudt ned i 1929.

Advarsel til husejerne

Få år efter, at Thorups legat var trådt i kraft, fandt herredsfogden sig foranlediget til at sende husejerne i Løgstør følgende advarsel:

Da det er spurgt, som og kan være tænkelig, at een og anden tragter efter at komme til at boe i Løgstør i den Anledning de venter at nyde Deel i Peder Thorups Legatum: Saa paa det at Byens indfødte Fattige og Husarme eller de som allerede forhen i Byen er indkommen ikke skal gives aarsag at klage over Fornærmelse der udi, bliver herved alle Byens Indvaanere som ejer Leie Vaaninger eller Huuse advaret og forbudne, at indtage saadanne fremmede og udenbyes Folk, som ikke er i stand til at ernære sig selv entet med Handel eller Haandværk.

Skulle nogen herimod begaae sig maae de takke sig selv for den deraf flydende U-lejlighed. Dette giøres bekiendt ved Trommens Rørelse over alt i Byen til enhvers Efterretning, og derefter mig tilbageleveres til Forvaring for Fremtiden.

Toftebjerg d. 4de Maji 1781

M. Nøragger

Udtrommet og oplæst over alt den 5te Mai

Søren Hjort Christen Lunøe

I fattigvæsenets regnskabs- og forhandlingsprotokol er indført fortegnelse over de fattiges navne, alder, personlige forhold og omstændigheder. Man kan der få indblik i mange livsskæbner, somme gode, de fleste sørgelige.

1845 bestod fattigkommissionen af sognepræst Trojel, Kornum, P. Bach, Jens Chr. Aasted, fattigforstander N. Peder Lykke. Der var dette år 33 som fik hjælp, baade enlige personer og gifte, begge slags med børn. Af disse havde 17 fribolig i legathuset. Adskillige druknede fiskeres enker med børn måtte friste den tort at komme under fattigvæsenets forsørgelse.

I alt fik de 33 med pårørende anvist 677 rgd. 2 mk. for året 1846 i ordinær understøttelse. Kassebeholdningen 1844 var 706 rgd. 5 mk. Regnskabet udviste 1845 en

udgift = 1080 rgd. 3 mk. 7 sk.

indtægt = 590 rgd. 3 mk. 5½ sk.

kassebeholdn. = 509 rgd. 5 mk. 14½ sk.

Af det Thorupske legat fik fattigkassen dette år 246 rgd. 0 mk. 4 sk. Til dette hørte Hellevad Tiende, hvis sum varierer med kornpriserne og omk. Århundredets midte lå nær 500 rgd. Kommentarer til legatets indflydelse på fattigkassens indtægter er unødvendige. Kassen var efter den tids forhold ret velhavende, og den var ikke altid karrig med sine uddelinger, hvad bl.a. følgende kan tyde på.

Under post 2 i regnskabet for 1844 anker amtsrådet over ekstraordinære understøttelser og andre udgifter, bl.a. flere beløb vedrørende graves kastning, lig at henbære, brændevin m.v. ved begravelser. Da Udgifter i den anledning ved Fattiglemmers Begravelser ikke ere hjemlede, kunne saadanne i Fremtiden ikke passere. Trods protest fra fattigkommissionens side fik den samme reprimande 1845-46.

Protestens ordlyd

Løgstørs Fattigkommission tillader sig atter ærbødigst at forespørge, hvorfra disse aldeles uundgaaelige Udgifter til afdøde Fattiglemmers Begravelser skal tages og udredes; thi de levende Fattiglemmer – største Delen gamle og svage Fruentimmere, kan dog umulig paalægges at grave Gravene og bære de afdøde i deres Ligkister en halv Mil fra Løgstør til Løgsted Kirkegaard, og hvem kan ellers ordres dertil af Løgstørs Beboere, og det endog uden Betaling og mindste Vederkvægelse – ihvor simpel og tarvelig den end er – for de aldeles nødvendige Ligbærere, som og skal begrave Liget. At kjøre Ligene fra Løgstør og til Løgsted Kirke er og uundgaaelig nødvendig, men mener man dertil efter Omgang, og i hvad Orden, at ordre alle Løgstørs kjørende Beboere at gjøre det gratis.

Kornum Præstegaard d. 11. juni 1847

Trojel

Amtsrådet svarede herpaa, at det findes ikke at kunne tilstaa Beboere af Løgsted Sogn Betaling for at bortkjøre Fattiglemmer til Løgsted Kirkegaard, men at Transporten bør ske enten til Vogns af de kjørende beboere saavel af Løgstør By som af Sognets øvrige Beboere, eller med Bærere, forsaavidt det sidste maatte foretrækkes.

Trojel svarede: Beboere af Løgsted Landsogn høre til Kornum sogns kommune og ikke til Løgstør særskildte, og kunne derfor ikke ordres, i det mindste kjendes intet Lovsted herfor. At bære Ligene en halv Mil fra Løgstør til Løgsted Kirke og op ad Bakke kan næppe lade sig gjøre, og af kjørende Mænd fra Løgstør, for Tiden 8 – 10, hvoraf 2de ere engagerede med Postvæsenet, og en Embedsmand, og derfor sjælden disponibel, Amtsraadet vil da formodentlig antage det tjenstligst, at der lejes Vogne dertil.

Skulde dette ej bifaldes, maa højere Ordre derom gives, da Beboerne have nægtet at kjøre paa Omgang. Dateret 20. Juni 1848. I protokollen findes intet om, hvorledes sagen endte. Omkostningerne for et fattiglems begravelse ses at være:

Gravens kastning 0 rgd. 5 mk 0 sk. 4 ligbærere 0 rgd. 5 mk. 0 sk.

Liget at henkjøre,

ligbærere, liglinned 2 rgd. 3 mk. 4 sk

I alt 4 rgd. 1 mk. 4 sk

Peder Nielsen Horrebow

14. maj 1679 fødtes Peder Nielsen i Løgstør. Hans forældre var fisker Niels Pedersen og Else Christensdatter, der levede under fattige kår. Da man blev opmærksom på hans begavelse, fik man ham 1696 sat i Aalborg lærde skole. Samtidig med studierne måtte han tjene til livets ophold; hans evner for mekanisk håndværk kom ham her til nytte. 1703 blev Peder Nielsen student. I København kom han i huset hos Ole Rømer, og han hjalp med til at lave astronomiske instrumenter. 1705 tog han teologisk embedseksamen og virkede så nogle år som huslærer og derefter som acciseskriver. Trods modstand fra indflydelsesrige universitetskredse blev han 1714 professor i astronomi og direktør for observatoriet på rundetårn. 1722 fik han sæde i konsistorium (Universitetets tilsynsråd), og 1725 tog han den medicinske doktorgrad.

Han gjorde et stort arbejde for at forbedre det forfaldne observatorium og foretog 4 år igennem en række observationer til udfyldning af Rømers. Alle resultater af dette arbejde gik tabt ved branden 1728, som lagde store dele af hovedstaden i aske. Senere udgav han “Astronomiens Grundlag”, hvori han bl.a. beskrev de instrumenter, Rømer brugte, og offentliggjorde de af Rømers observationer, der blev reddet ved branden 1728. Dette værk og flere af Horrebows andre skrifter ansås længe i udlandet for at være nogle af den praktiske astronomis hovedværker.

Siden 1880erne er Horrebows navn blevet vidt kendt gennem en metode til breddebestemmelse, som han beskrev i et astronomisk værk 1740. Metoden blev glemt, men på ny opfunden i det 19. århundrede. I Horrebows hjem voksede der en stor børneflok op. Hans hustru, Anna Margrethe Rosing, døde 1749. 4 år senere havde næringssorger og alderen taget så stærkt på ham, at han fra dette tidspunkt måtte overlade observationsarbejdet til to af sønnerne. 15. april 1764 døde han. Om oprindelsen til navnet Horrebow har intet kunnet findes, men forklaringen synes til gengæld at være ligetil. Peder Nielsens slægt må stamme fra Harsyssel. Nu var der flere slægter, der skrev sig Harboe, andre Harbou; begge dele må betyde Harbo, altså en mand fra Harsyssel. Nogle af disse slægter var meget aristokratiske, og hvis fiskersønnen skulle holde sig klar af dem, var han jo næsten nødt til at skrive -bow. Tages endvidere hensyn til egnens mål, er formen Horrebow nærliggende, Dette navn har han sandsynligvis taget, da han blev student.

Peder Christensen Thorup

P.C.Thorup,3

Legatstifteren Peder Christensen Thorup er født i Aggersborg-Thorup 1694; han var gift med Ane Marie Iversdatter, f. 1699. I ægteskabet var der kun eet barn, Peder Christen

Thorup, som fødtes 1729; han døde ugift 1766.

Peder Christensen Thorup kom til Løgstør før 1725, begyndte her en krambodshandel og blev efterhånden en velhavende mand. Han ejede først Søndergaard i Løgstør, dernæst en købmandsgård, der sammen med hans kramvarelager, stempelpapirer og 150 rgd. I rede penge brændte i 1751 under den store brand. Det fremgår af brandforhørene, at Thorup da var herredsskriver, hvilket han må være blevet kort i forvejen. Fra 1761 til sin død var han også ejer af Smak Mølle med jordtilliggende.

Forholdet mellem Thorup og hans familie har været ret godt indtil hans søn død i 1766. Han har ikke været uvillig til at hjælpe den med lån af penge. Men efter sønnens død begynder striden at blusse op. Som arvinger til hans store formue stod hans slægtninge rede til at rives om byttet, når han var død. I 1766 var han jo 72 år gammel og var begyndt at svækkes af årene; hustruens død fem år før og nu hans eneste søns død i en temmelig ung alder har vel særlig taget hårdt på ham. Han afstod sin gård og forretning og flyttede ind hos søstersønnen, Chr. Jensen i Søndergaard i Løgstør, hvor han opholdt sig et fjerdingår, var derefter fra jul til påske hos herredsfoged Nøragger, Toftebjerg, og kom så til at bo hos Casper Severing Kobbersmed i Løgstør, hvor han boede til sin død.

Skønt han kun var hos søstersønnen et fjerdingår, blev forholdet mellem dem så spændt, at Chr. Jensen satte plankeværk uden for Thorups vinduer, så udsigten til fjorden spærredes for ham, og Thorup var bange for at spise der af frygt for at blive forgivet.. Denne frygt var dog nok ubegrundet; der rejstes ingen beskyldning mod søstersønnen i den anledning under retssagen. Derimod blev købmand Lars Jakobsen, som var gift med Thorups søsterdatter, en søster til Chr. Jensen, overbevist om at have tragtet Thorup efter livet på flere måder. Efter at Thorup var bleven ene og havde opgivet sine tidligere beskæftigelser, har han jo nok været vanskelig og mistænksom at omgås for familien. Denne griskhed efter hans penge har været ham for åbenlys, og da flere af dens medlemmer ikke var gode imod ham på hans gamle dage, har han ret snart fattet den beslutning at gøre dem arveløse og testamentere sine midler til de fattige. 8. februar 1768 underskrev Thorup testamentet. I dette tildeltes der først en del mindre beløb til personer, der havde været i hans tjeneste eller vist ham venlighed. Renterne af 1000 rgd. skulle fordeles mellem “fattige slægtninge og blodsforvandte, uden for Løgstør by boende”. Der var afsat en sum til gravstene over ham selv, hans kone og søn og til gravenes vedligeholdelse. For at ordne det fornødne med gravene og som eksekutor testamenti skulle herredsfoged Nøragger have 400 rgd. Endelig står der i testamentet; “Naar saaledes ald min stervfboe med der tilhørende er bragt i Rigtighed og Enhver af forestaaende er bleven udbetalte det som ieg dennem har tillagt Samt alle paagaaende omkostninger klareret Skal

oversblevne henhøre til løgstøers Byes fattige og nødlidende mennesker af Begge kiøn. Hvilken Capital af Executor Testamenti imod bevis indleveres til Høje Øvrighed og af dennem udsættes paa Rente, hvor det blive staaende til Evig tid nemlig paa Rente til løgstøers fattige, arme og nødlidendes underholdning…” Før testamentets endelige affattelse var der kun lovet 100 rgd. til Løgstørs fattige. Sønnens død og slægtningenes slette optræden over for Thorup kan Løgstør takke for det store legat. Skiftesamlingen fandt sted 7. juni 1771.

I et andragende, stilet til kongen og dateret 12. februar 1771, havde Lars Jakobsen og Christen Jensen fremsat påstand om, at Thorup ikke havde haft sin samling i de tre sidste år, og at herredsfoged Nøragger egenmægtigt havde tilvendt sig hans nøgler, hvorfor de androg om, at et muligt foreliggende testamente fra dette tidsrum måtte blive erklæret for ugyldigt, og at der måtte beskikkes morbroderen en værge. Cancelliet afæskede Nøragger to erklæringer i den anledning, men før den sidste nåede frem, døde Thorup.

Hans slægtninge anlagde nu sag mod Nøragger. Det første retsmøde afholdtes 7. august 1771, det sidste 18. juni 1772. Hele retssagen fylder over 200 tætskrevne foliosider; domspræmisserne har ikke kunnet findes, men Thorups slægtninge tabte som bekendt sagen, idet testamentets gyldighed blev anerkendt. Som sættedommer fungerede herredsfoged Kraft. 31. oktober 1772 indsendte 28 mænd og kvinder i Løgstør til kongen en bønskrift, attesteret af sognepræst J. Munch. I skrivelsen forklares først, at den fattige by Løgstør i henseende til næringsveje er ringe stillet og “tilmed tvende Gange har maattet friste Ildens Grumhed”. Dernæst, at Gud “bøjede den nu her i Byen afdøde Herredsskriver P.C. Thorup hans Hjerte, til at Testamentere denne Byes fattige mestendelen alle Hands efterladte Midler til underholdning i vores betrængte omstændigheder….” Imidlertid havde arvingerne rejst sag mod eksekutor, og underskriverne “anraaber vor Allernaadigste Konge og Landsfader om at ville befale Stiftbefalingsmand Holck og Biskob Rotbøll paakende Testamentets Gyldighed, saa, at vi derefter kunde nyde Frugten af det gode os derved er tillagt, som ellers Mesten af Hunger må Crepere.”

Gravstene over Thorups familie er borte, og gravstedet udslettet, men i Løgsted kirke findes et epitafium over P.C. Thorup.

Gamle slægter

Aistrup

Den første af denne slægt, der antog navnet Aistrup, var Anders Larsen, f. i Tolstrup 1682, d. i Løgstør 1762. De første fire slægtled af hans efterkommere var skippere. Med Th. Møller Aistrup, som i mange år var lodsformand og fra 1861 til sin død 1878 samtidig kanalfoged, endte slægtens skippersaga.

1865 begyndte AD. Aistrup at handle med manufakturvarer i Torvegade nr. 11. 1869 flyttedes forretningen hen på hjørnet af Torvegade og Østerbrogade, som siden har fået navnet “Aistrups Hjørne”. Ad. Aistrup var gift med manufakturhandler Poul Bachs datter. Deres sønner, Thomas og Poul Bach Aistrup, fortsatte forretningen efter faderen.

Kobbersmed Andersens og havnefoged Jakobsens

Stamfædre på mødrene side er en Wallentin Greve slægt, som stammer fra Løgsted og 1753 flyttede til Løgstør. Wallentin Greve druknede 1764 ved Rønstenen i Limfjorden, kun 38 år gammel. Hans søn, skipper Anders Wallentin, døde 1834. Hans datter, Else Marie, blev gift med skomager Johannes Christensen, kaldet Trangeled, fordi han boede ved Trangeled (vestre bom). Denne Johannes havde fælles stamfader med legatstifteren P.C. Thorup. Fra denne linie stammer havnefoged Jakobsen. Kobbersmed A. Wallentin Andersen stammer fra Else Maries søster, Elisabeth Katrine, f. 1785.

Breum – Jeppesen – Simonsen

Af skipperslagter, som er levende endnu, og hvis rod går langt tilbage her, skal nævnes Jeppesen og Simonsen, hvis forfædre, i lige linie, stammer fra skibsfører Niels Nielsen Breum, f. 1739, d. 1814. Han blev 1767 i Løgsted kirke, gift med Gjertrud Andersdatter. Breumslægten, i lige mandslinier, var i tre slægtled skippere, alle hjemmehørende her indtil 1844, og sejlede i dette tidsrum både til København og fremmede lande. Den var, inden for nævnte årrække, den betydeligste skibsførerslægt i Løgstør. Som sidelinier indgik skipperslægterne Baadsgaard, Salvesen og Springborg

Aasted

Denne slægts ældste kendte stamfader, rebslager Christian Christensen Aasted, kom fra Mjallerup, hvor han var født 1754, til Løgstør omk. 1780 og døde her 1824. Han havde mange børn, hvis efterkommere blev til en talrig slægt, som gennem 1800erne repræsenterede næsten alle erhvervsgrene i byen.

Lykke

1819 fik snedker Niels Peter Lykke, f. 1797, d. 1884, anvist en plads til byggegrund ved Blindebom, nu Hjørnet mellem Blindebomsgade og Østerbrogade. Han byggede straks efter en gård der, senere kaldt “Lykkes Gaard”. 1842 oprettede han der et værksted for fabrikation af fjedervogne; en smedie til beslagarbejdet blev samtidig indrettet i gården. 1866 overtog sønnen, Hans Chr. Lykke, virksomheden, som han 1897 solgte til nuværende smedemester Larsen.

Thorstensen

Ole Thorstensen, f. 1801 i Skive som søn af skræddermester Ole Thorstensen, lærte smedehåndværket og kom 1830 til Løgstør, hvor han begyndte med en smedie i Bredgade nr. 5 (se side 47 ). Han havde to sønner; den yngste, Ole, f. 1837, d. 1884, overtog smedien efter faderens død 1853. Den anden, G. Christian, f. 1827, d. 1884, var skrædder og boede i Bredgade nr. 14, hvor han også en tid drev beværtning. Hans søn P. Cornelius, f. 1850, d. 1916, havde bageri på nordsiden af Gravensgade med butik og facade mod Vægtergade (nr. 25), hvor sønnen, Evan Thorstensen, fortsætter med bageriet.

Theilmann

Den først kendte af slægten Theilmann var skipper Jens Theilmann. På den grund, hvor nu “Løgstør Avis´s” bogtrykkeri ligger, drev Frants Bertelsen en købmands- og skibsrederforretning. Omk. 1845 overdrog han den til skipper Jens Theilmanns sønner, Jens Mørch og Hans Christian Theilmann. Da den sidste, 1823, d. 1911, overtog faderens bryggeri, blev Jens Mørch Theilmann, f. 1819, d. 1895, eneejer af forretningen og drev den frem til at blive den største, byen har kendt. Den omfattede tømmer, kolonialvarer og manufaktur; desuden ejede han op til 20 skibe, som dels førte varer hjem til forretningen, dels sejlede varer videre til de vestlige Limfjordshavne. Nogle år efter kanalens åbning nedlagde Theilmann sin store forretning. Han var en del år medlem af bystyret og en tid landstingsmand.

De her nævnte gamle slægter samt de under købmænd nævnte: Fischer, Lunøe, Lund og Simonsen har alle, som beretningerne viser, gammel rod i Løgstør og har været med til at præge dens udvikling. Særlig gennem attenhundrederne har disse slægters medlemmer haft en dominerende indflydelse i byens både indre og ydre anliggender, i det store og hele til gavn for byens trivsel. Det har altid været således, at den ikke har været under stærkere udvikling end stemmende med dens økonomiske bæreevne, hvad vistnok kan siges at være tradition fra ovennævnte periode.

Slut